Ufrivillig vandladning (Urininkontinens, inkl. Fekal inkontinens)

Forfatter: Redaktionen
Dato: 14. oktober 2003

Læs om ufrivillig vandladning (Urininkontinens, inkl. Fekal inkontinens). Få viden om problemer med at holde på vandet, når du bliver ældre. Find viden om vandladningsproblemer i alderdommen. Få råd om afføringsproblemer i alderdommen. Få råd om inkontinens og problemer med afføringen.


Inkontinens består i, at man har tabt evnen til at holde på urinen (urininkontinens) og afføring (fekal inkontinens), med den følge at udsondringen sker helt ukontrolleret og ufrivilligt. Både hos ældre og yngre plejer den ufrivillige vandladning at skyldes sygdom i urinorganerne eller tarmene. Inkontinens er ikke nogen uundgåelig del af det at blive ældre og bør heller ikke accepteres som sådan. Den er imidlertid meget mere almindelig blandt ældre end blandt yngre, fordi styrken i lukkemusklen (sfinkter) og bækkenbundens muskler og ligamenter gradvist svækkes med alderen (se Nedsunken livmoder ).

I almindelighed forsvinder problemet med inkontinens, hvis den bagvedliggende årsag behandles med godt resultat. Problemet kan f.eks. bestå i en infektion i urinorganerne (se Infektioner, betændelser og ydre skader ) eller i et problem med prostata .

Visse fordøjelsessygdomme og for få fibre i maden kan også give problemer med tarmen.

En særlig form for vandig diare optræder, når fast og hård afføring pakkes sammen i enden af tyktarmen og danner en prop (fekalom). Ovenfor proppen samles væske og gasser, som presses forbi afføringsklumpen. Irritation og betændelse i tyktarmen bidrager til problemer med at holde på afføringen. Sådanne afføringspropper kan blive så store, at de trykker mod urinblæren og giver vandladningsproblemer.

I nogle få tilfælde kan inkontinens opstå som følge at en alvorlig sygdom som f.eks. slagtilfælde , skader på rygmarven eller demens (se også Demens og alderdom ). I nogle få af disse tilfælde er det ikke muligt at behandle grundsygdommen. Inkontinens må da behandles for sig.

Forholdsregler


Uanset alder bør man konsultere lægen, hvis man ind imellem har svært ved at holde på urin og afføring. Efter en første undersøgelse kan det være nødvendigt for lægen at tage en del prøver for at få klarlagt, om inkontinensen skyldes en bagvedliggende sygdom, f.eks. infektion i urinorganet. Hvis det forholder således, og sygdommen kan behandles, ydes en passende behandling. Hvis årsagen ikke kan findes, kan der stadig gøres meget for at mildne de mest ubehagelige symptomer.


Behandling
Hjemme:

Det kan lykkes i det mindste delvist at genskabe kontrollen med udsondringen fra blære og tarm, hvis man gør det til en vane at gå på toilettet ofte og med regelmæssige mellemrum (cirka hver anden eller hver tredje time). Sørg for at have et toilet inden for rækkevidde både dag og nat og have en natpotte i beredskab ved sengen. Brug tøj, der er let at håndtere og ikke har mange besværlige knapper og hægter. Al sanitetsudstyr skal være så praktisk som muligt - undertiden hjælper det f.eks. at montere et støttehåndtag til toiletstolen.

Hvis man begynder at blive lidt glemsom, kan man bruge huskesedler eller et tidsur som hjælp til at komme i gang med en vis rutine, f.eks. at gå på toilettet hver anden time. Ved urininkontinens skal man ikke drikke for meget lige før sengetid. Ved fekal inkontinens bør man spise meget fiberrig kost og tænke på, at den ukontrollerede afføring plejer at trænge sig på cirka en time efter hvert måltid.

I takt med at en kvinde ældes, bliver hendes bækkenbundsmuskler (som støtter urinblæren, tarmene og livmoderen) svagere. Hvis man lider af urininkontinens, kan det anbefales at genoptræne disse muskler. Ved at spænde musklerne, som om man forsøgte at hindre vandladning og gentage øvelsen 20-25 gange i træk med afslapning ind imellem kan man styrke dem og mindske urininkontinens. Kontinensforeningen (tlf. 33 25 51 21) kan hjælpe med oplysning.

Hos lægen:

Lægen kan ordinere et præparat, der stabiliserer blærens aktivitet, så urintrangen ikke indtræder så ofte. Det er meget ofte at lægen ved en underlivsundersøgelse finder en forklaring på inkontinensen, og ofte kan der tilbydes en behandling. Effektive tarmstabiliserende lægemidler er desværre endnu ikke udviklet, men fiberrig kost eller behandling med forskellige præparater kan have en god virkning. Har man et fekalom eller langvarig forstoppelse, bør man tale med lægen (se Forstoppelse og diarré ).

Der er gratis hjælpemidler ved inkontinens. Lægen eller hjemmesygeplejersken kan fortælle om dem og hjælpe med til at skaffe det, som passer bedst. Et eksempel er særligt undertøj, som opsuger urinen i et porøst yderlag og neutraliserer lugten, mens det inderste lag (nærmest huden) er næsten tørt. Med den slags undertøj reduceres hudskader omkring kønsorganerne som følge af inkontinensen til et minimum, det øvrige tøj beskyttes, og man behøver ikke at bekymre sig om det.

I nogle tilfælde af urininkontinens kan det være nødvendigt med et kateder - man indfører da et smalt plasticrør i blæren, og urinen løber ned i en pose. I svære tilfælde kan man undertiden styrke bækkenbunds-musklerne ved en operation.


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...