Blødninger før fødslen

Forfatter: Læge, Peter Bonde
Dato: 12. marts 2007
Blødninger før fødslen

Blødninger sidst i graviditeten kan være harmløse, men de kan også indikere komplikationer ved graviditeten. Tag altid kontakt til en jordemoder eller en læge, hvis du oplever blødning.

Hvad kan blødning sidst i graviditeten skyldes?

Der kan være flere årsager til at der opstår blødning sidst i graviditeten. Mens nogle er ufarlige, kan andre give komplikationer - netop derfor er det vigtigt, at du kontakter enten læge eller jordemoder, hvis du oplever blødninger.

Blandt årsagerne til blødninger sidst i graviditeten er:

Kontaktblødning (pletblødning efter samleje)

Blødningen kan stamme enten fra skeden eller livmodermunden og skyldes at slimhinderne bliver mere sårbare under graviditeten. Denne type blødning er oftest helt ufarlig, men må ikke være af menstruationslignende karakter.

Tegnblødning (bristede blodkar i slimhinden)

Sidst i graviditeten begynder livmoderhalsen at bløde op, og livmodermunden kan åbne sig lidt, også før veerne begynder. Tegnblødning er ikke nødvendigvis et tegn på begyndende fødsel, da livmoderhalsen kan modnes langsomt gennem ugerne op til fødslen.

Slimprop (udflåd blandet med blod)

Mange kvinder oplever slimet, blodtilblandet udflåd i forbindelse med at livmodermunden modnes og begynder at åbne sig. Slimproppen kan opleves som en enkelt større portion, men kan også gå over flere omgange. Dette er helt normalt.

Moderkageløsning

I sjældne tilfælde kan en moderkage løsne sig fra livmodervæggen før fødslen. Hel eller delvis moderkageløsning forekommer i 0,5-1 % af alle graviditeter, men årsagen er oftest ukendt.

Ved moderkageløsning vil der ofte være konstante smerter fra livmoderen. Tilstanden kan være alvorlig, fordi iltforsyningen til barnet forringes, når en del af moderkagen løsrives. Derfor skal du ved smerter og blødning altid tilses på en fødeafdeling.

Forliggende moderkage

Moderkagen kan være placeret, hvor som helst på livmodervæggen. Derfor sker det indimellem, at moderkagen ligger i forbindelse med eller endda helt dækker livmodermunden (åbningen nederst i livmoderen). Dette forekommer i ca. 0,5 % af alle graviditeter. Diagnosen stilles ved ultralydsscanning af livmoderen i sidste halvdel af graviditeten.

Blødning i forbindelse med Forliggende moderkage sker, fordi den nederste del af livmoderen er under særligt pres. Blødninger forårsaget af Forliggende moderkage kan have forskelligt omfang fra små pletblødninger til menstruationslignende styrke, og behandlingen vil afhænge af blødningens karakter.


Forholdsregler og diagnose

Alle kvinder, der oplever blødninger under graviditeten, bør søge læge. Denne vil lave en gynækologisk undersøgelse og evt. ultralydsundersøgelses, der (afhængig af fosteralderen) eventuelt foretages gennem skeden.

Ofte vil blødningen føre til indlæggelse, specielt hvis kvinden er i slutningen af graviditeten, da moder og barn så kan overvåges, evt. med kardiotokografi .

Behandling af blødning under graviditeten

Hvis blødningen skyldes en inkomplet abort , vil en udskrabning eller medicinsk abort være behandlingen.

Er der stort blodtab, vil sikring af moderens overlevelse med evt. Blodtransfusion  være lægens primære opgave.

Hvis fosteret er i live, og der opstår blødning sent i graviditeten, kan det evt. fødes ved Kejsersnit.