Den fysiske og psykiske rygeafhængighed - Kend din type

Dato: Revideret 16. november 2017 - første publicering 6. januar 2014
rygning

Det er ikke alle, som bare kan stoppe med at ryge fra den ene dag til den anden - og holde det. Det handler om at kende forskel på psykisk og fysisk afhængighed af cigaretterne og forberede sig grundigt.

Sundhedsguiden har spurgt direktør for Rygestopkonsulenterne, Maj Britt Bjerre Koch, hvad der er de vigtigste ingredienser, når man skal have succes med rygestoppet.

- Det man som udgangspunkt skal holde sig for øje er, at rygestop er en rigtig stor og vigtig beslutning i ens liv. Man skal derfor forberede sig grundigt og forholde sig professionelt til det. Det kræver planlægning, siger Maj Britt Bjerre Koch, som også er forfatter til bogen ’Rygestop for livet’.

Læs også: Sådan kommer du i gang med dit rygestop.

Hvilken slags ryger er du?

Der er stor forskel på rygere, for folk ryger af forskellige årsager. Som udgangspunkt deler man rygere op i 2 grupper:

  • Fysisk rygeafhængig
  • Psykisk rygeafhængig

Fysisk afhængighed kan bedst beskrives, som når du skal have en cigaret, som det første om morgenen, ryger mange cigaretter om dagen, eller ligefrem står op om natten for at ryge.

Det anslås at ca. 80% af alle rygere primært er fysisk afhængige.

Psykisk afhængighed kan bedst beskrives, som når rygningen fremkalder positive følelser - eller dulmer negative følelser. Hvis du kun ryger, når der er noget, der er svært, eller når du er sammen med andre, der ryger, tyder det på, at du mest er psykisk afhængig.

- Mange tror fejlagtigt, at det er antallet af cigaretter, man ryger dagligt, som afgør, hvor afhængig man er. Men selvom man kun ryger fem cigaretter om dagen, kan man være lige så afhængig, som dem der ryger meget mere, siger Maj Britt Bjerre Koch.

Hun anbefaler, at man deltager i et rygestopkursus, hvor man får mulighed for at få målt kulilten i lungerne, og få lagt en plan for sit rygestop.

Læs også: Rygestop giver gevinst både nu og i fremtiden.

Hold nikotintrangen nede

Hvis du primært er fysisk afhængig af cigaretterne, anbefaler Maj Britt Bjerre Koch at bruge nikotinprodukter i de første 3 måneder af dit rygestop. Det forbedrer dine chancer for at holde rygestoppet, men det er vigtigt at dosere rigtigt.

- Hvis man falder i kort tid efter rygestoppet er det oftest fordi, at man ikke har brugt nikotinprodukterne ordentligt, at man simpelthen har underdoseret, siger Maj Britt Bjerre Koch, som anbefaler, at man bruger produkterne i tre måneder efter et rygestop.

- Nikotinplastre er meget effektive, fordi de giver en stabil nikotintilførelse, og så kan man supplere med tyggegummi, siger hun og tilføjer, at dem som kan tåle det, også kan have glæde receptpligtigt rygestopmedicin, som blokerer nikotinreceptorerne. Det er den praktiserende læge, som udskriver den slags medicin.

Læs også: Sådan bruger du bedst nikotinprodukter ved rygestop.

Du skal bryde vanerne for at blive røgfri

Når du har besluttet dig for at holde op med at ryge, kan det være en god idé at ændre dine vaner i en periode. fx skal du lade være at sætte sig i den stol, som du normalt ryger i, eller få lidt adspredelse ved at foretage dig andre ting. Dette gælder uanset, om du er fysisk eller psykisk afhængig.

Det kan være meget svært at holde rygestoppet og dem, som har forsøgt mange gange uden succes, kommer nemt til at føle sig som en fiasko, når de hører om andre, der ’bare lige’ vågnede en morgen og holdt op med at ryge.

- Det sker sjældent og mest, hvis det handler om at rygeren har fået et alvorlig helbredsforskrækkelse. Mange får aldrig den pludselige og naturlige trang til at holde op med ryge. I stedet skal man fokusere på succeserne, når man kæmper sig igennem et rygestop – hver eneste dag man og røgfri – og så skal man have tænkt over en plan for, hvad man skal gøre i de situationer, hvor det er virkelig svært ikke at tænde en cigaret, siger Maj Britt Bjerre Koch.

Det kan være en stor udfordring at gennemføre et rygestop, og de mange ubehagelige abstinenser kan gøre, at man hurtig falder i og begynder at ryge igen.

Læs også: Sådan takler du abstinenser ved rygestop.

Artiklen er oprindeligt skrevet af journalist Berit Jarmin d. 6.1. 2014, og opdateret af redaktionen på Sundhedsguiden.dk d. 16.11. 2017.