Hepatologi (leversygdomme)

Dato: Revideret 7. august 2017 - første publicering 14. oktober 2003
Hepatologi

Hepatologi omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af patienter med medfødte og erhvervede sygdomme i lever- og galdeveje som f.eks. leverbetændelse og bindevævsomdannelse af leveren.

Hepatologi er læren om leveren og dens sygdomme. Leveren er kroppens største kirtel og det vigtigste stofskifteorgan, og det er af stor betydning, at den fungerer optimalt. Fungerer leveren ikke som den skal, kan det medføre en række sygdomme.

Hepatologens uddannelse

En hepatolog er en speciallæge der arbejder med behandling af leversygdomme som f.eks. kronisk leverbetændelse og skrumpelever.

Det tager op til 12 år at blive uddannet speciallæge i hepatologi. Efter endt turnus går der yderligere 7 år, hvoraf de 4 år foregår på i forskellige stillinger på afdelinger for intern medicin og medicinske grenspecialer, 3 år som 1. reservelæge på hepatologisk afdeling samt et halvt års ansættelse ved afdeling for diagnostisk radiologi, kirurgisk gastroenterologi eller patologisk anatomi. Dertil kommer et halvt år på et laboratorium.


Hvad behandler en hepatolog?

En hepatolog beskæftiger sig bl.a. med behandling af en række sygdomme og symptomer som f.eks.:

  • Fedtleversygdom, nonalkoholisk
  • Hepatitis/leverbetændelse
  • Levercoma
  • Leverkræft
  • Leverskader
  • Skrumpelever
  • Levertransplantation

Hvordan foregår en behandling hos en hepatolog?

Om man kan helbrede en patient med f.eks. hepatitis afhænger af, hvilken type der er tale om. Type A og E kan ikke behandles, men vil ofte gå i sig selv. Type B, C og D kan i visse tilfælde behandles med medicinen alfa-interferon - især hvis der er tale om en såkaldt kronisk form. Det er desværre en meget kostbar behandling.

Leverpatienter behandles oftest medicinsk, men kirurgiske indgreb kan komme på tale.

Af og til opstår leverproblemerne som følge af alkoholmisbrug. Den vigtigste form for behandling står patienten således selv for, idet han/hun skal lade være med at drikke alkohol.