Plastikkirurgi

Dato: Revideret 15. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Plastikkirurgi

Plastikkirurgi er et kirurgisk speciale, der varetager behandlingen af erhvervede eller medfødte, ydre deformiteter eller defekter.

Betegnelsen plastikkirurgi kommer fra det græske ord plastikos, som betyder at forme eller at skabe, og har således ikke noget med materialet plastik at gøre. 

Ofte handler plastikkirurgi om operationer, der udføres for at genskabe de normale forhold, som der tidligere var, og som blev beskadiget ved f.eks. forbrændinger og ulykker, men også ved medfødte misdannelser og skavanker, f.eks. ganespalte, flyveører og andre fysiske medfødte forhold som kan være til gene.

Mange tager fejl af to typer af operationer: plastisk- og kosmetisk-kirurgi. Forskellen ligger i at kosmetiske operationer bruges ved en generel utilfredshed med en ellers fin og velfungerende krop, f.eks. hvor man ønsker en brystforstørrelse eller fedtsugning.

Plastikkirurgens uddannelse

Uddannelsen til plastikkirurg hører under speciallæge uddannelsen. En plastikkirurg er en uddannet læge, der der har specialiseret sig inden for korigerende operationer.

  • Medicinstudiet på universitetet (bachelor og kandidat) - 6 år
  • Klinisk basisuddannelse (KBU - før kendt som turnus) - 1 år
  • Introduktionsstilling inden for et speciale ud af 25 anerkendte specialer - 1 år
  • Hoveduddannelsesstilling inden for det valgte speciale - 4 til 5 år

Uddannelsen tager ca. 12 år at gennemføre. Plastikkirurgen kan både være ansat på et hospital eller have sin egen klinik.


Hvad kan behandles hos en plastikkirurg?

En plastikkirurg i Danmark udfører oftest operationer som nedenstående:

  • Brystforstørrelse med implantater af silikone
  • Fedtsugning
  • Brystløft
  • Øjenlågskirurgi, operation af øvre øjenlåg
  • Næsekorrektion
  • Abdominalplastik/maveplastik
  • Brystreduktion
  • Brystreduktion, mænd
  • Fjernelse af karsprængninger/rødme
  • Ansigtsløftning

En plastikkirurg som er ansat på hospitalet kan blive tilkaldt i forbindelse med, at man påtænker at fjerne et bryst pga. kræft, hvor det vil være muligt at indoperere en protese, så brysterne bagefter ser nogenlunde ens ud.

Et andet vigtigt arbejdsområde er i forbindelse med f.eks. en trafikulykke, der har forårsaget voldsomme skader på en (eller flere) patienter. Det kan være nødvendigt at flytte en muskel fra ryggen til maven eller transplantere hud fra ét sted til et andet.

Plastikkirurgen med egen praksis vil almindeligvis møde andre typer patienter. Arbejdsområderne kan være at fjerne rynker i ansigtet, fedt på maven eller inderlårene, forstørrelse (eller formindskelse) af bryster osv. Det er ofte, hvis man er utilfreds med et eller andet ved sit udseende, at man henvender sig til en plastikkirurg med egen praksis. I nogle tilfælde (f.eks. pga. af en tilstoppet næse som følge af, at den har været brækket) kan det hjælpe med en plastikkirurgisk operation.

Hvordan foregår en behandling hos en plastikkirurg?

Hvis ens læge vurderer, at der er meget gode grunde til det, kan plastikoperationen laves på sygehuset på det offentliges regning, f.eks. ved stærke rygsmerter pga. for store bryster, eller hvis man har så udstående stritører, at man føler sig alvorligt fysisk eller psykisk handicappet på grund af sit udseende.

Hvis man derimod udelukkende vælger en plastikoperation for at forbedre sit udseende, skal man henvende sig på en privat klinik, hvor man selv skal betale for operationen.

Før en evt. plastikkirurgisk operation undersøges klienten altid først, hvorefter operationen finder sted.