Sådan takler du rygestop abstinenser

Dato: Revideret 16. november 2017 - første publicering 5. marts 2013
rygestop abstinenser

Når du stopper med at ryge, vil du måske opleve at få abstinenser pga. den manglende nikotin. Du kan vælge at bruge et nikotinprodukt for at undgå ubehaget, men du kan også vælge at takle symptomerne på andre måder.

Når du som ryger starter et rygestop, trapper ned eller gennemfører et rygestop, vil nikotin niveauet i kroppen falde. Det betyder som regel både fysiske- og psykiske abstinenser, som kan vare op til nogle uger - dog topper de indenfor de første 48-72 timer efter rygestoppet.

Læs også: Rygestop giver gevinst både nu og i fremtiden.

Abstinenser ved rygestop

Symptomerne, eller abstinenserne, ved et rygestop kan bl.a. være:

  • Irritation
  • Humørsvingninger
  • Koncentrationsbesvær
  • Hovedpine
  • Træthed
  • Forstoppelse
  • Rastløshed/uro
  • Øget hoste
  • Søvnproblemer
  • Svimmelhed
  • Øget appetit og lyst til søde sager
  • Rygetrang

Det kan være en stor udfordring at gennemføre et rygestop, og de mange ubehagelige abstinenser kan gøre, at man hurtig falder i og begynder at ryge igen. Mange vil derfor gerne ryge en lille smule, bare til at nikotin niveauet i blodet bliver højt nok til, at de slipper for abstinenserne.

Symptomerne vil opstå få timer efter sidste cigaret og toppe 48-72 timer senere. Symptomerne kan vare fra nogle få dage til uger.

Hvis du ønsker, at lægge cigaretterne på hylden - og har brug for hjælp - findes der en lang række tilbud om rygeafvænning, og der findes mange nikotinprodukter, som hjælper med at kvitte tobakken.

Læs også: Sådan kommer du i gang med dit rygestop.

De mest almindelige abstinenser og hvordan du takler dem

Der er mange forskellige rygestop abstinenser forbundet med et rygestop, og du bliver nok ikke ramt af alle symptomerne - men du vil helt sikkert mærke flere abstinenser i større eller mindre grad.

Det er ikke alle, der får de samme symptomer ved et rygestop. Det skyldes, at vi er forskellige mennesker, og vores kroppe reagerer forskelligt på de samme påvirkninger. Vores smertetærskler befinder sig på forskellige niveauer, og vores personlighed kan give store forskelle i reaktion.

Den stærke rygetrang: “Jeg har virkelig lyst til at ryge!”

Hvis du har trang til at ryge, kan gå en tur, børste tænder, spise en sukkerfri pastil, drikke et glas vand eller tælle til 50. Prøv at fokusere på nogle andre ting, og få tankerne væk fra cigaretterne.

Du kan også ringe til en ven eller til Stoplinien på telefon 8031 3131, for at få støtte og opbakning.

Utilpashed og influenza lignende symptomer: “Jeg har det ikke så godt…”

Vær ekstra god ved dig selv, tænk på, at selvom det er ubehageligt lige nu, så gør du noget godt for kroppen ved ikke at give den nikotin. Hvil dig, drik en kop te, tag en varm trøje på eller tag et varmt bad.

Læs også: Her er gevinsterne ved rygestop.

Rastløshed og uro i kroppen: “Jeg føler mig rastløs og nervøs.”

Det gode ved at være rastløs er, at det er en følelse som kræver, at du gør noget - og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Gå eller løb en tur, brug din energi på at gøre rent, rydde op eller lave havearbejde. Undgå at drikke kaffe, da det kan gøre dig endnu mere rastløs.

Koncentrationsbesvær: “Jeg har rigtig svært ved at koncentrere mig.”

Hvis du har svært ved at koncentrere dig, så hold en pause og lav noget andet i 5-10 minutter. Bevæg dig, og gå evt. en lille tur - frisk luft gør alle godt. 

Øget appetit: “Jeg er mere sulten, og har mere lyst til slik!”

De fleste frygter at tage på når de stopper med at ryge. Hvis du føler dig mere sulten, så spis noget groft og grønt, f.eks en gulerod eller et æble, eller drik et glas vand. Undgå fed mad og søde sager.

Læs også: Undgå at tage på ved rygestop.

Humørsvingninger: “Jeg kommer hurtigt i dårligt humør.”

Du kan godt miste dit gode humør, når din krop ikke længere får den nikotin, den er vant til. Motion hjælper på humøret - men du kan også vælge at lave noget, som gør dig glad, f.eks at læse en bog. Fortæl dine nærmeste, at du synes det er svært for dig med dit rygestop lige nu.

Læs også: Motion er kroppens egen humør medicin.

Mere hoste: “Jeg hoster mere end jeg plejer.”

Det er helt normalt, at man hoster mere, når man stopper med at ryge. De fine fimrehår i luftrøret, bronkierne og lungerne kæmper nemlig for at rense sig selv, og rejse sig op igen, for at kunne vende tilbage til deres normale funktion.

Tænk på hosten som en renselsesproces, men bliver du ved med at hoste efter nogle uger, bør du gå til lægen og få tjekket om du er syg.

Hovedpine: “Jeg får oftere hovedpine.”

Hvis du har hovedpine, så drik noget vand, gå en tur, få noget frisk luft og tag evt. en hovedpinepille.

Artiklen er oprindeligt skrevet af Trine Brøndsted d. 5.3. 2013, og opdateret af redaktionen på Sundhedsguiden.dk d. 16.11. 2017.