12 præventionsformer: Alt fra kondomer til femidomer

Dato: Revideret 9. oktober 2017 - første publicering 30. oktober 2007
præventionsformer

Præventionsformer og hvordan de virker. Hvilken præventionsform er bedst for dig. Prævention beskytter mod graviditet. Nogle præventionsformer beskytter mod kønssygdomme.

1. Kondomer

Kondomet er et tyndt gummihylster, som skal rulles på den erigerede penis lige før et samleje. Det skal dække hele vejen fra penishovedet og til roden.

Gummiet skaber en fysisk barriere og beskytter derfor mod graviditet og seksuelt overførbare sygdomme.

Kondomet fås i forskellige størrelser og varianter og indeholder oftest glidecreme. Ét kondom kan kun bruges én gang og skal smides ud efter endt samleje. Det kan fås i apoteker, supermarkeder og kondomerier.

Se desuden hvordan man tager et kondom rigtigt på:

Fordele

  • Kondomet beskytter effektivt mod graviditet og sexsygdomme, hvis det anvendes korrekt. 
  • Kondomer er lette at få fat på, da man ikke skal have dem gennem en læge.
  • De fleste kan tåle kondomer, da der ingen hormoner er i.
  • For latex-allergikere findes der latexfrie kondomer.

Ulemper

  • Kondomet kan blive ødelagt, hvis det udsættes for stærk varme, lange fingernegle, tænder eller oliebaseret creme.
  • Man skal huske det hver gang man dyrker sex.

2. P-piller

P-piller indeholder de to hormoner gestagen og østrogen. Hormonerne i pillerne forhindrer ægløsning, gør slimen i livmoderhalsen sej og uigennemtrængelig for sædceller og forhindrer opbygningen af slimhinden i livmoderen, så det befrugtede æg har svært ved at sætte sig fast.

Præventionsformen beskytter næsten 100% mod graviditet, hvis pillerne tages regelmæssigt.

Kombinations p-pillerne skal tages dagligt i 21 dage, hvorefter man holder 7 dages pause, mens man får en blødning.

Der er mange myter omkring p-piller, som ikke passer, - fx at man bliver fed, får bumser, større bryster, stiv penis o.l. P-piller i dag indeholder meget få hormoner og har få bivirkninger.

Fordele

  • Metoden er nem og sikker.
  • Spontan sex er mulig, da der ingen afbrydelse er i samlejet.
  • Blødningen bliver mindre kraftig og smertefuld.

Ulemper

  • P-piller beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Metoden er usikker, hvis du glemmer at tage en pille i mere end 18 timer eller kommer til at kaste op mindre end 3 timer efter indtagelsen af pillen.
  • P-piller er uegnet til rygere over 35 år og overvægtige kvinder.

3. Mini-piller

Mini-piller indeholder modsat p-piller kun hormonet gestagen. Hvis mini-pillerne indeholder meget gestagen, forhindrer de ægløsning og danner tykt slim ved livmodermunden, så sædcellerne har svært ved at trænge ind i livmoderen.

Samtidig forhindrer gestagen slimhinden i livmoderen i at udvikle sig, hvilket gør det svært for ægget at sætte sig fast. Mini-pillerne skal tages hver dag, også når man har menstruation.

Fordele

  • Metoden er sikker, hvis pillerne tages regelmæssigt.
  • Spontan sex er mulig, da samlejet ikke skal afbrydes.
  • De fleste kvinder kan tåle dem, da de indeholder meget lidt hormon.

Ulemper

  • Mini-pillerne skal tages meget regelmæssigt. Glemmer man at tage pillen i mere end 3 timer, er man ikke beskyttet mod graviditet de næste 14 dage.
  • Menstruationen kan blive uregelmæssig eller holde helt op.
  • Der går 14 dage fra man begynder at tage mini-pillerne til de beskytter mod graviditet.
  • Beskytter ikke mod sexsygdomme.

4. P-ringe

P-ringe er lavet af fleksibelt gummi (5,4 cm i diameter), der indeholder hormonerne østrogen og gestagen.

Ringen beskytter effektivt mod graviditet fra første dag den sættes op i skeden. De hormoner, der frigives fra ringen, forhindrer ægløsning og gør det svært for ægget at sætte sig fast i livmoderen. Samtidig forhindrer dannelsen af tykt slim i livmoderhalsen, at sædcellerne kan trænge op i livmoderen.

Man skal gå med p-ringen i 21 dage, hvorefter ringen tages ud i 7 dage, mens man får sin menstruation. Derefter begynder man forfra med en ny ring.

Fordele

  • P-ringen er en meget sikker præventionsmetode mod graviditet, hvis den anvendes korrekt.
  • Mulighed for spontan sex.
  • Man kan tage ringen ud i tre timer hver dag, uden at det forringer sikkerheden.
  • Opkast og diarré har ingen indflydelse på beskyttelsen mod graviditet.
  • Metoden kan anvendes af alle raske kvinder.

Ulemper

  • P-ringen beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Ringen kan være lidt svær at sætte på plads i skeden.
  • Ringen kan evt. mærkes under sex, men den kan tages ud i op til tre timer hver dag.

5. P-plaster

P-plaster indeholder ligesom p-piller hormonerne østrogen og gestagen. Hormonerne forhindrer ægløsning og opbygning af slimhinden i livmoderen. Derudover forhindrer den tykke slim i livmoderhalsen sædcellerne i at trænge op i livmoderen.

Plastret (5 x 5 cm) kan sidde på ballen, maven, overkroppen eller overarmen (ikke på brystet). Man er beskyttet mod graviditet, så snart plastret er sat på.

Plastret skal skiftes hver uge i tre uger, hvorefter man holder en uges pause for at få menstruation. Derefter begynder man forfra med et nyt plaster.

Fordele:

  • P-plastret er en sikker præventionsform, hvis den anvendes korrekt.
  • Mulighed for spontan sex.
  • Det har ingen indflydelse på sikkerheden, hvis man kaster op eller får diarré.
  • God præventionsform til kvinder, der har problemer med maven eller tarmsystemet.

Ulemper:

  • Overvægt kan have en negativ indflydelse på sikkerheden.
  • Plastret beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Plastret ses tydeligt på huden.
  • Huden kan blive irriteret af plastret.
  • Plastret kan falde af uden, at man opdager det, hvorved man ikke længere er beskyttet mod graviditet, hvis det har været af i mere end 24 timer.

6. P-stav

P-stav er lavet af kunststof og er på størrelse med en halv tændstik. Staven indeholder hormonet gestagen, som frigives regelmæssigt gennem en treårig periode.

Hormonet gør, at ægløsningen forhindres, slimhinden i livmoderen udvikles dårligt og der dannes tykt slim i livmoderhalsen, så sædcellerne ikke kan komme op i livmoderen. Staven indsættes under huden på indersiden af overarmen af lægen, mens man er lokalbedøvet.

Staven kan til enhver tid fjernes igen, og man er umiddelbart derefter klar til at blive gravid.

Fordele:

  • P-staven er en sikker form for prævention.
  • Mulighed for spontan sex.
  • Diarré og opkastning har ingen indflydelse på sikkerheden i forhold til graviditet.
  • P-staven er god til kvinder, der ikke kan tåle østrogen.

Ulemper:

  • Beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • P-staven giver ofte uregelmæssig blødning, pletblødning og uren hud.

7. P-sprøjte

P-sprøjte indeholder som mini-pillerne og p-staven kun hormonet gestagen, men i meget højere grad.

Med p-sprøjten får man ligeså meget hormon på én gang, som man får gennem mini-pillerne på tre måneder. P-sprøjten beskytter derfor mod graviditet i tre måneder. Sprøjten gives af lægen i ballen eller overarmen.

Hormonet frigives langsomt fra musklen og forhindrer således ægløsning i en til to måneder.

Derefter er man stadig beskyttet mod graviditet i yderligere en måned på grund af den tykke slim i livmoderhalsen, som forhindrer sædcellerne i at trænge op i livmoderen, samt den forringede slimhinde i livmoderen, der gør det svært for et evt. æg at sætte sig fast.

Fordele:

  • Præventionsformen er sikker.
  • Kan ofte benyttes af kvinder, der ikke kan tåle p-piller.
  • Mulighed for spontan sex.
  • Let og bekvem måde at beskytte sig på.
  • Da hormonerne ikke skal igennem mave/tarm systemet, har det ingen betydning for sikkerheden om man får opkastning eller diarré.

Ulemper:

  • Beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • På grund af det store hormonskud er der flere og kraftigere bivirkninger ved hormon-sprøjten end ved eksempelvis p-piller.
  • Risiko for pletblødning og udeblivelse af menstruation.
  • Risiko for vægtstigning på grund af væskeophobning.
  • Kan man ikke tåle hormonskuddet må man døje med bivirkningerne i op til tre måneder efter.

8. Femidom

Femidomet fungerer som et kondom i form af et cremebehandlet engangshylster af latex med en ring i hver ende.

Femidomet er specielt designet så det passer til alle kvinder, uanset hvilken størrelse skeden har. Det forhindrer sæden i at komme ind i skeden og forhindrer på den måde graviditet og smitte med seksuelt overførbare sygdomme. Femindom kan købes på de fleste apoteker.

Fordele:

  • En sikker præventionsform både mod sexsygdomme og graviditet, hvis femidomet anvendes korrekt.
  • Ingen hormonpåvirkning af kroppen.
  • Passer til alle kvinder.
  • Kan også bruges af kvinder med latex-allergi.

Ulemper:

  • Man skal bruge femidom ved hvert samleje for at undgå graviditet og sexsygdomme.
  • Man kan komme til at ødelægge femidomet med negle eller skarpe genstande.
  • Femidomet kan være lidt svært at sætte på plads.

9. Kobberspiral

Kobberspiral består af et lille t-formet stykke plastik, der er omviklet med kobbertråd. Spiralen opsættes i livmoderen af en læge.

Kobberet nedbryder slimhinden i livmoderen, som gør, at ægget har svært ved at sætte sig fast. Samtidig ændrer det miljøet i livmoderen, så sædcellerne har sværere ved at bevæge sig.

Kobberspiralen beskytter mod graviditet i fem til otte år. Den kan ligeledes bruges som nødprævention efter ubeskyttet samleje.

Fordele:

  • En sikker præventionsmetode, der er svær at anvende forkert.
  • Ingen bekymring om prævention i fem til otte år.
  • Mulighed for spontan sex.
  • Ingen hormonpåvirkning.
  • Langvarig beskyttelse, som hurtigt kan stoppes, hvis man vil være gravid.
  • Kan anvendes som nødprævention op til seks døgn efter ubeskyttet samleje.

Ulemper:

  • Man skal regelmæssigt gå til kontrol for at sikre, at spiralen ligger korrekt.
  • Menstruationen kan blive længere og kraftigere.
  • Metoden er ikke egnet til unge piger, hvor livmodermunden er for lille til at lægge spiralen op.
  • Beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Der kan ses underlivsbetændelse i de første par uger efter kobberspiralen er lagt op.
  • Må ikke lægges op ved tegn på infektion.

10. Hormonspiral

Hormonspiral er lavet af kunststof og ligner et T på størrelse med en tændstik. Spiralen lægges op i livmoderen af en læge, hvor den løbende frigiver hormonet gestagen.

Hormonet gør, at slimen i livmoderhalsen bliver sej og uigennemtrængelig for sædcellerne. Samtidig forhindres opbygningen af slimhinden i livmoderen, så ægget har svært ved at sætte sig fast.

Fordele

  • Sikker præventionsform mod graviditet, da den er svær at anvende forkert.
  • Opkastning og diarré forringer ikke beskyttelsen mod graviditet.
  • Beskytter mod graviditet i 5 år.
  • Indeholder ikke nær så meget hormon som p-piller.
  • Spontan sex er mulig, da der ingen afbrydelser er i samlejet.
  • Menstruationen bliver mindre kraftig og smertefuld.

Ulemper

  • Hormonspiralen beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Man får ofte pletblødninger de første 3 - 6 måneder.
  • Spiralen er bedst til kvinder, der har født, da livmodermunden er større, når spiralen skal lægges op.

11. Pessar

Pessar er udformet som en blød skål lavet af latex med en fleksibel ring i kanten. Ligesom femidomet føres pessaret op i skeden, så det dækker for livmoderhalsen.

På den måde undgår man, at sædceller trænger op i skeden. Pessaret skal altid smøres med sæddræbende creme, før det sættes op. Man skal have taget mål til pessaret ved lægen.

Der skal tages nyt mål til pessaret, hvis man ændrer sin vægt med mere end 5 kg, eller hvis man har født, aborteret eller er blevet opereret i underlivet.

Pessaret skal benyttes ved hvert samleje for at beskytte mod graviditet, og det skal blive siddende i skeden i seks til otte timer efter sidste samleje for at sikre, at sædcellerne er døde.

Pessaret må dog ikke sidde mere end 24 timer i skeden ad gangen. Efter brug skylles pessaret med koldt vand og gemmes et mørkt og tørt sted. Pessaret skal regelmæssigt tjekkes for huller og revner.

Fordele:

  • Præventionsformen giver rimelig beskyttelse mod graviditet, hvis det anvendes korrekt.
  • Kroppen påvirkes ikke af hormoner og kan derfor bruges af kvinder, der ammer.

Ulemper:

  • Pessaret er besværligt at sætte på plads og beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Kan ikke bruges af kvinder, der har en ustabil bækkenbund.
  • Den sæddræbende creme gør slimhinden sårbar overfor infektioner og sexsygdomme.
  • Ved brug i over 24 timer øges risiko for urinvejsinfektioner og irritation af skeden.

12. Fortrydelsespille

Fortrydelsespillen anvendes som nødprævention, dvs. ved mistanke om uønsket graviditet efter ubeskyttet samleje. Pillen indeholder hormonet gestagen, som kan forhindre ægløsning.

Hormonet påvirker også slimhinden i livmoderen, hvilket gør det svært for ægget at sætte sig fast. Fortrydelsespillen bør kun benyttes som en nødløsning, da pillerne indeholder en stor mængde hormon.

For at virke effektivt mod graviditet skal pillen/pillerne tages hurtigst muligt efter ubeskyttet samleje og helst indenfor de første 12 timer for at opnå den bedste effekt.

Pillerne kan dog tages helt op til 72 timer efter samlejet. Pillerne kan ikke bruges, hvis man er blevet gravid. Det er ikke en abortpille, men en kraftig form for p-pille.

Fordele:

  • Kan forhindre graviditet, hvis man har dyrket ubeskyttet sex.
  • Kan købes uden recept.

Ulemper:

  • Fortrydelsespiller beskytter ikke mod sexsygdomme.
  • Den store mængde hormon kan lave uorden i kroppens hormonbalance.
  • Blødningsforstyrrelser.
  • Nogle oplever bivirkninger i form af kvalme, svimmelhed, brystspændinger og hovedpine.

Artiklen er oprindeligt skrevet af centerleder Suzanne Bjerregaard og underviser Jacob Jensen fra Center fra Sex og Sundhed d. 30.10.2007.