Neglesvamp

Forfatter: Læge, Rune Sort
Dato: 11. august 2005

Neglesvamp er en almindelig lidelse. Neglesvam opstår ofte, hvis fødderne er fugtige. Neglesvamp er oftest et resultat af fodsvamp, der breder sig. Neglesvamp kan opstå direkte i neglen. Svamp i neglene kan behandles.


Neglesvamp


Neglesvamp, på latin Tinea Unguium, forårsages normalt af dermatofytter, som er svampe, der lever på huden og i omgivelserne. Svampe er hverken planter eller dyr, men udgør deres egen biologiske familie. De svampe, der lever på mennesker er for små til at kunne ses med det blotte øje.

Under gunstige vækstbetingelser kan svampene pludselig formere sig og angribe hud, hår eller negle. Svampene udskiller et enzym, der nedbryder det hårde keratin i hud-, hår- og negleceller. Derfor bliver neglene ødelagte og misfarvede. Neglesvamp kan også forårsages af gærsvampe som Candida albicans .


Symptomer og kendetegn


Et svampeangreb i neglene ses ved, at neglen får belægninger eller bliver misfarvet gullig eller hvidlig. Desuden bliver den fortykket nogen steder og nærmest opløst i andre områder. Der kan være svie og kløe, især hvis svampen også har angrebet huden omkring neglen. Neglesvamp på fingrene er sjældent. På fødderne er det hyppigst storetåneglen der rammes, men alle tånegle kan angribes.

Hvordan får man neglesvamp?


Neglesvamp er oftest et resultat af Fodsvamp , der breder sig, men det kan også opstå direkte i neglen. Neglesvamp smitter ikke, men Fodsvamp kan smitte ved direkte og undertiden indirekte kontakt (f.eks. i svømmehaller eller omklædningsrum). Smittefaren er dog reelt meget lille og Fodsvamp opstår oftest af sig selv på grund af øgede vækstbetingelser, som f.eks. fugtig hud.

Neglesvamp trives ligesom Fodsvamp bedst i fugtige omgivelser. Derfor er man særlig udsat for angreb, hvis man går i tætsluttende fodtøj. Både gummisko og strømper af kunststof mindsker hudens mulighed for at ånde og skaber gode vækstbetingelser for svamp. Fod- og neglesvamp rammer ofte unge mennesker og idrætsudøvere, der sveder meget om fødderne.


Behandling


Modsat Fodsvamp kan neglesvamp ikke forsvinde af sig selv, og det kan være svært at komme af med. Har man mistanke om neglesvamp, er det nødvendigt at gå til lægen, som kan se på neglen om det er et svampeangreb. Hvis der er tvivl, kan der tages et lille skrab fra neglen, som sendes til mikroskopi og dyrkning for svampe. Når neglesvamp konstateres, ordinerer lægen et svampedræbende middel (såkaldt antimykotikum) på tabletform.

Behandlingen kan være ganske langvarig og neglene bliver først pæne igen, når ny negl er vokset frem. Tånegle vokser langsomt og der kan gå over et år før neglen igen ser helt normal ud. Neglesvamp kan komme igen og det gælder derfor om at undgå Fodsvamp og gode vækstbetingelser for neglesvamp:

  • Sørg for at give fødderne masser af frisk luft og tør dem grundigt efter badning, inden strømper og sko tages på.

  • Sørg for at gå i luftigt fodtøj og undgå gummisko og strømper af kunststof.

  • Skift gerne sko og strømper i løbet af dagen.

  • Brug evt. pudder eller talkum til at holde fødderne tørre.

  • Brug badesandaler i offentlige baderum - det mindsker risikoen for Fodsvamp.

  • Sørg for at behandle Fodsvamp, hvis ikke det forsvinder af sig selv efter kort tid - man kan få antisvampecreme til Fodsvamp i håndkøb på apoteket.

Hvis disse råd følges, er der langt mindre risiko for, at neglesvampen vender tilbage.


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...