Stress (en case)

Dato: 14. oktober 2003
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/stress/stres_stress_en_case.jpg

Speciallæge Jørgen Lund, fortæller her om "Bjarne", som går ned med stress. Han beskriver forløbet, behandlingsmulighederne for case historien og de mekanismer, der er med til at påvirke os. Føler du dig stresset, så læs med, du kan sikkert genkende dele af dig selv i Bjernes fortælling

Bjarne er 48 år og laver IT-arbejde- han går ned med stressSpeciallæge Jørgen Lund, fortæller her om "Bjarne", som går ned med stress. Han beskriver forløbet, behandlingsmulighederne for case historien og de mekanismer, der er med til at påvirke os. Føler du dig stresset, så læs med, du kan sikkert genkende dele af dig selv i Bjernes fortælling
 

Bjarnes fortælling

Bjarne er 48 år og arbejder i en større virksomhed, der laver IT-arbejde. Det er hans job at modtage de mange mere eller mindre skøre ideer, som web-designerne får og omsætte dem i EDB-programmer, der virker.

Programmørerne sprudler, det er et ganske ungt team og ideerne bobler op som en gryde spagetti, man vender ryggen til.

Det er ikke altid, han kan følge med. Det vrimler med opgaver og det er faktisk kun Bjarne, der er god til lige netop at forstå baggrunden for de mange ideer, og som har den fornødne erfaring til arbejdet.

Dagen er ikke lang nok, han møder derfor tidligt om morgenen, hvor der ro i det store hus, det meste af dagen sidder han ved sin skærm, mens mennesker myldrer ind på kontoret med noget i hænderne, de lige skal have Bjarne til at se på. Overarbejde ved han ikke rigtig, om han har, for der er ikke så faste arbejdstider i firmaet. Men selvfølgelig tager han hjem om aftenen - næsten altid da.

Det går endnu, fordi han er single, blev skilt for 3 år siden og ex´en og de 2 piger på 12 og 14 bor nu i en anden by.

Arbejdet er sjovt. Forrygende. Han trives ved arbejdsformen. Der er virkelig brug for ham og for hans viden og erfaring.

Udfordringer er der nok af og det tænder hele hans begejstring. Selvfølgelig er der også ærgrelser indimellem. En del af ideerne kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, de virker ikke og kan ikke bringes til det, uanset hvordan han prøver.

Det giver Bjarne frustrationer. Han er jo vant til at være den, der kan. Han har heller ingen at spørge til råds. Alle andre er lige så travlt optaget med netop deres gøremål - og har heller ikke den fornødne kunnen, synes han. Så han må melde fra i netop dette tilfælde. Bedre bliver det ikke, da det viser sig, at designeren næsten har glemt sit eget forslag i mellemtiden og blot trækker på skuldrene. OK, siger han, har du fået kikket på de andre ting, vi talte om?

Det har Bjarne ikke, men han lover at gå i gang med det nu. Han tager det så med hjem, arbejder videre derhjemmefra og bliver fanget af projektet. Så han kommer meget sent i seng den nat. Næste morgen afleverer han det færdige resultat, alle er begejstrede, roser hans arbejde - og dænger ham til med nye opgaver.
 
 

En realistisk historie?

Jeg har en klinik, der behandler mennesker med stress. Ikke blot de mennesker, der efter lang tid nu er brudt helt sammen, men heldigvis stadig flere med begyndende stresssymptomer.

Der er megen fokus på stress lige nu, så mange mennesker genkender nogle symptomer som tegn på stress.

Læs også: Symptomer på stress



På diagrammet er vist sammenhængen mellem udfordring og ressourcer.
Vi SKAL have udfordringer for at have et godt arbejdsliv. Udfordringer kan være meget forskellige alt efter personlighedstype, uddannelse, arbejdsområde m.m. men de skal være der.

Hvis der er for få udfordringer, dvs. for monotont arbejde, for stereotypt, så er der jo ikke brug for støtte, synes man. Det giver en situation med absolut stilstand. En situation, mange pensionister vil nikke genkendende til. Godt beskrevet i øvrigt i en sang, Volmer Sørensen og Grethe Sønck sang for en del år siden "så blev det mandag, og så-"

Hvis man forestiller sig en situation, hvor der er få udfordringer, men megen støtte, så befinder vi os for eksempel i en rundbordssamtale om et emne, alle kender og alle har den samme løsning på. Et eksempel har jeg oplevet i en gruppe alternative behandlere, der brugte den samme metode i deres i øvrigt udmærkede virke. Men der var kun enighed i gruppen uanset hvad man talte om - og det brugte man så 2 dage på at bekræfte overfor hinanden.

Begge de to situationer giver måske ikke stress, men de giver udbrændthed. En tilstand, hvor man ganske støt bliver mere og mere passiv, negativt indstillet overfor det, man laver og meget mere.

Mange udfordringer er godt, men støtten skal følge med. Udfordringer med de fornødne tilknyttede ressourcer er det, de fleste drømmer om i deres arbejde. Det giver vækst, begejstring, styrke, udvikling og meget andet godt.

Men Bjarnes situation er den værst tænkelige, når vi taler om stress. Masser af udfordringer, men ingen støtte. Og hans egne ressourcer slipper op efterhånden.

Han kører på med flere opgaver, flere udfordringer. Men det er som, tingene efterhånden tager lidt længere tid for ham. Hans omgivelser oplever nu pludselige irritationsudbrud fra Bjarne, hvor han vrisser ad dem. Han kan godt blive lidt sarkastisk og komme med hånlige bemærkninger. Han kan pludselig smide en bunke papir ned fra skrivebordet med en rasende håndbevægelse.

Alt sammen tidlige, men klare tegn på et øget stress-niveau.
Det går et stykke tid, men han er mere og mere træt, når han kommer hjem om aftenen. Han har svært ved at falde i søvn, fordi hans hjerne tumler med både dagens uløste problemer, med morgendagens opgaver ? men også med de situationer, hvor han selv synes, han har overreageret.

Det hele fortsætter i lang tid, men det bliver mere og mere klart, at noget er galt.

Pludselig en dag på kontoret siger Bjarne STOP. Hjernen står af.

Han sidder fuldstændig apatisk ved sin skærm, er ikke til at lokke et ord ud af i lang tid, umulig at komme i kontakt med. Begynder så at sige en masse usammenhængende vrøvl, som ingen kan finde hoved eller hale i.
Hjernen er stået af.
 
 

Hvad gør man, når hjernen "står af"?


Denne ganske voldsomme reaktion er ikke noget, der opstår fra det ene øjeblik til det andet. Det er et foreløbigt slutresultat af lang tids højt stressniveau. Lang tid, hvor man nok har haft nogle uventede reaktioner, men hvor man ikke har været opmærksom på, at det var en slags faresignaler.

Bjarne er et godt eksempel.
Han har nu oplevet at møde det, der populært kaldes "stress-muren".
Den situation, hvor man smider, hvad man har i hænderne og løber skrigende ned ad vejen. Eller hvor man går i sort, sidder apatisk og ikke er i stand til at foretage sig noget som helst.
 
 

Førstehjælp

Allerførst må man gøre sig klart, om det, der sker, nu også er et stresssymptom eller om det kan være en akut sygdom, så det kan være nødvendigt med en lægelig vurdering af situationen.

Der er enkelte sygdomme, der umiddelbart kan ligne denne stresstilstand og de skal naturligvis behandles helt anderledes. Det kan være blodprop i hjertet, akut voldsomt forhøjet blodtryk, hjerneblødning, akutte psykoser eller lignende.

Men når dette er afkræftet, er tilstanden normalt ikke livstruende - selvom selvmord er set i den akutte situation.

Bjarne er i en angstfyldt situation, han ikke kan klare og reaktionen er et råb om hjælp.

Det bedste, du kan gøre her og nu, er at være sammen med ham. Han må ikke være helt alene om det. Måske skal du holde om ham. Nogle falder lidt til ro ved fysisk kontakt, men vær forberedt på, at andre blot bliver endnu mere urolige og afviser kontakten. Begge dele er normalt.

Han har meget hurtigt brug for at blive fulgt hjem i sin trygge omgivelser - hvis han da har sådanne. Hjem til sig selv, til gode venner eller et andet sted, hvor han kan finde sig en mental "helle". Et fristed, hvor han er lidt på afstand af problemerne.

Det er en vanskelig situation at håndtere som "hjælper" og det kan være fristende at tilbyde Bjarne et eller andet beroligende. Medicin eller alkohol. Men vær varsom med det. For det første har Bjarne brug for at få hjernen til at virke igen og ikke for at få den yderligere sløvet. Desuden kan det indimellem virke lige modsat, så man opnår det stik modsatte af det, der var hensigten.

Under alle omstændigheder løser det ingen problemer at flygte.

Bjarne skal sygemeldes og han skal under behandling, hvis det på nogen måde er muligt. Det hænder, at en mand som Bjarne melder fra overfor ethvert behandlingsforslag. "Det skal jeg nok selv klare", "det kan jeg ikke ændre", "det går over igen" osv. Det kalder man "Tarzan-syndromet" og er i virkeligheden også en slags flugt. Det sker, at man må give op i hvert fald for en tid. Det løser bare sjældent problemet, så før eller senere dukker stressen op igen. Måske er han så netop nu bedre i stand til samarbejde omkring problemerne.
 
 

Behandling

Vi må udforske, hvad der gik galt. På et eller flere områder har Bjarne levet sit liv på en måde, der i høj grad var i modstrid med noget, der er værdifuldt for ham. Det kan være på arbejdet, hvor det har været vigtigt at blive færdige med tingene. At kunne overskue opgaverne og de problemer, der følger med. At blive helt klar med en opgave, før han tager fat på den næste.

Hvis han så oplever, at alt dette netop ikke kan lade sig gøre, så må han gå på kompromis. Nogle kan, andre kan ikke.
Bjarne kunne ikke.

Det kan være i privatlivet, hvor han lige nu lever et single-liv. Men måske drømmer han om et familieliv. Et liv, hvor han foretager sig en masse sammen med hustru og ikke mindst med børnene. Hvor han er en del af familiens livskvalitet. Men hvor han nu oplever, at familien er gået i opløsning og hvor det der med børnene måske er for sent at bygge op.

Men samtidig har han hverken haft tid, kræfter eller overskud til at gøre noget aktivt ved problemet.

Eller det kan være på nogle af de andre livsområder (karriere, økonomi, helbred, spiritualitet, egen personlige udvikling o. lign., hvor der har været "total uoverensstemmelse" mellem det, han rent faktisk gør og det, han ønsker allermest.

Udforskningen af årsagerne til stress-situationen kræver hyppigt hjælp fra en erfaren behandler. Som kan være læge, psykolog, psykoterapeut af anden art - eller måske behøver det ikke at være en professionel behandler, men kan være en god ven.

Men man kan ikke selv og den nærmeste familie kan heller ikke. Når man er tæt på en person, mister man evnen til at vurdere korrekt. Vore følelser blander sig ustandselige i vore vurderinger og det gavner ikke sagen.

Det er min erfaring fra Klinik for Sundhedsfremme, at denne udforskning i mange tilfælde er en ganske hurtig proces. Jeg går ud fra, at "alting er præcist, som det er af en eller anden grund" - og at Bjarne inderst inde allerede ved, hvor skoen trykker. Så mit job er mere at "guide" ham rundt i de forskellige livsområder, indtil han får en aha-indsigt i problemet.

Tingene hænger sammen, vi ER vort familieliv, vi ER vort arbejde osv og oftest er der sket det, at problemerne på arbejdspladsen indvirker på privatlivet eller omvendt.

Så tingene må klares op og sættes på de hylder, hvor de hører hjemme.

Allerede på dette tidspunkt er Bjarne blevet klar over, hvad der er værdifuldt for netop ham på de forskellige områder og herfra går behandlingen nu ud på, hvordan han ændrer tingene i den rigtige retning.

Så hvor meget ændring skal der til? Hvem kan være behjælpelig med det? Hvem kan Bjarne samarbejde med om det? Hvornår skal hvad løbe af stabelen etc.

Det, man stræber imod, er, at Bjarne tilrettelægger sit liv på en måde, der er mere i overensstemmelse med hans egne livsværdier.

Det kan være en langsommelig proces at nå til vejs ende. Men ligesom processen var selvforstærkende, dengang Bjarnes vanskeligheder løb løbsk, vil den modsatte proces nu også være selvforstærkende. Enhver lille sejr, hvor tingene lægges til rette på den nye og bedre måde, vil i sig selv medføre nye processer etc.