Tjek dit hus for radon

|
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Dato: Revideret 13. november 2017 - første publicering 16. januar 2012
radon

Gasarten radon er årligt skyld i cirka 300 tilfælde af lungekræft. Gassen siver fra undergrunden ind i husene. Men der er meget stor forskel på radonforekomsten i forskellige dele af landet.

350.000 hjem har for højt radonniveau

Radon er en naturligt forekommende gasart, som siver ind i boligen gennem sprækker og revner i husets fundament. Det vurderes at radon-niveauet er for højt i cirka 350.000 danske boliger. Man kan sikre sit hus mod radonforurening med udsugning og tætning mod jorden.

Den nye guide, radonguiden.dk, kan give husejere et første svar på, om de skal gå videre med en egentlig måling i af radonniveauet i huset.

- Den eneste sikre måde at undersøge radonniveauet i boligen er ved at måle det. Hvis man for eksempel bor i en gammel bolig og i et område med højt radonniveau, er det en god idé, siger Ole Raaschou-Nielsen, som er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse.

Besøg Radonguiden her - og tjek niveauet i dit område.

Radon i boliger

Der er tre faktorer, der har betydning for radonniveauet i dit hus:

  • Hvor du bor
  • Din boligs konstruktion og stand
  • Hvornår din bolig er bygget (boliger bygget efter 1998, er bygget med radonsikring)

Den geografiske placering af dit hus har betydning fordi, at radonmængden i jorden varierer efter undergrundens sammensætning. På radonkortet kan du se, i hvilke områder i Danmark der er målt høje radonniveauer i huse - vær dog opmærksom på, at radonindholdet i jorden kan variere lokalt inden for kommunegrænsen.

Radonkortet er derfor kun vejledende, mend det kan give en indikation af, hvilke radonniveauer der er målt i din kommune.

Se Radonkortet her.


Hvad er radon?

Radon er en naturlig radioaktiv gasart, som findes i vores undergrund. 

Man kan hverken lugte, se eller smage radon, ligesom der ikke er nogle umiddelbare bivirkninger eller symptomer ved radon - men mange mennesker påvirkes alligevel af det. Flere landsdækkende undersøgelser har vist, at opmod 350.000 danske husstande har et meget højt radonniveau i deres indeklima, hovedsageligt husstande bestående af en-familieshuse, række- og kædehuse. 

Hvorfor er radon farlig?

Det kan være farligt, at bo i et hus med høj radonstråling. Når vi indånder radonholdig luft, kan det nemlig gøre skade på cellerne i lungerne, hvorved man kan udvikle lungekræft.

Risikoen for at udvikle lungekræft stiger, jo længere tid man opholder sig i et hus med høj radon stråling. Det er typisk ikke noget man mærke med det samme, for der kan gå mellem 10-40 år, fra man bliver udsat for radon til at lungekræften bliver konstateret.

Radon er den anden hyppigste medvirkende årsag til lungekræft, kun overgået er rygning. Er man ryger, er risikoen ved radonudsættelse op mod 25 gange større, end for personer, som aldrig har røget.