Akupunktur - Tilskud, klage og erstatning

Dato: Revideret 25. oktober 2017 - første publicering 14. oktober 2003
tilskud til akupunktur

Når du vælger akupunkturbehandling, kan det være en fordel enten at have en privat sygeforsikring eller at være medlem af sygeforsikring "danmark". Læs mere om tilskud, klager og erstatning her.

Tilskud til akupunktur

Når du vælger en akupunkturbehandling, er der forskellige former for tilskud, som gør sig gældende:

  • Har du en privat sygeforsikring, kan du enten helt eller delvist få dækket din behandling hos en Registreret Alternativ Behandler (RAB).
  • Er du medlem af sygeforsikring "danmark" kan du få tilskud til én 1. konsultation for én sygdomsaktivitet, når du modtager behandling hos en Registreret Alternativ Behandler (RAB) eller en Sundhedsautoriseret og Anerkendt behandler (SA).

Kontakt dit forsikringsselskab, og få svar på den præcise dækning.

Hvis du modtager akupunkturbehandling, udført af en praktiserende læge, narkoselæge eller gigtlæge som et led i en behandling, er behandlingen gratis for patienten. 

Læs også: Akupunktur - hvad kan behandles og hvordan foregår det?


Klagemuligheder ved akupunktur

Klager over den lægefaglige behandling skal sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvis du benytter dig af en Registreret Alternativ Behandler (RAB-behandler), kan du klage over behandlingen til den forening, der har registreret behandleren.

Du kan også klage til foreningen, hvis RAB-behandleren ikke overholder foreningens regelsæt for god klinisk praksis.

Erstatning

Praktiserende læger og speciallæger er under patientforsikringsloven, hvorfor man hos Patienterstatningen kan søge om erstatning for fejl begået af disse lægegrupper.