Kalkmangel - Når kroppen mangler calcium

Dato: Revideret 30. november 2017 - første publicering 22. november 2004

Mejeriprodukter hjælper mod kalkmangel

Kalkmangel opstår som følge af et for lavt indtag af calcium, og som oftest også mangel på magnesium og D vitamin, og påvirker først og fremmest knogler og skelet. Det kan være medvirkende til bl.a. knogleskørhed.

Der anbefales en bestemt daglig tilførsel af calcium på mellem 600 og 900 mg. alt efter alder og køn. Det skal modvirke udviklingen af eventuelle knoglesygdomme.

Specielt ældre er udsatte for at lide af kalkmangel, og skal være opmærksomme på deres reserver af kalk, som forudsætter en tilstrækkelig tilførsel af magnesium og Vitamin D.

Motion giver stærke knogler

Der er sammenhæng mellem kraftige og stærke knogler, calciumindtag og fysisk aktivitet, da calcium og bevægelse er medvirkende til styrkelse af muskulatur og knoglevæv.

Yderligere er der sammenhæng mellem den aftagende produktion af det kvindelige hormon østrogen og skelettets calcifisering, hvorfor det er vigtigt at skelettet hos kvinder er mættet med calcium, når menopausen indtræder. Her har kvinder større chance for at lide af kalkmangel.

Det er vigtigt at opretholde en konstant koncentration af calcium og fysisk aktiv livsstil, for at forhindre udvikling af for eksempel knogleskørhed.


Kalkmangel giver misdannelser og skøre knogler

Mangel på kalcium kan hos børn medføre engelsk syge (rakitis). Ved engelsk syge bliver børns knogler bløde og bøjelige, og der kan opstå misdannelser der kan give varig skade.

Hos voksne kan et for lavt niveau af kalk medføre knogleblødhed (osteomalaci) og hos ældre, især kvinder, knogleskørhed (osteroporose).

Sollys får huden til at danne D-vitamin, men i Danmark er det kun fra maj - september, at solens stråler er stærke nok til at danne D-vitamin. Midt på dagen dannes D-vitamin i løbet af få minutter, men i ydertimerne skal der lidt mere til. D-Vitamin dannes også i skyggen.

En god tommelfingerregel i Danmark, er i følge Læge Claus Hancke fra Institut for Orthomolekylær Medicin i Lyngby, at huden danner D-vitamin, når ens skygge er kortere, end man er høj.

I vinterhalvåret (oktober - april) er solen i Danmark ikke stærk nok til at danne D-vitamin i huden.

Kalk kræver D-vitamin og Magnesium

Kalkmangel er desværre meget udbredt. Mangel på kalk skyldes som regel mangel på de katalysorer som er nødvendige for kroppens effektive optagelse af kalcium. Disse er magnesium og D vitamin.

Læs også: Sundhedsstryrelsens anbefalinger om D-Vitamin.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at tage tilskud af calcium. For at calcium optages korrekt skal kroppen samtidig have dækket sit behov for  magnesium samt D vitamin.


Anbefalinger og behov

Vitamin D

Mangel på calcium kan skyldes mangel på vitamin D,  da optagelse, transport, lagring og udskillelse af calcium er afhængig af tilstedeværelse af dette vitamin. Vitamin D er virksomt mod engelsk syge, knogleblødhed og knogleskørhed.

Forsyning af vitamin D sker dels gennem kosten, fra for eksempel fiskeprodukter og dels gennem huden via bestråling, fra fx solen.

Vitamin D tilskud til udsatte

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn fra 0-2 år, gravide, personer med mørk hud, samt personer, som går tildækket eller som ikke kommer udenfor i dagslys indtager 10 µg (400 IE) dagligt.

Ældre over 70 år, plejehjemsbeboere eller personer, som iøvrigt har risiko for knogleskørhed uanset alder bør indtage 20 µg (800 IE) dagligt.

Tal med din læge hvis du har mistanke om, at du mangler D-vitamin

Kalcium

En kost rig på proteiner og mejeriprodukter fremmer optagelsen af kalcium. Det anbefales at man dagligt tilfører kroppen 800-900mg calcium, hvilket ikke er problematisk at opnå i en kost med mejeriprodukter, bladgrøntsager og fisk.

For de mindste børn går anbefalingerne fra 360mg dagligt, og for ammende kvinder op til 1200mg dagligt, dette er som nævnt nemt at opnå, da den danske gennemsnitskost for et voksent menneske, indeholder ca. 1080 mg.

½ liter mælk om dagen

Fødevarestyrelsen anbefaler et dagligt indtag af ca. ½ liter mager mælkeprodukt dvs. drikkemælk plus surmælksprodukt, vil være passende for de fleste danskere – af begge køn - og vil sikre, at man får dækket sit calciumbehov. Hvis man spiser sundt og efter kostrådene vil der dog kunne nøjes med mindre, ca. 250 ml.

Hvis man ikke drikker mælk

Man skal dog være opmærksom på, at der for mennesker med laktoseintolerans vil være et forholdsvis lavere calciumindtag, hvorfor calciumkoncentrationen i sådanne tilfælde, må søges opretholdt fra andre levnedsmidler end mejeriprodukter.

Børn med allergi overfor mælk anbefales et tilskud på 500 mg calcium om dagen.

Ikke for meget Calcium

Et dagligt kalciumindtag på max. 2,5g er acceptabelt, men supplering udover denne mængde kan være skadelig, specielt ved et samtidigt højt vitamin D indtag. Der kan opstå risiko for, blandt andet nyreskader.

Overdosering sker dog oftest kun i forbindelse med indtagelse af kosttilskud. Tages der tilskud af calcium skal der samtidig tages den halve mængde magnesium. Ofte er kalktilskud tilsat magnesium.


Undersøg din kost for næringsstoffer

Et godt sted at søge yderligere oplysninger om næringsstoffer i kosten, er i Fødevaredirektoratets "Den lille levnedsmiddeltabel". Dette lille hæfte er nemt og overskueligt, og man finder her uden større problemer de nødvendige oplysninger.

Man kan også finde informationer i den officielle fødevaredatabase på www.foodcomp.dk