Spiseforstyrrelser - hvordan opleves det at være pårørende

Dato: 14. oktober 2003

Her finder du informationer om Spiseforstyrrelser. Hvordan opleves det af pårørende. Symptomer på spiseforstyrrelser. Find behandling på spiseforrelse.


At opdage, at ens barn, ven, veninde, kone eller mand har en spiseforstyrrelse kan være en vanskelig problematik. Anoreksi (nervøs spisevægring) og bulimi er de to hyppigste former for spiseforstyrrelser - hver af dem har sine særlige kendetegn, men fælles for dem begge er, at de er farlige og i værste fald kan føre til døden.

Det er svært at se tegnene på en spiseforstyrrelse, fordi personen selv kan have svært ved at erkende problemet og derfor ikke udsender klare signaler, der viser, at her er problemer, man ikke selv kan overskue. Personen prøver som regel i lang tid at ignorere følelserne. Tror det er hendes/hans egen skyld, fordi hun/han ikke er god nok, dygtig nok eller ser rigtig nok ud. Ofte er en spiseforstyrrelse en kombination af nogle tillærte holdninger til sig selv som person eller troen på, at "jeg duer ikke - jeg er også for stor", hvilket fører tanken hen på, at "hvis jeg bliver tynd, vil mine problemer forsvinde". Så har vi slankekuren, som ofte giver positiv respons, især hvis pigen/drengen er buttet i puberteten.

Hvis et ungt menneske har nogle problemer eller følelsesmæssige afsavn, vil der gå en tid, før det er muligt at opdage, at det unge menneske har spiseproblemer. Bemærk, at personen:
  • Trækker sig væk fra det sociale liv.

  • Går væk, når der skal spises sammen med andre - og som regel forsvinder straks efter maden.

  • Bliver ukoncentreret.

  • Slanker sig i længere tid.

  • Motionerer mere end sædvanligt.

  • Bliver mere end opmærksom på mad, og hvad der er i den kaloriemæssigt.

  • Bliver uligevægtig, overpertentlig og trækker sig ind i sig selv.

  • Er vred.

  • Er ked af det.

  • Ikke vil være voksen.

  • Spiser voldsomme portioner af mad for derefter at forsvinde ud på toilettet.

  • Har sår på læben.

  • Har manglende selvværd.

En person, der har en spiseforstyrrelse, har inderst inde en følelse af lavt selvværd og selvhad. Lad derfor være med at anklage den unge. Det er ikke nogen god idé at foreslå personen, at denne bare kan "spise som os andre". Spiseforstyrrelser er nemlig et råb om hjælp og skal opfattes som noget, der er løsninger på: kærlighed, forståelse, omsorg osv. Forståelse for problemet, omsorg, nærhed, respekt vil sige at lade være at fortælle, at "jeg forstår dig, når du ikke spiser". Men sig, "jeg vil gerne forstå og støtte". Sig, du gerne vil vide noget mere om, hvordan han/hun føler og tænker.

Vis omsorg og interesse uden at snage, vis respekt for den spiseforstyrredes følelser. Lad dig ikke affeje med, at det er vedkommendes eget problem, men sig, at "når du har problemer, har jeg også, og vi løser dem sammen eller søger professionel hjælp". Spørg "Hvordan kan jeg bedst hjælpe dig?" Lad være med at gå i forsvar, da det unge menneske har nok i dets egne selvbebrejdelser.

Vis, at du vil gøre hvad som helst for at hjælpe, men at du ikke bare kan stå og se på. Lad være med at fokusere på maden hele tiden. Undgå at kontrollere, men spørg kærligt om, hvad du kan gøre for at hjælpe nu. Gå til lægen. Forlang som mor eller far, at en mindreårig kommer i behandling.

Når en person kommer til første samtale, forsøger terapeuten at vinde klientens tillid og skabe en tryg atmosfære. Personen bliver oplyst om, hvad der sker ved kroppen med den behandling, personen har udsat sin krop for. Hvor farligt det er, og hvilke konsekvenser det har. Hvis personen er stærkt afmagret, laves en oversigt over, hvad der er normalt og livsvigtigt, nemlig 6 små måltider dagligt og vitamintilskud. De to af de daglige måltider skal bestå af frugt.

Ved afmagring er det vigtigt at få forbrændingen til at fungere igen, hvis personen skal turde lære at spise igen. Dette kan ske ved de 6 små måltider dagligt. Desuden har Molkosan vist sig at være meget godt for en person med spiseforstvrrelse til at fordøje maden hurtigere, så maven ikke bliver for oppustet og derved skaber angst. Herved tilføres kroppen kalcium og natrium, som er livsvigtige. Zink er også vigtigt, da det giver kræfter og energi til knoglerne og er med til at modvirke anoreksi og bulimi, samt mindsker angsten for mad. Krom giver et bedre blodsukkerniveau, hæver livsglæden og hjælper personen til bedre spisevaner og mindre angst.

Det er vigtigt at holde øje med vægten for at hindre et for stort vægttab og hjælpe personen med de følelser, der er forbundet med at begynde at spise igen. Derfor kontrolleres vægten, og følelser bearbejdes derved. Den bedst afprøvede terapiform er set med mit erfaringsgrundlag kognitiv terapi, der går ind og hjælper personen til bedre handlemønstre og mere hensigtsmæssige reaktioner som f.eks. afhjælpning af de af personen benyttede selvdestruktive tanke- og handlemønstre. Desuden er det vigtigt at arbejde på en ligevægtig holdning til kroppen.

Det er ligeledes vigtigt hver gang at følge op på de problematikker personen har, lytte og rumme de følelser, som er så svære at håndtere. Endvidere er det vigtigt et tale med klienten om, hvordan denne opfatter sig selv og sin krop, samt hvad personen føler og tænker, og at arbejde på at højne personens selvværd. Det er en kendt sag, at forældre ofte oplever deres børns spiseproblematikker som en bebrejdelse mod deres måde at være forældre på.

Nogle vil ikke erkende, at deres barns problem er alvorligt og nægter at være med til at påtage sig ansvar for at hjælpe de unge. I lang tid bebrejder de den unge, at han/hun ikke kan spise, brækker sig eller spiser for meget, så han/hun bliver for stor. Det er stadig almindeligt at forældre føler sig kritiseret eller kritiserer sig selv. Dette tjener intet formål i forbindelse med den unges problem. Det, der er væsentligt, er at forældrene tager den unge alvorligt og prøver at finde ud af, hvordan de kan hjælpe og støtte deres ulykkelige barn eller unge menneske.

Når spiseforstyrrelsen er en realitet, handler det om at finde ind til problemets kerne, være åben, give udtryk for at du gerne vil forstå og hjælpe det unge menneske med at løse problemerne, der er her og nu. Åbenhed og kærlig omsorg kombineret med grænsesætning, hjælper det unge menneske til at mærke trygheden. Ved at høre forældrene sige fra eller stille krav, vil hjælpe med at komme videre.

Når jeg har spurgt forældre, hvad deres følelser er, nævnes enstemmigt:
  • Frustration og skyldfølelse - har jeg været god nok?, kunne jeg have gjort mere?

  • Ulykkelighed og ensomhed.

  • Vrede, opgivelse og ønske om at hjælpe uden at vide sine levende råd - hvordan gør jeg det bedst, skal/skal ikke?, hvad hvis jeg gør det hele værre?, hvordan skal jeg tage mig af søskende?

  • Hvor kan jeg gå hen og hente hjælp? - hvem skal jeg spørge, og hvornår eller hvordan får vi et normalt liv igen?

  • Afmagtsfølelse - hvad skal jeg gøre, når mit barn brækker sig, nægter at spise eller overspiser, lyver for mig eller nægter at tale om spiseforstyrrelsen?

  • Skyldfølelse over vrede følelser mod den unges stumme anklage.

  • Angst osv.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...