Blodpropper rammer typisk om mandagen

Forfatter: Signe Skov
|
Kilde: Magasinet Arbejdsmiljø
Dato: 12. September 2017
Blodpropper rammer typisk om mandagen

Svenske forskere har opdaget, at vi er mere udsatte for blodpropper på særlige dage, mandage og ved juletid især. Også særlige begivenheder som VM og jordskælv kan have indflydelse på risikoen.

Hos nogle vækker det kun ubehagelige minder, når de skal høre, at julen er hjerternes fest. For det er også højsæson for blodpropper i hjertet. Det har forskere fra universiteterne i Umeå og Uppsala påvist, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Forskerne har også regnet sig frem til, at mandag er langt den farligste ugedag, når det drejer sig om blodpropper i hjertet.

De har dog også det mere opløftende budskab – at risikoen er mindst i sommerens ferietid.

I analyserne har forskerne anvendt data fra 156.690 hjerteinfarkter (blodpropper i hjertet), der blev registreret over otte år – fra 2006 til 2013. Registreringen er sket i det nationale kvalitetsregister Swedeheart. For at komme så tæt som muligt på svarene, delte de data op i undergrupper – mænd, kvinder, pensionister, personer i arbejde, første infarkter, tilbagevendende infarkter og særlige former for infarkter med betegnelsen STEMI og NSTEMI.

Ingen andre årsager til blodpropper

Forskningsleder John Wallert fra Uppsala Universitet fremhæver, at de har undersøgt både symptomstart og indlæggelse på sygehuset. Derved afkræfter de tidligere hypoteser om fejlregistrering, og at man er tilbageholdende med at køre til behandling som forklaringen på variationer i antallet af infarkter.

Forskerne kunne også udelukke andre forklaringer som for eksempel temperatur eller udlandsrejser. Tidligere studier har også peget på, at jordskælv og VM i fodbold kunne udløse hjerteinfarkt, men selv når man tager disse og andre forhold i betragtning, så sker de fleste infarkter stadig om mandagen. Der er færrest i juli, hvor det meste af Sverige holder ferie.


Mandag-morgenstress som årsag

Så selv om man, understreger forskerne, skal være forsigtig med at tilkendegive årsagen, så mener de, at der ikke er meget andet tilbage end stress. Det kan være både mandag-morgenstress, julestress eller sidst på måneden-stress til at forklare variationen.

John Wallert mener, at balancen mellem arbejde og hvile i det store og hele fungerer i overensstemmelse med det biologiske ur ved de mest udbredte arbejdstider. Men timingen er ikke helt perfekt. Hvorfor skal vi eksempelvis tidligt op om mandagen, når vi kan sove længe om søndagen? spørger han.

Han underbygger det med, at gruppen af patienter, der fortsat arbejdede, havde den største risiko i hjerteinfarkter på netop mandage, sammenlignet med de andre grupper.