Kinesiologi

Dato: Revideret 9. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Kinesiologi

Kroppens energier påvirkes bl.a. af kost, kropsholdning, miljø og af stressende situationer. En kinesiologisk afbalancering kan afdække, om der er bevidste eller ubevidste negative tankemønstre, der trækker livet i en skæv retning.

Kinesiologi betyder læren om bevægelse og er udviklet i USA. Kinesiologien er en kombination af den vestlige verdens viden og filosofi og den orientalske verdens viden om meridianer og akupunkturpunkter.

Kinesiologi bygger på viden om anatomi og fysiologi samt princippet, at der strømmer energi rundt i kroppen. Derved opstår der ubelancer i kroppen, når denne energi bliver blokeret på én eller flere meridianer. Blokeringerne kan være af fysisk, psykisk eller ernæringsmæssig/kemisk art.

Der findes flere retninger inden for kinesiologi, og man kan med fordel undersøge hvilke behandlere der udbyder hvad, før man vælger behandler:

  • Touch for Health: bliver også kaldt kropsafbalancering, der arbejder med forebyggelse
  • Pædagogisk kinesiologi: arbejder på at afhjælpe koncentrationsforstyrrelser, blokeringer og stress
  • Transformationskinesiologi: arbejder på at ændre negative mønstre og vaner og bringe balance

Kinesiologens uddannelse

Hos instruktører eller skoler i Danske Kinesiologer kan man tage uddannelsen til Kinesiolog.

Alle uddannelser afsluttes med speciale, skriftlig og mundtlig eksamen. Uanset hvilken uddannelse man har afsluttet, får personen en titel som DK-Kinesiolog® som kan anvendes, når man er medlem af Danske Kinesiologer.

Alle uddannelser har høj etik, bred faglighed, personlig udvikling og dannelse som kardinalpunkter. Alle kan tage grundkurset i kropsafbalancering/Touch for Health.


Hvad kan behandles med kinesiologi?

Ifølge kinesiologien er kroppen indrettet til at kunne hele ubalancer og sygdom, f.eks. når et sår der holder op med at bløde og heler af sig selv. Det er disse medfødte kropslige ressourcer, der kan styrkes gennem kinesiologisk behandling. 

Danske Kinesiologer fortæller at deres medlemmer ofte behandler klienter med følgende:

  • Symptomer, der ikke kan diagnosticeres
  • Sygdomme, der er opgivet helbredt af lægerne
  • Psykiske problemer
  • Personlig udvikling
  • Overfølsomhedsreaktioner
  • Mangel på energi

Der er enkelte forbehold ved behandling med kinesiologi. Personer der lider af muskelsvind eller andre bevægelseshæmmede kan være sværere at teste direkte, hvorfor man bruger en surrogat-test, hvor man tester personen gennem en stedfortræder. Surrogat-test bruges også til helt små børn.

Hvordan foregår en behandling med kinesiologi?

Kinesiologisk behandling kaldes for afbalancering, hvor behandleren arbejder med kroppens meridianer. Hvis en meridian blokeres, stoppes energistrømmen og de berørte muskler og organer taber dermed noget af deres funktionsevne.

For at finde disse blokeringer arbejder man i kinesiologien med muskeltest, hvor kinesiologen trykker på en muskel for at mærke musklens tonus (evnen til at holde til trykket uden besvær). Hvis musklen giver efter, så kan det konstateres, at der er en ubalance i kroppens energisystem.

Kinesiologen kan bede klienten om at holde arme og ben i forskellige stillinger, hvor kinesiologen derefter trykker let på arm/ben for at mærke, hvordan musklen reagerer.

En test kan foregå stående, siddende eller liggende, og viser hvad kroppen behøver for at komme i balance, f.eks. massage af bestemte punkter på kroppen eller bearbejdning af belastende følelser og oplevelser.

Den eller de ubalancer, som kinesiologen finder, afbalanceres ved hjælp af forskellige energistimulerende teknikker.

De fleste kinesiologer bruger 1-2 timer pr. test og afbalancering, og et sted mellem 1 og 5 test/afbalanceringer fordelt over uger eller måneder, før man kan regne med, at nå det ønskede resultat. Bruges kinesiologi til personlig udvikling, kan der ikke sættes en grænse for antallet af testafbalanceringer.