Type 1 sukkersyge/diabetes

Dato: Revideret 17. oktober 2017 - første publicering 4. September 2006
sukkersyge

Type 1 diabetes er en sygdom, som oftest diagnosticeres i barndommen. Det er en auto-immun sygdom, som ikke kan forebygges eller helbredes. Det er nødvendigt at sprøjte insulin ind i blodet, for at få et stabilt blodsukker.

Definition og årsag til type 1-diabetes

Type 1-diabetes eller sukkersyge er en relativ hyppig sygdom, hvor kroppens egen produktion af hormonet insulin er ophørt eller nedsat. Dette bevirker, at sukker ophobes i blodet - deraf navnet sukkersyge.

Manglende insulinproduktion

I Bugspytkirtlen dannes der hormoner, der bl.a. styrer kroppens sukkerbalance. Disse hormoner hedder glucagon og insulin.

Insulin gør, at sukker fra blodet optages i kroppens celler, overvejende muskel-, fedt- og leverceller.

Ved type 1 diabetes (tidligere kaldet insulin dependent diabetes mellitus, IDDM) er der ophørt eller nedsat produktion af insulin i Bugspytkirtlen pga. ødelæggelse af de celler, der producerer hormonet.

Denne ødelæggelse mener man kan have mange årsager (se nedenfor).

Sukkeret ophobes i kroppen

Den manglende insulinproduktion gør, at sukkeret ophobes i blodet, da det ikke kan optages i kroppens celler. Cellerne vil i stedet bruge fedt og protein som energikilde med afmagring til følge.

Leveren, der ellers bl.a. fungerer som sukkerdepot, kan ikke optage det sukker, som tarmen frigiver til blodet. Men da kroppens celler mangler sukker, vil leveren stadig frigive sukker fra sine depoter, som udtømmes.

Den uhensigtsmæssigt høje koncentration af sukker i blodet udskilles til urinen i nyrerne, og - via såkaldt osmose - trækker den høje koncentration af sukker vand fra kroppen med ud i urinen.

Resultatet bliver dehydrering pga. mange vandladninger med sukkertilblanding samt udtalt tørst, som kroppens modsvar på den øgede mængde vandudskillelse.

Årsager til type 1-diabetes er fortsat ukendt

Kroppens sukkerdepoter udtæres, og for at få energi forbrænder kroppen i stedet fedt og protein. Denne forbrænding gør, at der dannes sure affaldsstoffer, de såkaldte ketonstoffer.

I store doser er ketonstoffer farlige for kroppen, og man kan udvikle en livsfarlig form for syreophobning kaldet ketoacidose, hvor symptomer i form af bl.a. kvalme, opkast, mavesmerter, nedsat bevidsthedsnivueau samt evt. bevidstløshed kan forekomme. 

Det er endnu uvist, præcis hvilke årsager, der ligger til grund for ødelæggelsen af de insulinproducerende celler.

En masse faktorer mistænkes for at medvirke til ødelæggelsen, bl.a. infektion, fødevarekomponenter og andre autoimmune sygdomme (angreb fra immunforsvaret på kroppens egne celler).

Der er påvist ét arvelig komponent i udviklingen af type 1-diabetes, og man har øget risiko (5-20 %) for udvikling af diabetes, hvis ens forældre har sygdommen. Således spiller både arv og miljø en rolle for udviklingen af sygdommen. 

Sygdommen debuterer oftest i barne- eller teenagealderen, men kan vise sig i alle aldre. Der er ca. 25.000 danskere, der lider af type 1-diabetes, og ca. 800 får årligt sygdommen i Danmark.

Type 1-diabetes står for godt 10% af alle diabetes tilfælde.

En anden form for sukkersyge er såkaldt type 2-diabetes (tidligere kaldet ikke insulin-krævende diabetes mellitus, NIDDM), som står for de resterende 90% af diagnosticerede diabetes tilfælde i Danmark.

Den kaldes også "gammelmands" sukkersyge og optræder ofte efter 40 års alderen.

Årsagen til denne type sukkersyge er ikke en ødelæggelse af de insulinproducerende celler i Bugspytkirtlen, men derimod at cellerne rundt omkring i kroppen har mistet evnen til at reagere på insulin, og dermed optage sukker. Dette kaldes insulinresistens.

Læs også: Type 2-diabetes - årsager, symptomer, behandling

Symptomer på type 1-diabetes

Symptomerne udvikles gradvist over uger til måneder, og viser sig indledningsvis ved:

  • Udtalt tørst
  • Dehydrering
  • Hyppige vandladninger (op til 1 gang i timen døgnet rundt)
  • Vægttab og afmagring
  • Sult.
  • Træthed
  • Bevidsthedssvækkelse
  • Kramper, svækkelse og smerter i benmuskulaturen

Infektioner og svamp - tegn på type 1-diabetes

Et af de første symptomer kan være infektioner i hud og slimhinder. Furunkler og svamp i skridtet ses hyppigt.

Bakterier er glade for sukkeret i urinen, og dette gør, at urinvejsinfektioner ligeledes er hyppige. Man kan desuden have kvalme og ondt i maven.

Ved længere tids sygdom indtræder ophobning af sure affaldsstoffer (ketoacidose), som i sidste ende ubehandlet fører til en livstruende tilstand (se nedenfor).

Komplikationer ved type 1-diabetes

Selv ved diabetes, som er velbehandlet med insulin (se Behandling nedenfor), kan der opstå alvorlige komplikationer.

Nogle kan indtræffe akut, og nogle kommer efter mange år med sukkersyge (såkaldte sendiabetiske komplikationer).

De akutte komplikationer er:

  • Ved hypoglykæmi (lavt blodsukker): Ses hvis personen har brugt for meget sukker, uden at indtage nok, f.eks. i forbindelse med idræt. Det kan også optræde, hvis insulindosis af den ene eller anden grund har været for høj. Insulinniveauet er sværere at styre i forbindelse med alkoholindtag, hvorfor indtag af store mængder kan give hypoglykæmiske perioder. Alle diabetikere har prøvet at have såkaldt føling. Det optræder gerne et par gange om ugen, og er en tilstand med lavt blodsukker, som personen selv kan klare ved indtag af hurtige kulhydrater. Det lave blodsukker viser sig ved omtågethed og humørsvingninger, tørst, vandladningstrang og evt. opkastninger og kvalme. Bliver tilstanden ikke bedret, kan det i værste fald føre til bevidstløshed, kaldet insulinshock. Dette er en alvorlig situation, der kræver behandling på et hospital. Den gennemsnitlige diabetiker vil opleve insulinshock et par gange i livet.

  • Ved hyperglykæmi (højt blodsukker): Hyperglykæmi vil ofte forekomme hos den diabetiske patient, men tilstanden kan blive så alvorlig, at patienten kan blive bevidstløs og gå i såkaldt diabetisk ketoacidose, og ubehandlet kan det føre til diabetisk koma. Denne tilstand opstår som nævnt, når kroppens celler i for høj grad forbrænder proteiner og fedt pga. manglende adgang til sukker, som igen skyldes mangel på insulin. Dette kan opstå i perioder, hvor man har brug for ekstra mængder insulin. Det kan være ved anden svær sygdom som f.eks. infektioner. Symptomerne er de samme, som ved sygdomsdebut. Der ses ofte dyb, hurtig vejrtrækning (Kussmauls respiration). Tilstanden er livstruende, og behandlingen er insulin samt tilstrækkelig væske- og salttilskud. Afhængig af alder og udløsende årsag er dødeligheden af ketoacidose pga. diabetes ca. 5%.

Sendiabetiske komplikationer kan vise sig i forskellige organer i kroppen:

  • Hjerte-kredsløb: Diabetes disponerer til aterosklerose (åreforkalkning) og dermed også følgesygdomme heraf, som hjerteinfarkt  og Slagtilfælde. Risikoen er lige stor hos mænd og kvinder med diabetes, i modsætning til normalbefolkningen, hvor mænd har størst risiko for at udvikle åreforkalkning. Åreforkalkningen giver ofte Forhøjet blodtryk

  • Småkarssygdom: Der sker en fortykkelse af de små blodkar i forbindelse med diabetes. Dette kan ødelægge karrene og nedsætte blodgennemstrømningen. Det ses især i øjne, nyrer og hjerte.

  • Øjnene: er en meget hyppig følgelidelse til diabetes. De små kar omkring nethinden forandres, og det medfører synsproblemer, i værste fald blindhed. Tilstanden ses typisk efter 15-20 års sygdom, og risikoen øges, jo længere tid man har haft diabetes.

  • Nyrerne: Nyrerne kan blive "utætte", så der tabes protein, der normalt ikke skal udskilles, det kaldes Diabetisk nefropati. Tilstanden opstår sjældent før 15 års sygdom, og har man ikke udviklet tegn herpå efter 25 års sygdom, er risikoen lille. Ca. 25% med diabetes vil udvikle nyreproblemer på et tidspunkt.

  • Nerverne: Diabetes medfører en langsom ødelæggelse af de fedtskeder, der omgiver nerverne og hjælper dem med at sende lynhurtige beskeder. Ødelæggelse af de små blodkar til nerverne spiller muligvis også en rolle. Tilstanden kaldes diabetisk neuropati. Nerveødelæggelsen kan medføre føleforstyrrelser og følenedsættelse, ofte forbundet med smerte. Tilstanden ses især i benene, hvor det også kan være svært at mærke, om leddene står i den rigtige vinkel. Nerver, der styrer andre funktioner i kroppen, kan også rammes, og der kan bl.a. ses svedeture, blæreproblemer og rejsningsproblemer. 

  • Fødderne: Pga. den diabetiske neuropati kan der opstå tryksår , og kronisk fejlstilling af led. Tryksårene opstår ofte, da folk ikke kan mærke, at de f.eks. har en sten i deres fodtøj eller konstant går med for små sko. Kombineret med svær åreforkalkning i benenes pulsårer kan der opstå meget dybe og alvorlige sår (denne sårtype beskrives i artiklen skinnebenssår . Ved for lav blodtilførsel til tæerne kan disse dø hen (se Tørt gangræn), og i sidste ende kan amputation komme på tale. (Se også åreforkalkning) Det er derfor vigtigt at observere og pleje sine fødder grundigt og at undgå sår så vidt muligt. Mellem 4 og 10% med diabetes vil udvikle diabetesrelaterede sår på fødderne.

Læs også: Diabetes og graviditet.

Diagnose af type 1-diabetes

Har lægen mistanke om, at en patient har type 1-diabetes, kan han tage en urin stix, der måler, om der findes sukker i urinen (normalt er der ikke sukker i urinen).

Herefter vil en blodprøve (evt. taget fastende) kunne vise et forhøjet blodsukker. Findes der både forhøjet blodsukker og sukker i urinen, er der stor risiko for, at patienten har diabetes.

Ved yderligere usikkerhed kan man udføre en såkaldt glukose belastningstest. Patienten spiser en given mængde sukker fastende, og efter en tid måles blodsukkeret med en blodprøve.

Hvis blodsukkeret er over en vis værdi, er det ensbetydende med at der ikke produceres nok insulin (eller at insulin følsomheden er nedsat, se type 2-diabetes).

Ofte vil det kliniske billede i form af forhøjede blodsukkerværdier hos et normalt eller undervægtigt person være tilstrækkelig til at stille diagnosen type 1 diabetes. 

Man kan dog altid supplere undersøgelsen yderligere med specifikke prøver for type 1-diabetes i form af måling af insulinproduktionen i fastetilstand (C-peptid) og autoantistoffer mod de insulinproducernede beta-celler (GAD-antistoffer).

Behandling af type 1-diabetes

Diabetes kan ikke kureres, men efter opfindelsen af insulinpræparater er det ikke længere en sygdom, der hurtigt fører til døden. Behandlingen består af medicinsk behandling (insulin), diæt og motion.

Medicinsk behandling

Den umiddelbare behandling udgøres af substitutionsprodukter med insulin. Insulinen fremstilles nu ved dyrkning af bakterier, der er gensplejset med menneskeligt insulin DNA, således at bakterierne kan producere insulin.

Tidligere blev det udvundet fra svine-bugspytskirtler. Formålet med insulinbehandlingen er at opnå så nær en normalisering af blodsukkerværdierne som muligt.

Målet er et blodsukker på 4-7 mmol/l før måltiderne og 4-10 mmol/l 1-2 efter måltiderne samt en HbAlc-værdi (langtidsblodsukkerværdien) under 7,5 %.  

Man er nødt til at sprøjte insulin ind i underhuden (subkutant) på maven eller låret. Dette må gøres et sted mellem 1 og 4 gange dagligt.

Grunden til, at man ikke kan spise det på pilleform, er, at mavens indhold af syre og protein-nedbrydende enzymer ødelægger insulinet, før det kan komme ind i blodbanen. Det er også muligt at anvende insulinen direkte ind i musklen på låret (intramuskulærr) eller i blodårene (intravenøst). 

Insulinindsprøjtningerne skal i øjeblikket tages livslangt, men der forskes intensivt i fremstilling af alternative insulin-behandlingsformer.

Der findes forskellige former for insulinpræparater. Nogle er hurtigt virkende og klinger derfor tilsvarende hurtigt af, mens andre er lang tid om at virke og derfor også har en mere langvarig virkning (gives f.eks. til natten).

Med hjælp fra lægen indpasses og justeres insulinbehandlingen, så den passer den enkelte.

Insulinbehandlingen er sammen med diæt og motion hjørnestenen i behandlingen af type 1-diabetes. 

Diæt

En essentiel betingelse for sund overlevelse, og at undgå de sendiabetiske komplikationer, er en ændring i kost og motionsvaner.

Det er vigtigt at holde ens blodsukker på et så stabilt niveau som muligt. Det anbefales derfor, at der indtages tre hovedmåltider om dagen, og gerne på faste tidspunkter.

Indimellem skal der suppleres med flere små mellemmåltider. Måltiderne skal overvejende bestå af langsomt virkende kulhydrater og fibre, f.eks. ris, pasta, grønt, rugbrød og gryn.

Motion

Det er for diabetikere om end endnu vigtigere at holde sig i god fysisk form i forhold til resten af befolkningen for at udgå udvikling af bl.a. åreforkalkning og Forhøjet blodtryk.

Det anbefales altid at have hurtige kulhydrater på sig (f.eks. druesukkertabletter) i tilfælde af et anfald af for lavt blodsukker (føling).

Behandlingen af sendiabetiske komplikationer rettes ind efter de enkelte symptomer. (Se under de enkelte sygdomme). Den diabetiske neuropati er svær at behandle tilfredsstillende, og fornuftig smertelindring er en vigtig del af behandlingen.

Forholdsregler ved type 1-diabetes

Hvis man har mistanke om, at man selv eller ens barn har sukkersyge, er det vigtigt at søge læge. Denne vil hurtigt kunne stille diagnosen (se ovenfor).

Har man fået konstateret diabetes, er det vigtigt, at man tænker sig om mht. til sin livsstil og sin krop. Det er vigtigt så vidt muligt at dyrke rigelig motion og spise flere små sunde måltider, helst på faste tider af dagen.

Undgå rygning, da det øger risikoen for hurtig udvikling af åreforkalkning.

Den enkelte må lære at måle sit eget blodsukker for at holde kontrol med, at det ligger stabilt. Det gøres med et lille stik i fingeren og med et apparat, der kan måle blodsukkeret i bloddråben fra fingeren.

Hyppig blodsukkerkontrol er vigtig for at holde blodsukkeret stabilt og kan foretages nemt i hjemmet. Ved en dårligt reguleret diabetes sygdom, øges risikoen for udvikling af sendiabetiske komplikationer, som kan være meget alvorlige. 

Der tilbydes nu rutinemæssige undersøgelsestjek for personer med diabetes. Der måles blodtryk, følesansen og reflekser efterprøves, og øjnenes nethinde bliver undersøgt gennem et såkaldt oftalmoskop.

Finder lægen en sendiabetisk komplikation, er det meget vigtigt, at lægens medicinske anvisninger følges nøje (f.eks. at der tages blodtryks-sænkende medicin), for at standse dens udvikling.

Forløb ved type 1-diabetes

Påbegyndes insulinbehandling i god tid, er type 1-diabetes en sygdom man kan leve et langt og næsten normalt liv med. Man regner med en nedsat levetid i forhold til normalbefolkningen på ca. 5-10 år.

Levetiden afhænger bl.a. af alder på diagnosetidspunktet og sygdommens alvorsgrad.

Hvis man får konstateret sukkersyge, er det meget vigtigt at følge lægens råd meget nøje. Dette bør man gøre for at undgå store blodsukker-svingninger, og for at undgå at man på længere sigt pådrager sig andre følgesygdomme.

Ved en ikke velreguleret diabetes sygdom, øges risikoen for tidlig udvikling af sendiabetiske komplikationer, der som nævnt kan være alvorlige for forløbet.

Artiklen er oprindeligt skrevet af læge Anders Kehlet Nørskov d. 4.9.2006.