NLP Psykoterapi

Dato: Revideret 14. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Neuro Lingvistisk Programmering

Neuro Lingvistisk Programmering består af en række psykologiske og pædagogiske værktøjer, der sætter en i stand til at finde og bruge de ressourcer, som man er i besiddelse af, men ikke anvender. NLP er et værktøj til forandring, personlig udvikling og kommunikation.

NLP er forkortelse for Neuro Lingvistisk Programmering, som i dag benyttes inden for bl.a. sundhed, psykoterapi, patient- og personalepleje, coaching, undervisning, markedsføring og salg.

Denne form for psykoterapi er baseret på at modellere/efterligne naturligt kompetente mennesker ved at finde ud af, hvad der gør dem dygtige. Dette har ført til en række teknikker, som tilsammen danner NLP, der er en form for attitude eller indstilling.

NLP beskæftiger sig med sammenhængen mellem tanker (neuro) og sprog (lingvistik):

  • Neuro: består af alle ens oplevelser som bliver kodet, registreret og behandlet via sanserne for at give mening. Derefter repræsenteres ”meningen” for sindet via: billeder, lyde, fornemmelser, lugte, smag, indre dialog og oftest i en kombination.
  • Lingvistisk: den sproglige og udtryksmæssige del af den måde, man opfatter verden omkring sig på. Det er muligt at fremme den personlige udvikling og forbedre resultatet af sin kommunikation med andre ved at arbejde med det sproglige udtryk.
  • Programmering: måden hvorpå man ubevidst anvender tidligere oplevelser til at kommunikere med en selv og andre for at opnå de ønskede resultater.

NLP terapeutens uddannelse

En uddannelse inden for NLP tilrettelægges forskelligt fra skole til skole. Nogle skoler tilbyder kortere kurser på dag- eller aftenhold i op mod 1 år, hvor andre skoler tilbyder længere forløb over 1-4 år med uge- eller weekendkurser.


Hvad kan behandles med NLP?

NLP bruges hovedsageligt til at forbedre ens kommunikationsevner og til personlig udvikling som f.eks.:

  • at lære, hvordan man opnår personlige og faglige resultater
  • at få større indflydelse på den ønskede fremtid
  • at skabe et liv, hvor man helt bevidst kan vælge løsninger frem for at stivne i fastlåste mønstre
  • at forbedre sin kommunikation med andre mennesker og derigennem at opnå bedre relationer

Dog melder flere NLP terapeuter, at de også hjælper deres klienter med følgende problematikker:

  • vrede/temperament
  • angst
  • uhensigtsmæssig adfærd
  • problemer med at sige fra
  • mindreværd
  • skilsmisse
  • afhængighed

Hvordan foregår en behandling med NLP?

Gennem NLP forsøger man at ændre sanseindtryk og dermed opfattelsen af, hvad der sker eller er sket. Det gør man blandt andet ved at tage positive sanseindtryk fra én oplevelse og tilsætte dem til en svær begivenhed. Man kan også arbejde med at flytte fokus.

NLP anvendes som værktøj for alle, der personligt og professionelt er i kontakt med andre mennesker, og henvender sig til alle med interesse for personlig udvikling, kommunikation og relationer.

NLP terapi fungerer som samtaleterapi, da denne sikrer, at terapeuten og klienten får bearbejdet de mere ubevidste årsager, der i mange tilfælde også har indflydelse på den klientens problem. NLP samtaleterapi kan derudover kombineres med NLP coaching f.eks. i forbindelse med at opnå bedre selvværd og selvtillid.

Behandlingen er en kombination af samtale, terapeutiske teknikker og værktøjer, der går helt i dybden og dermed sikrer klienten det bedst mulige resultat på de problematikker og udfordringer som denne gerne vil ændre.

NLP arbejder ud fra en række forudsætninger som f.eks.:

  • at fejl og/eller fiasko kan være nyttige oplevelser, hvis man opfatter dem som en form for feedback

Denne forudsætning gør, at fejl ikke opfattes som dårlige, men som en læringssituation man kan trække på i fremtidige situationer. NLPs forudsætninger findes i mange varianter, men har alle samme "kerne."


Yderligere information

Siden NLP opstod i 1970'erne har metoden været genstand for stor kritik af flere forskere inden for neurologi og lingvistik.

Kritikken går ofte på hvorvidt NLP indebærer en form for religion, da flere NLP terapeuter ikke adskiller NLP som metode og egne sammenkoblinger af diverse indlært mystik udefra. Dertil har NLP været kritiseret for at indeholde overfladiske kognitive psykologiske metoder, f.eks. fordi at "neuro" snyder modtageren, da NLP ikke har nogen reference til neurologi.