Fejlernæring - Underernæring og overernæring

Dato: Revideret 28. august 2017 - første publicering 27. januar 2005
Fejlernæring

Fejlernæring resulterer i underernæring og overernæring, når kroppen ikke tilføres næringsstoffer i rette mængde og/eller rette forhold.

Definition

Fejlernæring er defineret ved et utilstrækkeligt eller uhensigtsmæssigt indtag af energi og næringsstoffer. Fejlernæring kan altså både være under- og overernæring.

Underernæring klassificeres på 4 forskellige måder. Overernæring betegnes også som overvægt og fedme og ses i forbindelse med de livsstilsbetingede sygdomme, som kan opstå i forbindelse med dette.

Ernæringens betydning ligger primært i dens afgørende rolle for stofskiftet. Et normalt fungerende stofskifte kræver tilførsel af føde, der ved forbrænding giver den nødvendige energi.

Derudover kræves tilførsel af næringsstoffer, der ved normalt stofskifte, med eller uden nedbrydning, tabes af legemet. For store tab eller for stort indtag af næringsstoffer forårsager visse sygelige tilstande.


Underernæring

Ved underernæring er der tale om et energiunderskud, som nedsætter de processer, som sikrer kroppens opretholdelse som f.eks. vækst, lagering af energi, immunforsvar m.v.

Underernæring omfatter altså også manglen på vitaminer og mineraler, som er nødvendige for opretholdelsen af kroppens processer. Underernæring ses oftest hos børn, gravide og ældre i udviklingslande.

Undervægt kan overordnet klassificeres på fire forskellige måder:

  1. ”Stunting” refererer til lav højde i forhold til alder.
  2. ”Wasting” referer til lav vægt i forhold til højde.
  3. ”Undervægt” referer til lav vægt i forhold til alder, og er en kombination af stunting og wasting.

Ovenstående måder at inddele underernæring på er ikke nok til at beskrive den generelle ernæringsstatus, da det sagtens kan lade sig gøre at have helt normal vækst, men samtidig være i mangel af vitaminer og mineraler.

Vitaminer og mineraler er mikronæringsstoffer, og en ubalance i disse kaldes også for underernæring.

Årsager til underernæring:

Risikoen for underernæring begynder allerede i fostertilstanden, hvis moderen ikke får mad og næring nok.

I de første leveår er de største risikofaktorer mangel på modermælk, manglen på energitæt føde under tilvænning til normal mad og infektion.

Andre årsager er også fattigdom, stigende befolkningstilvækst, mangel på mad og vand, forurenet vand, tørke og krig, som har direkte betydning for ovenstående risikofaktorer.

Effekter af underernæring:

En af effekterne af fejlernæring er akut underernæring. Slemme tilfælde af wasting, hvor barnet er ekstremt tyndt, er livstruende. Nogle børn udvikler ødemer, væskeansamlinger, som særligt ses i ansigtet og på fødderne samt afskalningen af huden. Dette kaldes ”kwashiorkor” og kan også være livstruende, og kræver derfor akut behandling.

Mangel på A-vitamin over længere tid kan føre til blindhed. Svær jernmangel kan føre til åndenød og død. Jernmangel og mangel på jod kan også hæmme den intellektuelle udvikling. Ved jernmangel er dette delvis reversibelt, hvor det ved svær jodmangel i fostertilstanden er irreversibelt og kan medføre svær mental retardering.

Overernæring

Ved overernæring er der tale om et energioverskud, som ved ekstrem grad hæmmer kroppens funktion og forårsager sygdomme som f.eks. fedme, diabetes, forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme, m.fl.

Årsager til overernæring

Årsagen til overernæring er et for stort energiindtag. Dette kan opstå allerede i barndommen, men kan lige såvel opstå i løbet af et liv som følge af uhensigtsmæssige kostvaner.

Et for stort energiindtag har rødder i let tilgang til mange forskellige typer fødevarer, forarbejdede og billige fødevarer og manglende fysisk aktivitet.

Effekter af overernæring

Den direkte effekt af overernæring er overvægt og fedme. Følgesygdomme som

Andre følger af fedme kan også være slidgigt pga. belastningen af ledene, søvnapnø, leversygdomme, galdesten, psoriasis og astma.

Fedme over også risikoen for udvikling af cancer. Studier har vist forbindelser mellem fedme og kræft i tarmen, spiserøret, underlivet, nyrerne, bryst, bugspytkirtlen, lever og maven.

Artiklen er oprindelig forfattet af Ernæring og sundhedssrkibent Line Hesselvig Mortensen. Artiklen er opdateret d. 28. august af aut. klinisk diætist Anne Mette Raun.