19 Oct 2006
Polypper i livmoderhalsen (Cervixpolypper)
En polyp på livmoderhalsen er en udvækst, der kan variere mellem få mm til cm i størrelsen. Tilstanden er hyppig og over 99 % af tilfældende er godartede.
Definition og årsager
Polypper i livmoderhalsen er en udvækst fra dennes slimhinde. Udseendet kan sammenlignes med drøblen. Polypperne kan variere i antal, dog findes oftest kun en enkelt. Polypperne ses fortrinsvis hos kvinder over 40 år.
Årsagen til udviklingen af polypper er ukendt.
Symptomer på polypper i livmoderhalsen
- Pletblødninger, til tider kontaktblødninger (frisk blødning under samleje).
- Udflåd af varierende udseende (fra klart til gulligt betændelseslignende).
Forholdsregler og diagnose
Diagnosen stilles af lægen ved en gynækologisk undersøgelse .
Behandling af polypper i livmoderhalsen
Behandlingen af polypper er kirurgisk fjernelse. Mindre polypper fjernes under lokalbedøvelse.
Det udtagne væv sendes til undersøgelse i mikroskop, hvor det afgøres, om der kan være ondartede celler (kræft) i polyppen. Dette er dog sjældent tilfældet.