Vaccinationer til hele verden

Dato: 14. oktober 2003

Vaccinationer til hele verden


Rejse til udlandet kan være en spændende oplevelse, men kan samtidig medføre en øget risiko for at pådrage sig sygdomme, der normalt ikke er en trussel i Danmark.

Risikoen for at erhverve en sådan infektion er især tilstede i tropiske og subtropiske områder, men en fornuftig tilrettelagt forebyggelse, herunder vaccination, kan reducere denne risiko betydeligt. En lang række sikre og effektive vacciner er nu tilgængelige, og de yder en god beskyttelse overfor de fleste af de infektionssygdomme, der kan ramme den rejsende.

I det følgende gives en oversigt over de sygdomme, hvor vaccination enten kræves eller kan anbefales ved udlandsrejse.

Gul feber


Gul feber er en virussygdom overført ved myggestik. Sygdommen optræder endemisk (permanent) i tropiske områder i Afrika og Sydamerika, hvorimod den ikke findes i Asien. Symptomerne ved gul feber kan variere betydeligt, fra en influenza-lignende tilstand til en svær leverskade med blødninger og nyresvigt.

En enkelt injektion af gul feber vaccine giver fuld beskyttelse for en periode af 10 år. Den skal gives senest 10 dage før udrejse og må fornyes efter 10 år. Vaccination kræves ved udrejse til lande, hvor gul feber findes, ligesom en række lande kræver vaccination ved indrejse fra disse lande.


Kolera


Kolera er en akut, alvorlig diarrésygdom, som skyldes bakterier overført ved indtagelse af forurenet føde eller drikkevand. Kolera findes udbredt i udviklingslande med dårlig hygiejne.

Skal man opholde sig under dårlige hygiejniske forhold, f.eks. i flygtningelejre, er det en god idé at blive vaccineret mod sygdommen. Vaccinen yder tillige nogen beskyttelse mod turistdiarré.

Meningokok-meningitis


Meningokok-meningitis er en alvorlig potentiel livstruende infektion i hjerne og hjernehinder forårsaget af meningokokbakterien. Sygdommen overføres fra person til person på samme måde som forkølelse, dvs. som smitte via de øvre luftveje. Meningokok meningitis findes over hele verden, men forekommer i store epidemier i Afrika (syd for Sahara), i Saudi Arabien, i Nepal og i Indien.

Meningokok-meningitis vaccination anbefales til rejsende til nævnte områder, men kræves specifikt ved indrejse til Saudi Arabien. Vaccination består af en enkelt injektion, som beskytter mod meningokok meningitis af typerne A og C. Injektionen beskytter i 3 år.


Tyfus


Tyfus er en bakteriel infektion med en speciel salmonella bakterie, der overføres ved indtagelse af forurenet føde og vand. Sygdommen findes især i mange udviklingslande, i Afrika, Asien, Central- og Sydamerika.

Ingen lande kræver tyfusvaccination, men vaccination anbefales til alle rejsende til nævnte risikoområder, når opholdet er af længere varighed og sker under mere primitive forhold. Vaccination yder ca. 70% beskyttelse og gives som 3 kapsler, 1 hver 2. dag, som skal gives senest 14 dage før udrejse. Der findes tillige en tyfusvaccine, der gives som indsprøjtning. Vaccinen har få bivirkninger, og virkningen holder i 1-3 år.

Hepatitis A


Hepatitis A skyldes smitte med et virus, der overføres med vand og fødevarer forurenet med menneskeafføring pga. enten utilstrækkelige kloakforhold og forurenet vand eller direkte fra smittede personer pga. dårlig hygiejne. Sygdommen findes udbredt i alle udviklingslande. Symptomer på leverbetændelse er træthed, appetitløshed, gulsot, mavesmerter og feber og varer typisk fra 2-6 uger.

Risikoen for smitte i middelhavsområdet er beskeden ved en 1- 2 ugers ferierejse, men betydelig ved længere tids ophold. Der anbefales derfor hepatitis A vaccination ved længerevarende ophold i f.eks. Grækenland, Italien, Spanien og Portugal.

Vaccination yder fuld beskyttelse og varer mindst 10 år, måske livsvarigt. Der gives i alt 2 injektioner, den første ca. 4 uger før udrejse, og den sidste 6-9 måneder senere. Rejsende, der må udrejse med kort varsel, kan stadig beskyttes effektivt med injektion af gammaglobulin, der afhængig af dosis giver beskyttelse i 2-3 måneder, men herefter må gentages.


Hepatitis B


Hepatitis B skyldes smitte med et virus, der findes i blod, kropsvæsker og sekret hos en smittet person. Virus overføres ved seksuel kontakt med en hepatitis B inficeret person, ved transfusion af blod fra en smittet eller fra brugte kanyler og sprøjter med blodrester fra en inficeret. Sygdommen findes ligesom hepatitis A udbredt i udviklingslande.

Rejsende, hvis aktivitet bringer dem i kontakt med den lokale befolkning, især sundhedspersonale, anbefales vaccination. Symptomerne på hepatitis B ligner symptomerne på hepatitis A, men kan i modsætning til hepatitis A medføre kronisk leversygdom og/eller levercirrhose. Vaccinen gives i 3 injektioner, den 1. og 2. injektion gives med 1 måneds mellemrum, og den 3. dosis gives 6 måneder senere. Vaccinationen giver fuld beskyttelse i 5-10 år. Udsatte personer tilrådes revaccination efter 5 år.

Rabies


Rabies er en virussygdom, der findes udbredt hos katte, hunde og vilde dyr (ræve, flagermus) i store dele af verden, Afrika, Mellemøsten, Asien, Central- og Sydamerika og Mexico. Sygdommen overføres efter bid eller kontakt med inficerede dyr og viser sig ved progredierende lammelser og respirationssvigt.

Vaccination anbefales til personer, der via deres aktivitet uundgåeligt vil bringe dem i kontakt med dyr. Det gælder ulandsfrivillige, veterinærer, landbrugskonsulenter og personer, der i længere perioder må opholde sig i landområder i udviklingslande. Vaccinen gives i 3 injektioner, de første 2 adskilt af 1 uge, den 3. 1 måned senere, og der revaccineres efter 2 år.

Japansk encephalitis


Japansk encephalitis er en virussygdom, der overføres med myg. Sygdommen forekommer i store dele af det fjerne Østen, Kina, Korea, Vietnam, Laos, Cambodja, Nordthailand og breder sig i større epidemier i Indien, Nepal og Sri Lanka. Sygdommen er en hjernebetændelse, som i lighed med polio kan give blivende nerveskader eller være dødelig.

Vaccination anbefales til rejsende, som planlægger længere ophold over 3-4 uger i de områder, hvor sygdommen optræder permanent. Risikoen for smitteoverførsel er størst i de varme måneder fra maj til oktober, i tempererede områder, og året rundt i tropiske eller subtropiske områder. Vaccinen gives i 3 injektioner, hvor de første 2 injektioner gives med 2-3 ugers mellemrum, og den 3. efter 1 år, herefter hvert 3. år.

Malaria


Malaria er en parasitinfektion, der overføres ved myggestik. Malaria forekommer udbredt i troperne, i Asien, i Afrika, i Central- og Sydamerika samt i Oceanien. Sygdommen er karakteriseret ved feber og influenza-lignende symptomer, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Ubehandlet malaria kan medføre anæmi, gulsot, nyresvigt og koma, og er en potentiel livstruende sygdom. Vaccine findes ikke. Forebyggelse består som det væsentligste i at undgå myggestik så meget som muligt samt i profylaktisk tabletindtagelse mod malaria 1 uge før udrejse til 4 uger efter hjemkomst. Valg af forebyggende malariamiddel afhænger af malariaparasittens resistensforhold på rejsedestinationen. De midler, der for øjeblikket kan anbefales, er stofferne Lariam, Chlorochin og Paludrin, Doxycyclin og Malarone.

Opfølgning af børnevaccinationer



Tetanus/difteri


Stivkrampe- og difterivaccination anbefales gentaget hvert 10. år. Vaccinen gives som en enkelt injektion og anbefales til alle voksne og børn over 10 år uanset rejsemål.

Polio


Ved planlagt længere ophold i et udviklingsland eller et land med kendt udbrud af polio anbefales til voksne en revaccination hvert 5. år som opfølgning på gennemgået vaccination som barn.

Rubella


Rubellavaccination anbefales til kvinder, som ikke har haft rubella, under forudsætning af at kvinden ikke er gravid.

International Vaccination Center


Denne artikel er skrevet af International Vaccination Center. Centeret tilbyder, at tilrettelægge et hensigtsmæssigt vaccinationsprogram, der tager hensyn til rejsemål, rejsemåde og tidligere vaccinationer. Samtidig gives der her relevant rejsemedicinsk rådgivning inkl. aktuelle råd om forebyggelse mod malaria. International Vaccination Center giver kun rådgivning ved personlig henvendelse på klinikken i København.

Klinikken har åbent mandag-fredag 15.00-19.00. Tidsbestilling kan foretages mandag-fredag 9.00-16.00 på telefon 33 32 08 32

Endvidere kan man bestille tid til vaccination direkte online på IVC's hjemmeside,  www.ivc.dk  hvor det er naturligvis også er muligt at læse meget mere om vaccinationer og om andre rejsendes spørgsmål og erfaringer.

Rabat


International Vaccination Center giver 10% rabat på vaccinationer til kunder hos International Health Insurance danmark a/s.


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...