Chorioncarcinom og mola

Forfatter: Læge, Peter Bonde
Dato: 14. oktober 2003
Chorioncarcinom og mola

Chorioncarcinom er en hurtigt voksende form for kræft, der opstår i kvindens livmoder - ofte under en graviditet. Mola opstår ved en unormal befrugtning.

Hvad er chorioncarcinom?

Chorioncarcinom er en hurtigt voksende form for kræft, der opstår i kvindens livmoder - ofte under en graviditet. Den anormale cellevækst starter i det væv, som normalt vil blive til moderkagen.

Der er mulighed for, at barnet ikke udvikles, hvis moderen har denne kræftform.


Hvad er mola?

Mola er en graviditet, hvor moderkagens forgreninger er fyldt med væske, så de ses som blærer. Ved komplet Mola er hele moderkagen forandret. Ved partiel Mola, delvis omdannelse af moderkagen, ses både blærer og normale områder.

Mola opstår ved en unormal befrugtning og resulterer i, at hele eller dele af graviditeten omdannes til blærer/druelignende struktur

Symptomer på mola og choriocarcinom

De vigtigste symptomer er kraftige blødninger og nogle har svær kvalme.


Forholdsregler og diagnose

De celler, der danner mola eller choriocarcinom, er de celler, der producerer hormonet HCG (humant choriongonadotropin).

Dette er hormonet, som får en graviditetstest til at slå positivt ud, og der vil være (for en graviditet) unormalt høje koncentrationer af dette hormon i blodet.

Derfor vil en blodprøve, kunne give mistanke til tilstanden. Diagnosen mola stilles ved en ultralydsundersøgelse, hvor der ses drueklaselignende formationer i livmoderen.

Kræftsygdommen choriocarcinom diagnosticeres ved mikroskopi af cellerne fra et udskrab af formodet mola (se nedenfor).

Diagnosen understøttes ved kontrol af HCG i blodet, der ved godartet sygdom (mola) falder efter Udskrabning af livmoderen, men forbliver forhøjet eller stiger ved ondartet sygdom (choriocarcinom).

Får man diagnosticeret choriocarcinom, vil man foretage yderligere udredning med bl.a. røntgenbillede af lungerne og ultralydsundersøgelse af bughulen for at vurdere, om kræften har spredt sig.

Behandling af mola og choriocarcinom

Mola behandles ved samme procedure, som kirurgisk abort, dvs. en Udskrabning eller en tilsvarende procedure med sug. Herefter følges kvinden med jævnlige målinger af HCG.

Choriocarcinom behandles på samme måde, men suppleres med kemoterapi. Også denne tilstand følges med målinger af HCG.


Forløb og komplikationer

Mola kan sprede sig til omkringliggende organer, uden at cellerne dog har et ondartet præg (denne tilstand kaldes invasiv mola).

I sådanne tilfælde er det ikke nok at suge molavævet ud fra livmoderen, og det kan være nødvendigt at behandle med supplerende kemoterapi.

Choriocarcinom har, hvis det opdages tidligt, en forholdsvis god prognose.