Huller i tænderne (Karies)

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Tændernes ydre holdes rene ved at tungen og kinderne gnides mod dem, når vi tygger og taler. Tandmellemrummene og overgangen mellem krone og rod der ligger ved tandkødskanten kan dog ikke rengøres på denne måde, men må børstes rene. Hvis vi sjusker med tandbørstningen, opstår der meget belægning på disse steder. og det kan føre til huller i tænderne (karies)

Tændernes ydre holdes rene ved at tungen og kinderne gnides mod dem, når vi tygger og taler. Tandmellemrummene og overgangen mellem krone og rod der ligger ved tandkødskanten kan dog ikke rengøres på denne måde, men må børstes rene. Hvis vi sjusker med tandbørstningen, opstår der meget belægning på disse steder. og det kan føre til huller i tænderne (karies)

Belægningen kaldes plak og består af bakterier, som danner et klæbrigt stof, der fæstner sig på tandoverfladen. Bakterierne nedbryder sukkeret i maden og danner syrer, som ætser emaljen, så der sker en opløsning af emaljen.

Hvis kariesangrebet ikke behandles, fortsætter det gennem emaljen ind i dentinet. I dentinet er der fine kanaler, som fører ind til pulpa. Bakterierne kommer gennem disse kanaler frem til pulpa, der således inficeres. For at bekæmpe infektionen opstår der en betændelse i pulpa, blodkarrene udvides for at øge blodtilførslen og forsyne pulpa med hvide blodlegemer, der kan uskadeliggøre bakterierne. Som følge af dette øges trykket i pulpa, der er et lukket rum, hvis nerver derved trykkes sammen, så der opstår tandpine. Hvis kariesangrebet ikke behandles, dør pulpaen hurtigt (se Døde tænder ). Tandpinen ophører herefter, men infektionen kan i stedet brede sig gennem rodkanalen til kæbebenet (se Rodabscess ).

Symptomer


Et kariesangreb i en tand giver i begyndelsen ingen symptomer. Efterhånden som angrebet går dybere, opstår der jag og let tandpine, når man spiser noget sødt, varmt eller koldt. Når kariesangrebet går rigtigt dybt, får man en permanent tandpine og en dårlig smag i munden. Den dårlige smag skyldes, at madrester pakkes sammen i hullet i tanden og nedbrydes. Tandpinen bliver mere intens, når man ligger ned. I mange tilfælde kan det være svært at afgøre, hvilken tand, der forårsager smerten.

 


Komplikationer


Karies udgør ingen direkte fare for den almene helbredstilstand. Det kan dog være alvorligt, hvis man lider af en hjertesygdom. Hvis bakterier fra en inficeret tand via blodet når hjertet, kan det medføre bakteriel endokarditis . Hvis blodet pga. sygdom som f.eks. hæmofili har svært ved at koagulere, bør man tale med tandlægen om det før behandling. Angrebne tænder giver betydeligt ubehag i form af tandpine og problemer med at tygge maden. På langt sigt medfører karies desuden tab af tænderne.

 

Forholdsregler


Det bedste, man kan gøre, er at forebygge karies ved at opretholde en god mundhygiejne (se Mundhygiejne ). Børst tænder og brug tandtråd hver dag, undgå sukkerholdige mellemmåltider, mindsk sukkerindholdet i maden, brug fluortandpasta der styrker emaljen og gå regelmæssigt til tandlæge.



 


Behandling
Hjemme:

Et kariesangreb ses først som en hvid plet på tanden, der efterhånden får et "kridtet" udseende. På dette tidspunkt kan kariesangrebet standses ved grundig tandbørstning med fluortandpasta. Når først overfladen er brudt og der opstår en egentlig defekt, et hul, i overfladen, må der gribes ind af tandlægen, så hullet ikke fortsætter ind til pulpa med tandpine til følge.

 

Hos tandlægen:

Karies behandles ved, at man fjerner det angrebne væv med et bor og erstatter det med en fyldning. Ved store kariesangreb må man undertiden også fjerne pulpa eller trække tanden ud.