Ha' det godt - Øvelse 12

Dato: Revideret 10. august 2017 - første publicering 28. november 2007

Ha' det godt - Øvelse 12

Hvis du hader armstrækninger, så er denne øvelse noget sjovere, men med samme effekt og du kan variere sværhedsgraden. Øvelsen er god for bryst, skuldre, bagside af overarme, mave og ryg.

Udgangsstilling

Læg dig bag bolden og gør dig klar til at kravle hen over den. 


Bevægelse

Bevæg kroppen hen over bolden, mens du går frem på hænderne. Gå så langt du kan, mens du stadig holder kroppen stærk og i en vandret linje.

Lav her en armstrækning - bøj og stræk i armene. Kravl kontrolleret tilbage igen.

Jo længere du kravler frem, desto hårdere bliver øvelsen. Men kravl KUN så langt frem, at du kan undgå at hænge i din lænd.

Du skal også mærke godt efter omkring dit skulderparti, hvor du skal gøre dig bred og skubbe gulvet godt væk, så du ikke hænger i skuldrene.

Hvis du kan, så lav nogle flere armstrækninger, inden du kravler tilbage. Lad hovedet være i ryggens forlængelse, uden at tabe eller løfte det væk derfra.

Glem ikke, at turen frem og tilbage også er super træning! Husk at trække vejret hele tiden, så dybt som muligt, og fuldend dine udåndinger. Dette hjælper dig til at få maksimalt ud af øvelserne.

Øvelsen træner primært

Bryst, skuldre, bagside overarme, mave og ryg.

Læs mere om, hvordan du vælger den rigtige bold eller køb den og resten af udstyret her.

Gå videre til øvelse 13 - Bonus.