Klinisk Tandtekniker

Dato: Revideret 18. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Klinisk Tandtekniker

En klinisk tandtekniker undersøger patienten og tager aftryk af patientens mund. Derefter fremstilles protesen i tandteknikerens eget laboratorium.

Den kliniske tandtekniker beskæftiger sig med patienter der har brug for tandproteser f.eks. tryklåsproteser, helproteser, delproteser m.fl.

Den kliniske tandteknikers uddannelse

Uddannelsen til klinisk tandtekniker varer 4 ½-år.

Uddannelsen er sammensat af medicinske og kliniske fag som anatomi, tandmorfologi, bidfunktionslære, oral gerontologi og diagnostik, samt andre faktorer, der kan påvirke et patientforløb, fx adfærd og psykologi.

Man skal have gennemført uddannelse som klinisk tandteknikerassistent, før man kan søge ind på den 2-årige videregående uddannelse til klinisk tandtekniker.

Den kliniske tandtekniker arbejder både hos andre kliniske tandtekniker og hos tandlæger. For at en klinisk tandtekniker kan få autorisation til at starte sin egen private klinik eller indgå i klinikfællesskaber, skal vedkommende have arbejdet som kliniske tandtekniker i mindst et år.

Hvad kan behandles ved en klinisk tandtekniker?

Den kliniske tandteknikers arbejdsopgaver omfatter at:

  • undersøge patienter og optage journal
  • henvise patienter til en tandlæge
  • tage aftryk af tænder og gummer
  • fremstille proteser i laboratoriet
  • indsætte og justere færdige proteser
  • informere og instruere i renholdelse af proteser
  • foretage kontrolundersøgelser af patienterne
  • montere tryklåsproteser, helproteser og delproteser m.fl.