Knogleskørhed og hormonbehandling

|
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Dato: Revideret 7. juli 2010 - første publicering 23. maj 2006

Knogleskørhed og hormonbehandling

Der er flere faktorer forbundet med øget risiko for knogleskørhed, hvor den vigtigste er kønnet. Kvinder har større risiko for knogleskørhed end mænd. Kønshormonerne spiller dermed en stor rolle.

Kan man bruge hormonbehandling mod knogleskørhed?

Kvinder, som nærmer sig overgangsalderen, bør tage stilling til fordele og ulemper ved hormonbehandling.

Man har påvist, at hormonbehandling gør, at den mindskning af knoglemassen, som normalt finder sted efter overgangsalderen, bliver langsommere og derfor er med til holde knoglerne stærke.

Det synes umiddelbart oplagt at tilføre kvinder det manglende østrogen, men dette er ikke uden problemer.

Risikoen for at få kræft i underlivet øges væsentligt ved behandling med ren østrogen. Desuden har en række nyere studier vist en let øgning i risikoen for at få blodpropper i hjerte og hjerne samt muligvis øget risiko for brystkræft.

Derfor er behandling med hormoner ikke længere særlig udbredt i forbindelse med forebyggelse af knogleskørhed.

Læs kildematerialet fra Sundhedsstyrelsen her (PDF).