Trøske hos små børn - Svampeinfektion i munden

Dato: Revideret 2. januar 2018 - første publicering 14. oktober 2003

Trøske

Trøske er en svampeinfektionen, der forårsager hvide belægninger på tungen og på indersiden af kinderne hos spædbørn. Trøske ligner til forveksling mælkerester på barnets tunge, men kan give barnet svie og smerter.

Definition og årsag til trøske hos små børn

Trøske dannes af en gærsvamp, Candida albicans, som naturligt findes i mund, tarm og skede.

Barnet kan være smittet ved fødslen, men kan også smittes senere. Trøsken kan også opstå, hvis surhedsgraden ændres på barnets slimhinde, eller hvis modstandskraften er lav pga. anden sygdom.

Trøske ses ofte hos spædbørn som hvide belægninger på tungen, i ganen, på den indvendige side af kinderne og læberne og kan også brede sig ud på den udvendige side af læberne. Spædbørn har næsten altid en hvid belægning på tungen. Det er blot mælkerester, og til forskel fra trøske kan mælkeresterne skrabes af.


Symptomer på trøske

Trøske i munden

Her viser infektionen sig som hvide belægninger på tungen, i ganen, på den indvendige side af kinderne, og den kan brede sig helt ud på den udvendige side af læberne.

Trøske i munden kan betyde, at barnet har svært ved at sutte eller spise. Svampeinfektion på brystvorterne: Infektionen viser sig som rødme af brystvorten, og brystvorterne er ømme - både under og efter amningen.

Moderen oplever smerten som en stærk brændende, kløende og sviende smerte, som stråler fra brystvorten ind i brystet, både mens barnet sutter og mellem amningerne.

Vær opmærksom på, det ikke altid kan ses, at brystvorterne er angrebet af trøske

Svampeinfektion i bleområdet

En svampeinfektionen viser sig som røde sammenhængende plamager omkring endetarmsåbningen og på kønsorganerne.

Udslættet er hævet, og der kan være væskende blærer. I nogle tilfælde viser svampeinfektionen sig udelukkende i bleområdet.

Behandling af trøske hos små børn

Trøske i lettere grad forsvinder af sig selv i løbet af nogle dage og er således harmløst. Er det et større angreb, vil det genere barnet i form af svie og ubehag, hvorfor det kræver behandling.

Sørg for, at barnet har en god mundhygiejne, og rens gerne barnets mund flere gange om dagen. Du kan f.eks. fjerne trøske med hjørnet af en stofble eller en vatpind dyppet i kamillethe eller danskvand, bruset har en rensende virkning.

I håndkøb findes også en "trøskesaft" bestående af klorhexidin og glycerol, som kan anvendes til rensning af munden. Hvis trøsken trods ovennævnte behandling alligevel breder sig, eller barnet ikke vil sutte, fordi det svier i munden, kan du kontakte din læge og få et mere effektivt svampemiddel på recept.


Forholdsregler ved trøske

Hvis du ammer barnet, så husk at give dine brystvorter samme behandling, idet svampeinfektionen overføres til brystet fra barnet og senere til barnet igen i forbindelse med måltiderne.

Bruger I sutteflaske eller suttebrik, er det også vigtigt at være omhyggelig med rengøringen og kogning af disse, det samme gælder narresutten.

I enkelte tilfælde findes svampeinfektionen samtidig i barnets tarmkanal og breder sig med afføringen ud i bleregionen.