Seksuelle hjælpemidler

Dato: Revideret 20. September 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Seksuelle hjælpemidler

Massageapparater og dildoer kan måske virke fremmed for dig, men mange danskere har stor glæde af at bringe dem ind i dobbeltsengen.

Sexlegetøj - godt eller dårligt?

Hjælpemidler til sex, herunder massageapparater og dildoer. Er det nu ikke for teknisk? Er det ikke en falliterklæring? Er det nu ikke alt for unaturligt at skulle kaste sig ud i et forsøg med hjælpemidler til ens sexliv? Jo, de er ikke en del af menneskekroppen - lige så lidt som cykler, briller eller kondomer.

Men for mange er "voksenlegetøjet" til stor glæde, og der er ingen grund til at "skamme" sig over at tage legetøjet med i seng. Det gør tusinder af danskere hver dag, unge såvel som ældre.

Det betaler sig nogle gange at vove det ene øje og prøve noget nyt, selv om man måske synes det virker lidt fremmed eller komisk. På den anden side bør man ikke pådutte sin partner noget, han eller hun slet ikke bryder sig om.

Men man bør huske på, at det erotiske legetøj har to fordele:

  1. Det giver mange mennesker et ekstra krydderi i seksuallivet - uanset om det er alene eller i forhold - at bruge seksuelle hjælpemidler.
  2. Det kan være en hjælp i nogle af de situationer, hvor seksualiteten ikke fungerer helt som den skal.

Med andre ord: "Prøv det!"