Valg af læge

|
Kilde: Sundhed.dk
Dato: Revideret 17. januar 2018 - første publicering 14. oktober 2003
Valg af læge

Der er flere regler, når det kommer til valg af læge. Som udgangspunkt kan man vælge egen læge, når man fylder 15 år.

Man kan vælge egen læge, når man er blevet 15 år. Børn under 15 år hører under forældrenes læge.

Hvilken læge kan du vælge?

Du kan frit vælge en læge eller klinik, der har åbent for tilgang af nye patienter. Men der gælder forskellige regler for hjemmebesøg, alt afhængigt af afstanden fra din bopæl til den valgte læge eller klinik.

Hvis du vælger en læge, der ligger mere end 15 km (5 km hvis du bor i København, Frederiksberg, Tårnby eller Dragør kommune) fra din bopæl, accepterer du samtidig, at du ikke kan opsøge anden læge nær bopælen ved tilfælde af ikke-livstruende sygdom.

Hvis du flytter udenfor denne kilometer grænse, skal du altid vælge læge på ny, medmindre at du flytter inden for din nuværende kommune. Hvis du flytter til en ny kommune og du ønsker at bevare din nuværende læge, kan det kun ske, hvis vedkommende har åbent for tilgang af nye patienter.


Valg af læge på plejehjem

Hvis man bor på et plejehjem, som har en fast tilknyttet læge, kan man fortsat vælge denne læge, selv hvis lægen har lukket for tilmelding af nye patienter.

Såfremt plejehjemmets faste læge har lukket for tilmelding, skal man kontakte kommunen for at blive tilmeldt lægen.

Hvad koster det at skifte læge?

Det er gratis at skifte læge, hvis:

  • ens nuværende læge lukker sin praksis
  • ens nuværende læges praksis deles i flere
  • ens skifter læge i forbindelse med en flytning
  • man bliver 15 år og ønsker at skifte læge

Ellers koster det 195 kr. (2017) at skifte læge. Man kan skifte læge inde på www.borger.dk.