Kosttilskud: Vitaminer og mineraler - har vi brug for dem?

Dato: Revideret 27. oktober 2017 - første publicering 18. juli 2008
Kosttilskud: Vitaminer og mineraler - har vi brug for dem?

Med en sund og varieret kost kan du dække dit vitamin - og mineralbehov. I nogle tilfælde f.eks. hvis du overvejer at blive gravid eller har fået konstateret jernmangel, kan tilskud alligevel være en god idé.

Det er ofte blevet diskuteret, hvorvidt vi har brug for at tage vitamin- og mineraltilskud. 

Ifølge den nyeste udgave af Danskernes Kostvaner fra 2011-2013 kan det dog konstateres, at danskerne ikke får nok D-vitamin og jern

Denne mangel behøver dog ikke nødvendigvis at dækkes ind med vitamin- eller mineraltilskud. I mange tilfælde kan man dække sin behov ved hjælp af en sund og varieret kost eller ved at følge De 10 Kostråd

Er du i tvivl, om du får nok vitaminer og mineraler, så tal med din læge.

D-vitamin

Den bedste kilde til D-vitamin er solen. D-vitamin dannes i huden, når solens stråler rammer den.

I Danmark sker dette desværre mest i sommerhalvåret, hvorfor det er ekstra vigtigt at sørge for at få dækket sit D-vitamin behov gennem kosten - eller evt. ved hjælp af et tilskud.

I kosten findes D-vitamin hovedsagligt i fede fisk (f.eks. laks, makrel og sild). Ifølge De 10 Kostråd anbefales det at spise min. 350g fisk om ugen, hvoraf 200g skal være fed fisk.

Derudover anbefales det at sørge for at få sol på huden i 5-30 min et par gange om ugen i løbet af vinterhalvåret. På denne måde kan du dække dit behov for D-vitamin gennem kosten. 

Hvis du ikke kan lide fisk eller ikke har mulighed for at få lidt sol i løbet af vinteren, kan det være en god idé at dække dit behov ved hjælp af kosttilskud. 


Jern

Kød, fjerkræ og fisk er gode kilder til jern, men også grønne grøntsager som f.eks. broccoli og spinat samt grove kornprodukter har et højt indhold af jern.

Ved at inkludere disse typer fødevarer i dagens måltider, kan du altså selv gøre meget for dække dit behov for jern. 

Jernmangel opstår oftest hos kvinder i den fødedygtige alder, som menstruerer. Det månedlige blodtab og uhensigtsmæssige kostvaner kan føre til jernmangel.

Er man kvinde og vegetar, skal man også være ekstra opmærksom på at få dækket jernbehovet. I disse tilfælde kan det være en god idé at opsøge egen læge for at finde ud af om man har jernmangel, og få hjælp til at finde den rigtige dosis jerntilskud. 

Det anbefales at gravide kvinder indtager 40mg jern dagligt fra 10. graviditetsuge og igennem resten af graviditeten.

Jernbehovet øges i takt med at graviditeten skrider frem, og bruges til vækst og vedligholdelse af fosteret og livmoderen. 

Folsyre - et nødvendigt kosttilskud for kvinder, som gerne vil være gravide

Det er nødvendigt at tage folsyre - allerede når man begynder at planlægge at blive gravid.

Folsyre hjælper til at lukke fosterets neuralrør og forebygger, at barnet fødes med neuralrørsdefekt.

Det anbefales derfor at tage 400μg folsyre dagligt fra den dag, man begynder at planlægge graviditeten og 12 uger ind i graviditeten. 

Udover folsyre og jern, anbefales det også at tage 10μg gennem hele graviditeten, da dette har betydning for fosterets vækst og udvikling af knogler. 

Disse tilskud skal indtages udover en sund og varieret kost i løbet af graviditeten.