Nefrologi (medicinske nyre- og urinvejssygdomme)

Dato: Revideret 11. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Nefrologi

Nefrologi er et lægeligt grenspeciale under intern medicin, der omfatter undersøgelse og behandling af medicinske nyresygdomme, som f.eks. dialysebehandling og medicinsk behandling efter nyretransplantation.

Nefrologi er læren om medicinske sygdomme i nyrerne, hvor det tilsvarende speciale for kirurgiske nyresygdomme kaldes urologi.

De medicinske sygdomme kan f.eks. være følgetilstande til diabetes eller forhøjet blodtryk, betændelser forårsaget af immunsystemet, urinvejsinfektioner eller medfødte nyresygdomme.

Nefrologens uddannelse

Uddannelsen til nefrolog hører under speciallæge uddannelsen. En nefrolog er en uddannet læge, der der har specialiseret sig inden for nyre- og urinvejssygdomme.

  • Medicinstudiet på universitetet (bachelor og kandidat) - 6 år
  • Klinisk basisuddannelse (KBU - før kendt som turnus) - 1 år
  • Introduktionsstilling inden for et speciale ud af 25 anerkendte specialer - 1 år
  • Hoveduddannelsesstilling inden for det valgte speciale - 4 til 5 år

Speciallæge uddannelsen til nefrolog tager ca. 12 år at gennemføre.


Hvad kan behandles hos en nefrolog?

Nefrologer behandler en lang række af nyresygdomme som f.eks.:

  • Nyrebetændelse
  • Knonisk nyrebetændelse
  • Nyreinsufficiens
  • Glomerulonefritis
  • Pyelonefritis acuta
  • Nyre cyster
  • Diabetisk nyresygdom

Akut og kronisk nyreinsufficiens er alvorlige tilstande, som betyder, at nyrerne ikke kan rense blodet godt nok. Årsagerne kan være mange, f.eks. dehydrering, forgiftning eller diabetes. Et væsentligt symptom er markant nedsat produktion af urin.

Glomerulonefritis er immunkomplekser (en slags affaldsprodukt fra immunforsvaret), der aflejres i nyrerne og dermed ødelægger dem. Sygdommen kan opstå efter en bakterieinfektion. Symptomer kan være mange, f.eks. almen utilpashed, manglende urinproduktion eller blod i urinen.

Pyelonefritis acuta (nyrebækkenbetændelse) skyldes ofte, at en infektion fra blæren er vandret op til nyrerne via urinlederne. Symptomerne er smerter, feber og påvirket almentilstand.

Hvordan foregår en behandling hos en nefrolog?

Nyreinsufficiensbehandlingen kan variere alt efter årsagen. Behandlingen kan være, at man ingenting foretager sig, eller at man indgiver væske, dialysebehandler (dialyseapparatet er en kunstig nyre) eller laver en såkaldt nefrostomi (tapper urinen gennem et rør direkte ud gennem huden).

Behandlingen af glomerulonefritis afhænger af årsagen og de konkrete symptomer. Der kan f.eks. anvendes steroid, diuretika (vanddrivende medicin) eller midler mod forhøjet blodtryk.

Nyrebækkenbetændelse behandles med antibiotika.