Er e-cigaretter sunde?

|
Kilde: Sundhedsstyrelsen, FDA, WHO, BFR
Dato: Revideret 16. november 2017 - første publicering 5. marts 2013
e-cigaret

E-cigaretten er blevet meget populær, og selvom den markedsføres som et sundere alternativ til rygning, hersker der stadig tvivl om, hvorvidt det er sandt.

Debatten om hvorvidt at e-cigaretten er sundere, er endnu ikke blevet afklaret. 

Der findes ingen videnskabelige langtidsstudier, der gør det muligt at vurdere de sundhedsmæssige konsekvenser af brugen af e-cigaretter på langt sigt. Dog har flere undersøgelser fundet kræftfremkaldende stoffer og sundhedsskadelige stoffer i e-væsker og dampe.

Samtidig er der risiko for at udvikle en allergisk reaktion ved brug af e-cigaretter fx forårsaget af smagsstofferne i væsken til din e-cigaret.

Sundhedsstyrelsen har derfor måtte konstatere, at der er en betydelig usikkerhed om det er sikkert at anvende produkterne.

Kan e-cigaretter bruges til rygestop?

E-cigaretter anbefales ikke som et middel til rygestop af forskellige årsager, både pga. indholdet i e-væsken, og fordi at e-cigaretter kan bidrage til at fastholde nikotin afhængigheden og ens rygevaner. 

Ofte markedsføres e-cigaretter som en ikke-skadelig erstatning for rygning eller som hjælp til rygestop, men der findes ikke noget bevis for, at e-cigaretter skulle være effektive ifht. varigt rygestop.

En undersøgelse, som er offentlig gjort i The Lancet i sommeren 2013, viser dog, at e-cigaretter er lige så effektive til rygestop, som nikotinplastre.

Læs også: Få hjælp til dit rygestop.


E-cigaretter kontrolleres ikke

Der er lavet meget få forsøg med e-cigaretter, og der findes ingen standarder for hvad den nikotinvæske, man hælder på cigaretten, må indeholde.

U.S. Food and Drug Administration, som hører ind under det amerikanske sundhedsvæsen, undersøgte i 2009 forskellige e-cigaretter og konstaterede, at der er meget store udsving i indholdet af f.eks nikotin i to ens produkter fra samme producent.

Derudover fandt de mange skadelige stoffer i e-væsken bl.a.:

  • Diethylenglycol blev fundet i en patron. Diethylenglycol, en ingrediens anvendt i frostvæske, og er giftig for mennesker.
  • Nitrosaminer, som er kræftfremkaldende hos mennesker blev påvist i halvdelen af prøverne. Nitrosaminer findes også i tobakscigaretter.
  • Urenheder, som findes i tobaksvarer f.eks anabasin, myosmine, og ß-nicotyrine-blev fundet i de fleste prøver. Disse urenheder mistænkes for at være skadelige for mennesker.
  • Man fandt nikotin i alle nikotinfrie væsker - på nær én.
  • Tre forskellige elektroniske cigaretpatroner med den samme etiket blev testet, og hver patron udsendte en markant forskellig mængde nikotin med hvert sug. Den målte nikotin pr. sug varierede fra 26,8 - 43,2 mcg nikotin/100 ml pr. sug.

Til sammenligning må der højest være 20 mg/ml nikotin i Danmark.

Denne undersøgelse bør ikke stå alene og U.S. Food and Drug Administration påpeger også, at man ikke kan drage entydige konklusioner af deres undersøgelse, men noget tyder på, at man ikke ved hvad og hvor meget, man inhalerer, når man tænder sin e-cigaret.

E-væsker kan indeholde stoffer, der er giftige ved kontakt med huden (f.eks. nikotin), eller som kan forårsager irritation og udslæt (propylenglycol og smagsstoffer). Propylenglycol bruges i e-cigaretter som middel til at bringe e-væsken til fordampning.

Men propylenglycol bruges til mange forskellige ting, f.eks.:

  • som fugtgiver i snus, medicin, kosmetik, og tandpasta
  • som tilsætningsstof i fødevarer
  • i røgmaskiner, der leverer røg ved brandøvelser og under teaterforestillinger
  • som kølemiddel i flydende kølesystemer

Vi ved meget lidt om, hvad det betyder for kroppen og lungerne at blive udsat for disse kemikalier. Dog ved man, at propylenglycol kan give irritation i lungerne, og det kan måske påvirke lungefunktionen på langt sigt.

Selvom de stoffer, der er tilsat for at give smag, er godkendt som fødevare, betyder det ikke, at de er ugiftige, når de indhaleres som damp.

Tag testen: Er du afhængig af nikotin?

WHO anbefaler at e-cigaretter sidestilles med tobakscigaretter

  • WHO (Verdens Sundhedsorganisation) har lavet en rapport om e-cigaretter og anbefaler, at man sidestiller e-cigaretter med tobakscigaretter.
  • WHO peger på, at der er en risiko for passiv rygning.
  • WHO understreger, at man ikke kan kalde e-cigaretter for et rygeafvænningsprodukt, og efterlyser undersøgelser om e-cigaretter på sigt kan bruges til det.
  • WHO er bekymret for, om e-cigaretter kan øge afhængigheden af nikotin, og at der er stor risiko for et dobbeltmisbrug af både e- og tobakscigaretter.

Hvad er en e-cigaret?

E-cigaretter er en elektronisk cigaret, hvor man hælder en væske på, som bl.a. indeholder nikotin og smagsstoffer. Væsken varmes op og udvikler sig til damp, som man så inhalerer. På den måde føles det som at ryge en cigaret, men i stedet for røg puster man damp ud.

Ifølge forhandlerne giver det en sundere rygning, da man kun inhalerer nikotin og slipper for alle cigarettens skadelige stoffer som f.eks tjære og de kemikalier og hjælpestoffer man traditionelt finder i tobakscigaretter.

Læs også: Sådan takler du rygestop abstinenser.

Nikotin er sundhedsskadeligt

Nikotin er vanedannende og sundhedsskadeligt for kroppen. Så uanset om du ryger tobakscigaretter, e-cigaretter eller bruger et nikotinprodukt til rygeafvænning, så får du nikotin ind i kroppen.

De mest normale bivirkninger ved nikotin er kvalme, hjertebanken og sure opstød. Det skylde at nikotin øger blodtrykket, får hjertet til at slå hurtigere, mavesækken til at producere mere syre og får kroppen til at producere mere adrenalin – alt sammen noget som belaster kroppen.


Indtagelse af e-væske

Hvis du eller et barn ved et uheld indtager e-væske, så tag på skadestuen eller kontakt Giftlinjen på telefon 82 12 12 12 med det samme.

Telefonen er åben døgnet rundt.

Har man indtaget e-væske, er symptomerne bl.a. ildebefindende og opkastning.

Kilder

  1. Liquids from e-cigarettes can be detrimental to health - www.bfr.bund.de
  2. Laboratory Analysis of Electronic Cigarettes Conducted By FDA
  3. Report on the Scientific Basisof Tobacco Product Regulation:Third Report of a WHO Study Group

Artiklen er oprindeligt skrevet af Trine Brøndsted d. 5.3. 2013, og opdateret af redaktionen på Sundhedsguiden.dk d. 16.11. 2017.