Unge undervurderer risikoen ved ubeskyttet sex

Forfatter: Trine Brøndsted
Dato: 4. September 2009
Unge undervurderer risikoen ved ubeskyttet sex

De fleste unge er ikke klar overrisikoen ved at få en kønssygdom. Mange unge dyrker ubeskyttet sex, og kun de færreste kender den risiko, de udsætter sig selv for, når de gør det. Det er en af konklusionerne i en ny undersøgelse om unges sexvaner.

Risikoen er større end mange unge tror

80% af alle unge vurderer, at risikoen for at få en sexsygdom ved ubeskyttet sex er lille. Det er desværre forkert. Risikoen for nogle sexsygdomme er betydelig, og konsekvenserne ved at blive smittet med en sexsygdom kan være alvorlige.


Klamydia

Mere end 29.000 danskere fik konstateret klamydia i 2008. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det reelle antal smittede er omkring 50.000. Hvert år bliver cirka 500 danske kvinder infertile pga sexsygdomme – primært klamydia. Og hvert år bliver ca. 300 danske kvinder gravide udenfor livmoderen pga. sexsygdomme – primært klamydia.

Herpes

Op mod 30% af befolkningen er smittet med herpes – primært den form, der sætter sig på kønsorganerne. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det primært er som ung man smittes. Herpes kan ikke kureres, og giver hos nogle kroniske gener.


HPV

30 % af unge af de seksuelt aktive under 30 år har været smittet med et eller flere HPV-virus, og nogle typer kan medføre udvikling af bl.a. kønsvorter og livmoderhalskræft.

Sexsygdomme kan være svære at komme af med

Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef Else Smith håber, at kampagnen kan være med til at oplyse unge om, at sexsygdomme er mere udbredte og mere alvorlige end mange forestiller sig.

”Mange unge tror, at sexsygdomme let kan kureres med en enkelt pille. Sådan er det desværre ikke altid. Nogle af de sygdomme, som der er stor risiko for at få, kan være meget ubehagelige og kan ikke altid kureres. Jeg håber derfor, at kampagnen kan være med til at gøre de unge opmærksom på, at der er en reel risiko, når de har sex uden kondom. Jeg håber at de bliver bedre til at beskytte sig – både for deres egen og deres partners skyld. 


Kun med kondom

Sundhedsstyrelsen lancrer nu en landsdækkende kampagne der skal gøre unge opmærksomme på, at de har en reel risiko for at blive smittet med en sexsygdom, hvis de har ubeskyttet sex med en ny partner..
Kampagnen ”Kun med kondom” starter den 4. september med annoncer, tv-spots, kondomuddeling på diskoteker og meget mere.