Pest (Pestis)

Dato: 5. September 2006
pest

Læs om sygdommen Pest. Hvad er Pestis. Få viden om byldepest, lungepest og blodforgiftning. Sådan behadles pest. Læs om forholdsregler ved pest.

Definition og årsager

Pest er en meget alvorlig sygdom. Den skyldes infektion med bakterien Yersinia pestis. Man forbinder mest sygdommen med den store epidemi, "Den sorte død", der dræbte omkring en tredjedel af Europas befolkning i slutningen af 1300-tallet. København havde ligeledes en stor epidemi i 1711, hvor også næsten en tredjedel af befolkningen døde. I dag findes sygdommen primært i Centralasien, Fjernøsten og USA. I Danmark ses pest i dag kun meget sjældent og er altid importeret.

Sygdommen spredes til mennesker via lopper fra gnavere, primært den brune rotte.

Man inddeler pest i tre forskellige slags ud fra, hvor infektionen findes:

  • Byldepest: Bakterier i lymfeknuder, over 80 af tilfældene
  • Blodforgiftning . Bakterier i blodet, ses som primærinfektion hos lidt over 10%, men viser sig hos mange med ubehandlet byldepest
  • Lungepest: Ses hos et par procent i alt. Kommer efter sekundær spredning fra Blodforgiftning, eller som den mere alvorlige primær lungepest eller inhalationspest, der kan spredes fra menneske til menneske via luftbårne dråber, fra f.eks. host og nys

Symptomer på pest, forløb og komplikationer

Symptomerne er forskellige alt efter, hvordan infektionen udvikler sig, og hvilken type af pest man efterfølgende udvikler. Symptomerne udvikles som regel i løbet af 3-4 dage, dog hurtigere (en til to dage) ved primær lungepest.

I få tilfælde vil pest blot vise sig som en lille betændelse omkring bidstedet. Der kan evt. ses central rødme, og røde streger udgået fra bidstedet. Det mange fejlagtigt kalder Blodforgiftning, skyldes at bakterierne spredes med de overfladiske lymfekar, og det giver de røde streger.

I de fleste ubehandlede tilfælde vil infektionen sprede sig til nærliggende lymfeknuder med betændelse til følge. Knuderne vil hæve op til store bylder af 5-10 cm størrelse (heraf byldepest). Siden hen kan bakterierne spredes til blodet, hvorfra de igen kan spredes til lungerne. Ved alle formerne ses:

  • Høj feber med kulderystelser
  • Træthed
  • Kvalme og opkastninger
  • Muskelsmerter
  • Hovedpine
  • Diaré
  • Blødningstendens

Specifikke symptomer ved byldepest

  • Hævede og ømme lymfeknuder (primært i lysker, i armhuler og på halsen)
  • Blødende nekroser (områder med dødt væv) i lymfeknuderne

Blodforgiftning

  • Lavt blodtryk (se Septisk shock)
  • Diffuse nekroser og gangræn
  • Nogle få procent udvikler meningitis

Lungepest

  • Hurtig udviklet lungebetændelse
  • Akut indsættende høj feber
  • Hoste med blodigt opspyt
  • Hvæsende vejrtrækning
  • Iltmangel med cyanose (blåfarvning af huden pga. lavt iltindhold i blodet - det var dette samt blødningerne, der gav pesten navnet "Den sorte død")
  • Shock

Forholdsregler og diagnose

Hvis man befinder sig i områder med pest, skal man forsøge at undgå loppebid og holde sig fra gnavere, særligt hvis de ser syge ud eller er døde.

Diagnosen stilles ved at man påviser bakterier i lymfeknuder, blod eller opspyt (ved lungepest)


Behandling af pest

Tidligere døde ca. halvdelen af dem, der blev smittede, og op mod 100% ved lungepest. Men efter udviklingen af antibiotika, har dette ændret sig radikalt, og ved hurtig opstart af behandling er prognosen i dag god. Der er dog stadig høj dødelighed forbundet med lungepest.