A-vitaminprodukter i hudplejeserier

Dato: 18. april 2013

hudplejeprodukter

A-vitamin er væsentlig for væksten og vedligeholdelsen af overhuden. A-vitamin har effekt på akne, solskadet hud, rynker og til en vis grad på pigmentskjolder. A-vitaminsyre var det første stof, der blev brugt i anti-rynkecremer, og som har vist en dokumenteret effekt. Allerede i 1969 blev A-vitaminsyrens effekt på akne beskrevet, og i 1986 A-vitaminsyrens effekt på solskadet og gammel hud.

A-vitaminsyre godt mod akne - men har bivirkninger

A-vitaminsyre blev oprindeligt fremstillet til brug for akne-behandling, og i mange år anvendte man behandling med A-vitaminsyre, fordi dette molekyle var stabilt.

A-vitaminsyre virker anderledes end AHA, idet A-vitamin stimulerer dannelsen af nye horncellerne, således at den levende del af overhuden (epidermis), bliver tykkere og af bedre kvalitet de første 6 måneder.

Men A-vitaminsyre kan have bivirkninger i form af irritation, kløe, afskalning og soloverfølsomhed. Dertil kan der komme karsprængninger, som ikke forsvinder ved ophør med A-vitaminsyre.

Læs også: Hudplejeserier - Sådan virker kosmetiske hudplejeserier.


A-vitaminsyre og AHA god kombination

Glykolsyre bliver, ligesom A-vitamin, anvendt til behandling af akne. Men den er også god ved tør og/eller gammel hud.

Glykolsyre trækker dybt ned i huden, hvor den stimulerer dannelsen af nye hudceller, mens den binder fugt i huden.

A-vitamin opløser propperne (komedomerne) og glykolsyren fjerner det tykke hornlag, som holder propperne fast, således at restpropperne kan afstødes. I praksis har det vist sig, at der er god effekt på akne ved kombinationsbehandling af A-vitamin og AHA.

Læs også: AHA i kosmetiske hudplejeserier.

A-vitamin (retinol) fungerer som A-vitaminsyre men uden bivirkninger

Det egentlige A-vitamin (Retinol = all-trans-retinol), er først kommet i anvendelse inden for de sidste par år. Retinol var tidligere ustabilt, men det er nu lykkedes at fremstille en stabil præparation. Retinol kan købes frit, mens A-vitaminsyre er receptpligtig medicin.

Der har vist sig, at i passende koncentrationer, er retinol lige så effektivt som A-vitaminsyre på overhuden. Der fremkommer samme fornyelse af overhuden, men det er uden A-vitaminsyrens bivirkninger.

A-vitaminprodukter, som indtages i tabletform, kan give fosterskader, men det er påvist, at der er ikke nogle risko for fosterskader ved lokal anvendelse på huden.


Praktisk anvendelse af A-vitamin

Nyere A-vitaminprodukter indeholder Retinol (A-vitamin) og har A-vitaminsyrens effekt, og samtidig er bivirkningerne næsten elimineret.

A-vitamin og AHA stimulerer hinandens effekt, hvilket er specielt gavnligt ved behandling af akne, hvor en kombinationen af de 2 produkter kan give særdeles gode resultater.

A-vitaminpræparater anvendes desuden til forbehandling før kirurgisk peeling, hudslibning eller laserrynkefjernelse, da det har vist sig, at A-vitamins stimulerende effekt på cellenydannelsen i overhuden giver en hurtig og mere sikker opheling af sårene efter disse operationer.

A-vitaminprodukterne kan også anvendes på ældre rynket hud.

Retinol anvendes i koncentrationer 0,15-2 % i cremer og lotions.