Infektionsmedicin (infektionssygdomme)

Dato: Revideret 8. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003

Infektionsmedicin

Infektionsmedicineren undersøger og behandler patienter med infektionssygdomme, tropesygdomme og cystisk fibrose.

Infektionsmedicinen inkluderer alle de sygdomme, der er forårsaget af virus, bakterier, svampe og parasitter.

Infektionsmedicin omfatter forebyggelse, diagnostik, medicinsk behandling og rehabilitering af formodede og påviste infektionssygdomme hos personer med normalt og/eller svækket immunsystem.

Infektionsmedicinerens uddannelse

Uddannelsen til infektionsmediciner hører under speciallæge uddannelsen og tager op til 12 år at gennemføre. En infektionsmediciner er en uddannet læge, der der har specialiseret sig inden for infektionssygdomme.

  • Medicinstudiet på universitetet (bachelor og kandidat) - 6 år
  • Klinisk basisuddannelse (KBU - før kendt som turnus) - 1 år
  • Introduktionsstilling inden for et speciale ud af 25 anerkendte specialer - 1 år
  • Hoveduddannelsesstilling inden for det valgte speciale - 4 til 5 år

Speciallægen i infektionsmedicin arbejder på sygehuse i infektionsmedicinske klinikker eller afdelinger.


Hvad kan behandles hos en infektionsmediciner?

Listen af infektionssygdomme er næsten uendelig. Den strækker sig fra let hoste og influenza til den hastigt forløbne meningitis med dødelig udgang. Infektionsmedicineren søger at identificere mikroben, finde dens svaghed og behandle patienten.

Speciallægen i infektionsmedicin behandler f.eks. følgende sygdomme:

  • Mononucleosis/kyssesyge
  • Influenzaepidemier
  • Lungebetændelse
  • Meningitis
  • Herpesinfektion
  • Cystisk fibrose
  • Tuberkulose
  • Malaria
  • Sovesyge

Hvordan foregår en behandling hos en infektionsmediciner?

Som hovedregel gælder det, at man kan behandle bakterie-, svampe- og parasitinfektioner med antibiotika (f.eks. penicillin), mens virusinfektioner må klares af kroppens eget immunforsvar. Den bedste mulighed for at komme virusinfektioner til livs er således ikke ved at behandle sig ud af det, men derimod ved at vaccinere.

Danmark har et omfattende vaccinationsprogram, hvor børn tilbydes vacciner mod difteri, polio, stivkrampe, mæslinger, røde hunde og fåresyge. Man vaccinerer derudover også mod nogle bakterieinfektioner, kighoste og en særlig form for meningitis.

Et af de nyere områder er HIV/AIDS-behandlingen. Man har dog endnu ikke udviklet en vaccine, men er en patient først inficeret, kan man nu i mange tilfælde holde sygdommen nede med medicin.