9 almindelige ulykker børn ofte kommer ud for

Dato: Revideret 2. januar 2018 - første publicering 14. oktober 2003
Ulykker

Børn i alle aldre er udsat for ulykker, fordi barnet hele tiden udvikler sig og kan flere og flere ting. Men det har ikke erfaringer med de farer, der lurer.

Barnets nysgerrighed kan resultere i ulykker

Det diskuteres ofte, om man skal ændre på hjemmet for barnets skyld, eller om barnet skal lære ikke at røre bestemte ting.

Barnets naturlige nysgerrighed vil altid drive det hen mod nye og spændende ting. Hvis man fjerner alle tingene i hjemmet, bliver det derfor hurtigt et kedeligt legested for barnet.

Vælger du at lade tingene stå, skal du være indstillet på, med tålmodighed, at flytte barnet væk fra f.eks. radioen, hver gang det rører ved den.

Her kan du sige "nej" i et roligt tonefald og derefter flytte barnet væk. Det kan gentage sig 20-50 gange, du er nemlig ved at opdrage barnet, men barnet er ved at lege "kom og tage mig leg".

Inden din tålmodighed er brugt op, skal du tage barnet ind i et andet rum eller sætte en ny beskæftigelse i gang. Husk altid, at barnet ikke gør de samme "må ikke lege" for at være uartigt, men fordi det er så dejligt nysgerrigt og ikke kan huske i længere tid af gangen.


1. Fald udgør den største risiko

Hos det helt lille barn er faldeulykkerne den største risiko. Det gælder især fald fra puslebordet eller sofaen, hvor selv helt spæde børn er i stand til at gøre pludselige bevægelser, som resulterer i, at de triller ud over kanten.

Sørg derfor altid for, at barnet ikke ligger alene på disse steder. Tag barnet med dig eller læg det på gulvet.

Faldeulykker når barnet kan kravle

Et barn, der kan kravle, elsker trapper. Sørg for at være bagved barnet, når det øver sig. På alle andre tidspunkter må I have en sikring i form af et gitter foran trappen.

Faldeulykker når barnet kan gå

Når først barnet kan gå, kan det også kravle op alle steder. Det er også vigtigt, at det får lov til at øve denne disciplin, men du må være bagved til at gribe barnet, hvis det går galt. Vinduer skal altid være børnesikrede, her skal der ikke tages nogen chance.

Hvis du opdager, at barnet kan kravle over siden på sin seng, bør du tage sengesiden af, hvis det er muligt. Det er bedre, at barnet kravler ud af sengen over en lav kant end over en høj, idet det giver større risiko for, at barnet slår sig.

Legepladsen giver også risiko for faldeulykker, men barnet skal ikke overbeskyttes, det skal have lov til at gøre sig sine erfaringer udendørs. Du må derfor gå ud sammen med barnet og være bagved det som et "sikkerhedsnet".

2. Kvælningsulykker og tøj med snore

Der kan være risiko for kvælning, hvis barnet har tøj på med snore oppe ved halsen, det sikreste er helt at undgå tøj med snore. I vinterperioden kan du med fordel give barnet en elefanthue på i stedet for en med snore.

Barnet kan også blive kvalt, hvis det putter små stykker legetøj i munden (f.eks. Lego).


3. Drukneulykker både ude og i hjemmet

Barnet kan nu sidde selv, også i badekarret, men gå aldrig fra det. Et barn kan drukne i få centimeter dybt vand.

Opholder I jer ofte ved søer, havne eller dyrker sejlsport, skal barnet altid have redningsvest på, medmindre det ligger i barnevognen inde på land.

4. Stød og klemte fingre

Kravlebarnet kommer så meget omkring, at der er stor risiko for at støde ind i skarpe hjørner og få fingrene i klemme i skuffer og skabe. I moderne køkkener er der ofte skuffesystemer, som glider let på skinner.

Disse kan barnet let åbne, og sidder det på knæ eller rejser sig ved en sådan skuffe, vil den glide i, hvorved barnet lukker skuffen med hele sin kropsvægt og får fingrene hårdt klemte.

Du kan beskytte barnet ved at sætte små stopklodser i skufferne, så de ikke lukker helt i eller sætte et lukkesystem i, som gør, at barnet ikke kan åbne skufferne.

Det samme gælder skabe. Til de skarpe hjørner findes nogle palsticbeskyttere, som kan sættes på.


5. Elektriske stød 

Kravlebarnet kan også komme rundt til de elektriske installationer, så sørg for, at de løse ledninger er bundet op, og at stikkontakterne er børnesikrede.

6. Skoldning

Køkkenet er et spændende rum, men også en farlig legeplads. Både el-kedler, kaffemaskiner og varme kogeplader udgør en stor fare.

Faren består i, at ledningen hænger et sted, hvor barnet kan få fat i den og kan hive skoldhedt vand eller kaffe ned over sig, eller ligge en hånd på en brandvarm plade. 

Anbring barnet i den høje stol og lad det være beskæftiget med noget ufarligt køkkengrej, mad eller legetøj. Så kan du roligt arbejde uden hele tiden at være stresset over, hvor barnet er.

Barnet kan også let blive skoldet af varm the eller kaffe. Hvis I spiser eller drikker noget varmt ved bordet, er det vigtigt, at barnet sidder i den høje stol eller ligger et andet sted. Sid ikke med barnet på skødet. Barnet kan nå længere, end du tror, og få de varme sager ned over sig.

7. Forgiftninger

Nysgerrighed vil altid være en drivkraft for det normale barn. Når barnet undersøger tingene, vil det også bruge smagssansen. Skrappe midler afskrækker ikke barnet.

Vær derfor meget omhyggelig med, at alle rengøringsmidler og medicin er udenfor barnets rækkevidde - selv vitaminpiller er farlige i større mængder.

Når barnet kan gå, vil det være mere og mere tid udendørs, hvor der jo også er farer, som det skal beskyttes mod.

8. Hundebid

Hunde og børn tiltrækkes ofte af hinanden, og de kan have stor fornøjelse sammen. Men du må lære dit barn ikke at gå hen til fremmede hunde, for selv om hunden ser skikkelig ud, bliver den måske bange for dit barn og bider for at forsvare sig.

Lad barnet få de gode hundeoplevelser sammen med en hund, I med sikkerhed ved kan lide børn.

9. Trafikulykker

Ingen kan forudse, hvad der kan ske i trafikken. Barnet skal altid opholde sig i en sikker forsvarlig cykelstol, bilstol eller sidde i en klapvogn på trafikerede steder.

Et par reflekser på barnets tøj er også en god sikkerhedsforanstaltning.

Opfør dig altid korrekt i trafikken, når du har dit barn med dig, og lær det helt fra starten, hvordan man passer på, når man skal over en vej. Husk at barnet først er moden til at gå alene over en vej, når det har nået skolealderen, hvis vejen ikke er alt for trafikeret.

Sikkerhedsudstyr og børn

Forbrugerstyrelsen laver jævnligt undersøgelser af sikkerhedsudstyr til børn, så her kan du orientere dig, inden du køber udstyr til barnet, se adresselisten. Vær også opmærksom på varemærkningen.

Hjælpemidler til sikring af hjemmet kan købes bl.a. i babyudstyrsforretninger, stormagasiner, byggemarkeder m.m.