Pædiatri (børnesygdomme)

Dato: Revideret 3. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Pædiatri

Pædiatri omfatter forebyggelse, diagnostik og behandling af alle typer sygdomme i barnealderen, det vil sige fra fødsel til overstået pubertet. Pædiatri omfatter derudover forebyggelse af sygdomme og funktionsforstyrrelser samt rådgivning omkring børns psykiske og fysiske udvikling.

Pædiatrien beskæftiger sig med børn og deres sygdomme, og omfatter alt lige fra for tidligt fødte børn der må i kuvøse, til teenageren med en infektionssygdom.

Pædiatri er et aldersafgrænset lægeligt speciale, da sygdomsmønstret hos børn er forskelligt fra voksnes, og fordi både symptomer, forløb, behandling og prognose er påvirket af, at børns sygdomme rammer en organisme i vækst.

Pædiaterens uddannelse

En pædiater er en læge, der ovenpå den almindelige lægeuddannelse har taget en speciallægeuddennelse i børns sygdomme, vækst og udvikling.

Efter grunduddannelsen og turnusuddannelsen tager det yderligere fem år at blive pædiater. Et år i en såkaldt introduktionsstilling, to år i en undervisningsstilling, hvoraf de seks måneder skal være på en afdeling for nyfødte (neonatalafsnittet), halvandet år som 1. reservelæge og til sidst et halvt år med forskellige valgmuligheder.

Pædiateren arbejder hovedsageligt på hospitalernes børneafdelinger. Da børnene kan være fra nul år og opefter, og da pædiatrien inkluderer sygdomme inden for stort set alle fagområder, kan det være store hospitalsafdelinger med mange læger og sygeplejersker.

Der er afsnit for børn med kræft, børn med hjertefejl, intensivafdeling osv. Man holder i øvrigt disse børn adskilt, da eksempelvis en virusepidemi vil være katastrofal på afdelingen for nyfødte (neonatalafsnittet), da børnene endnu ikke har opbygget et stærkt immunforsvar.


Hvordan foregår en behandling ved en pædiater?

Et vigtigt element i pædiaterens arbejde er forholdet til forældrene, da f.eks. feberkramper er uskadelige, men ser voldsomt ud, mens det står på, hvorfor forældrene ofte er bange for, at deres børn skal dø eller få varige skader. I sådanne situationer vil en af pædiaterens vigtige opgaver være at berolige forældrene.

Selve behandlingen afhænger af sygdommen. Er der tale om en hjertefejl, arbejdes der tæt sammen med hjertemedicinerne og eventuelt hjertekirurgerne. Drejer det sig derimod om nyrerne, samarbejdes med nefrologerne (af græsk: nephros = nyre). Pædiaterens opgave er således i høj grad at vurdere, hvilken speciallæge barnet skal behandles af.