Babyens følesans

Dato: 14. oktober 2003

spædbørns følesans

Huden er kroppens største føleorgan, og derfor putter barnet også gerne både hænder og fødder i munden. Det er vigtigt at lade barnet røre og blive berørt, for at udvikle deres kropsbevidsthed.

Huden - Kroppens største føleorgan

Det lille barn har særligt mange følelegemer på munden og i hænderne. Derfor elsker barnet at sutte på hænderne. I 3 måneders alderen begynder barnet for alvor at gå på opdagelse på sin egen krop.

Hænderne bliver konstant puttet i munden og suttet på, senere får det øje på fødderne og hiver ved enhver given lejlighed i dem, og dernæst bliver det kønsorganerne, der skal undersøges.

Det er vigtigt at give barnet lov til at gøre disse opdagelser, på den måde lærer det sig selv at kende.


Berøringen er vigtig for barnet

Det er gennem huden, at barnet nyder følelsen af varme og fysisk berøring. Du har sikkert allerede opdaget, at dit barn nyder at blive nusset og masseret, når du sidder med det, det er faktisk svært at lade være.

Denne berøring er med til at give barnet en bevidsthed om dets egen krop samtidig med, at det giver barnet en stor følelse af tryghed.