Blodprop i øjets arterier (Central- og grenarterieokklusion i øjet)

Dato: 28. august 2006
Blodprop i øjets arterier

Læs om blodprop i øjets arterier. Få viden om central- og grenarterieokklusion i øjet. Sådan optræder en blodprop i øjets arterier. Læs om symptomer på blodprop i øjets arterier. Find behandling af blodprop i øjets arterier.

Definition af blodprop i øjets arterier

En blodprop i øjet (Arteriel emboli) opstår, når en blodprop, fra et andet sted i kroppen, river sig løs, og sætter sig i øjets små arterier.


Symptomer på blodprop i øjets arterier

Ved en blodprop i selve centralarterien vil man med det samme (indenfor sekunder eller minutter) opleve fuldstændig blindhed på det ene øje. Der vil ikke være nogen smerter.

Ved en blodprop i en af centralarteriens grene vil det kun være en del af synsfeltet, der er forsvundet, men det vil gå lige så hurtigt og smertefrit som før beskrevet.

Nogle gange kan en prop løsne sig igen med det samme, og synet vender hurtigt tilbage. Dette er en vigtig advarsel om sygdom i karrene (enten åreforkalkning eller embolier) og bør tages alvorligt.

En anden sygdom, der kan give pludselig blindhed på det ene øje er Arteritis temporalis . Her er det dog helt andre af øjets arterier, der påvirkes, og man vil som regel have andre symptomer i form af hovedpine, træthed, vægttab, smerter ved tygning og ømhed af arterien i den ene tinding. Arteritis temporalis kan også medføre tilstopning af centralarterien, men her sker dette på grund af en betændelsestilstand i blodkarrenes væg 

Forholdsregler og diagnose

Da både blodprop i øjet og Arteritis temporalis kan medføre permanent blindhed, er det vigtigt at søge læge med det samme, hvis man oplever ovennævnte symptomer. Begge sygdomme kan nemlig behandles, og dermed kan man undgå et synstab.

Ved forbigående blindhed bør man blive undersøgt for årsager hertil, og hvis man har åreforkalkning bør man undgå forværrende faktorer, se under åreforkalkning .  EKG , måling af blodtryk, måling af fedtindhold i blodet og lignende undersøgelser udføres

En emboli kommer ofte fra halsarterien, denne kan ultralydsskannes, og hvis den er forsnævret, kan man udvide den. Det kan også komme fra forkammerflimmer. Her vil man få lavet en ekkokardiografi.


Behandling af blodprop i øjets arterier

Behandlingen af en blodprop i øjet går ud på at løsne proppen eller få den til at glide videre til mindre arterier, som ikke forsyner så store dele af nethinden. Ved øjenlægen forsøges først metoder som genånding i en pose (udvider blodkarrene pga. CO2), massage af selve øjeæblet, medicin, der sænker øjets tryk eller udtømning af væske fra øjet, der også sænker trykket. Blodfortyndende behandling kan forsøges og bør under alle omstændigheder opstartes ved tilfælde af forbigående blindhed. Ved forkammerflimmer startes en særlig form for blodfortyndende behandling.

Ved tilstopning af mindre arterier er chancen for at få synet igen god, men ved større arterier eller centralarterie-propper er resultaterne skuffende.