Trichomonas - Betændelse i skeden eller urinrøret

Dato: Revideret 11. december 2017 - første publicering 7. februar 2005

Trichomonas

Tricomonas skyldes en encellet organisme, som lever i skeden hos kvinder, eller i urinrøret hos begge køn. Det er Tricomonas Vaginalis, der giver sygdom hos mennesket. Symptomerne indebærer bl.a. udflåd, kløe, svie og smerter ved samleje.

Hvad er Trichomonas?

Trichomonas er en familie af såkaldte ”flagellater”, dvs. organismer med tråde (flageller) som kan hjælpe dem med at bevæge sig.

Trichomonas vaginalis er den art, som giver sygdom hos mennesket - særligt i skeden hos kvinder og urinrøret hos begge køn. Det er en mikroorganisme som er ca. 10 µm lang, og kan ligne en pære under et mikroskop.

Sygdom med Trichomonas kaldes Trichomoniasis.

Hvordan smitter Trichomonas? - Kan man beskytte sig?

Trichomonas smitter ved direkte seksuel kontakt. Derfor kan man beskytte sig mod den på lige fod med andre seksuelt overførte sygdomme – dvs. med kondom, femidom og slikkelap.

Der er registreret enkelte tilfælde, hvor sygdommen har smittet via fælles håndklæde.

Hvilke symptomer giver Trichomonas?

Trichomonas vaginalis giver typisk følgende symptomer:

  • Udflåd (ofte ildelugtende og i en gul/grøn farve).
  • Kløe og svie.
  • Smerter i skeden.
  • Smerter ved samleje. 
  • Blærebetændelse.

Kvinderne får de mest tydelige symptomer f.eks. skedekatar, men også mænd kan få urinrørskatar med udflåd, smerter ved vandladning, kløe eller brændende fornemmelse ved samleje.

Hvordan finder man ud af om man har Trichomonas?

Da mikroorganismen er ca. 10 µm stor, og derfor ikke kan ses med det blotte øje, skal der podes sekret fra skeden eller urinrøret. Sekretet kan undersøges i et mikroskop hvor man leder efter den pæreformede mikroorganisme.

Hvordan behandles Trichomonas?

Man kommer på en pillekur med Metronidazol (et antibiotikum), typisk i 6 dage. For kvinder med Trichomonas i skeden kan der suppleres med såkaldte ”vagitorier,” som er stikpiller der puttes i skeden.

Det anbefales at ophøre al seksualaktivitet indtil behandlingen er overstået, og man ikke længere har nogen symptomer.

Artiklen er oprindeligt skrevet af sexolog Gerd Winther, læge og seksualitetsforsker Christian Graugaard og kommunikationskonsulent Jesper Madsen d. 7.2. 2005, og opdateret af BS.c.Med. Armin Sommer d. 11.12. 2017.