Så mange ekstra kalorier spiser du, hvis du sover for lidt

|
Kilde: Daily Mail
Dato: 25. oktober 2017
Så mange ekstra kalorier spiser du, hvis du sover for lidt

Får du under 7 timers søvn, vil du nok være tilbøjelig til at belønne dig selv med mad. Din krop tror, den har fortjent det.

Når du ikke får nok søvn, kan det være svært at modstå fristelsen til liiige at hæve dit energiniveau med en snack.

Ifølge en ny undersøgelse er du ikke alene om det. Og forskere har fundet ud af, præcis hvor mange ekstra kalorier, du indtager, hvis du ikke sover nok. Sådan skriver Daily Mail.

Sover du mindre end 7 timer om natten, får det dig i gennemsnit til at spise 385 kalorier mere, end du ellers ville have gjort. Det er især usundt, hvis du spiser fedtholdige fødevarer i stedet for frugt og grøntsager.

Forskerne fra King’s College London har analyseret 11 undersøgelser for at fastslå, om søvnmangel får dig til at tage på. Deres undersøgelser viste, at folk ikke nødvendigvis spiser mere, men at de tager mere usunde valg.

7-9 timers søvn er nødvendigt

Er du mellem 18 og 64 år, skal du have 7-9 timers søvn hver nat ifølge National Sleep Foundation.

I undersøgelsen fra King’s College London viste det sig, at folk som regel vælger mad med for meget fedt og for lidt protein, hvis de har sovet for lidt:

”Vores resultater viser, at for lidt søvn for øger motivationen for at søge mad som belønning,” skriver forskerne i deres rapport.

Det vil altså sige, at ser du for eksempel et stykke kage, vil du have mere lyst til at spise det, når du har sovet for lidt. Det er fordi kroppen tror, at den har fortjent det. Derfor betyder det også, at søvnmangel kan få dig til at spise mere usundt, altså for meget fedt og for lidt protein.


Protein er kroppens byggesten

Alle har brug protein, fordi protein er byggesten i de celler, som kroppen er bygget op af. Uden protein kan kroppen ikke vedligeholde sine organer, muskler, negle og hår. Det er også protein, der gør det muligt for nervesignalerne og cellerne at kommunikere.

Får du for lidt protein og for meget fedt, påvirker det også dit helbred. Det betyder, at risikoen for at udvikle diabetes, hjertekarsygdomme og for højt blodtryk er øget.