Høreapparater: De forskellige typer og deres fordele og ulemper

|
Kilde: Rexton A/S
Dato: Revideret 14. december 2017 - første publicering 18. juli 2008
høreapparater

Dårlig hørelse kan afhjælpes, men der er forskellige fordele og ulemper, alt efter hvilket høreapparat du vælger.

Hvilke typer høreapparater findes der?

Der findes grundlæggende 2 forskellige typer høreapparater:

  • I-øret apparater er anbragt inde i øret. De består af en hul skal, som indeholder alle komponenter og en frontplade med betjeningsgrebene (batterikammer, afbryder og styrkekontrol). 
  • Bag-øret apparater (også kaldet ørehængere) er anbragt bag-øret, og en øreprop er anbragt i øret. Enheden bag-øret indeholder alle komponenter, og lyden føres via en lydslange til øreproppen og videre ind til trommehinden.

I-øret apparater findes i forskellige størrelser. De mindste typer sidder gemt helt inde i øregangen, og kaldes CIC i-øret apparater. En lille nylontråd sikrer, at du kan trække apparatet ud af øret. Den mest anvendte i-øret type kaldes CS mini-kanal i-øret apparater.

Bag-øret apparater indeholder typisk flere funktioner og muligheder end i-øret apparater, simpelthen fordi der er mere plads til rådighed. De kraftigste hørenedsættelser tilpasses oftest med ørehængere, fordi forstærkningen kan være kraftigere. Med op til 3 retningsmikrofoner giver den en bedre retningshørelse og en mere effektiv støjdæmpning, hvor støj fra siden og bagfra dæmpes, mens tale i synsretningen forstærkes.

Life apparater til åbne tilpasninger

Life eller Free har en standard øreprop, som ofte giver brugeren en mere behagelig åben øregang hvor ens egen stemme lyder mere naturlig. Life/Free apparater anvendes oftest til førstegangsbrugere af høreapparater.


Fordele og ulemper ved høreapparater

De 2 hovedtyper har både fordele og ulemper:

  • I-øret apparater kan være små og diskrete, og brugeren har kun en enhed at placere i øret. Den lille størrelse kan gøre det besværligt at betjene apparatet og svært at udskifte det lille batteri. Endvidere kan den lille størrelse begrænse de muligheder, brugeren egentlig har behov for, når taleforståelse og dæmpning af støj er et stærkt ønske.
  • Bag-øret apparater kan være lettere at betjene, fordi der er større afstand imellem styrkekontrol og programvælger. Forstærkningen kan være større, og i mange tilfælde er et lille bag-øret apparat mere diskret end et større i-øret apparat, som synes af mere i øret.

På høreklinikken vil du blive rådgivet om det bedst mulige valg ud fra dine individuelle behov.

Faktorer som øregangens størrelse og form, evnen til at håndtere det lille batteri og betjene apparatet, høretabets størrelse og dit høreproblem kan betyde, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at vælge det mindste høreapparat.

Tilpasning af høreapparat

Et audiogram viser, hvor stor din hørenedsættelse er. Det bliver sammenholdt med dine udsagn om, i hvilke situationer du har specielle høreproblemer, og dermed kan tilpasseren udvælge og tilpasse det bedste høreapparat til dig.

Du vil også få en gennemgang af de vigtigste funktioner på dit høreapparat. Det kan finde sted på et høreinstitut eller i samarbejde med en hørepædagog.

Hvis du har problemer med betjeningen af dit høreapparat eller ønsker yderligere oplysninger om, hvordan apparatet virker sammen med andre hjælpemidler, kan du tage fat i Høreinstituttet i din region - også hvis du har fået høreapparatet i en privat høreklinik.