Spiseforstyrelser handler ikke om mad - Men om følelser

Dato: 14. oktober 2003

Her finder du informationer om spiseforstyrelser. Symptomer på spiseforstyrelser. At leve med spiseforstyrelser. Behandling af spiseforstyrelser og forebyggelse af spiseforstyrelser


At have en spiseforstyrrelse hvad vil det sige? En spiseforstyrrelse er en iscenesættelse af en indre konflikt, der er så stor og ulidelig at man lader den spille sig på ydersiden af kroppen, som på en scene. De forskellige spiseforstyrelser udspilles på samme scene. De har spisningen til fælles. Men iscenesættelserne er forskellige.

Man kan opdele spiseforstyrrelser i flere hovedkategorier:

  • De egentlige spiseforstyrrelsessygdomme, hvor de anorektiske eller bulimiske symptomer har en sådan sværhedsgrad, at de opfylder diagnosekriterierne for sygdommene anorexia nervosa (nervøs spisevægring) og bulimia nervosa (nervøs overspisning).

  • Lettere spiseforstyrrelser, hvor symptomerne er de samme som ved anorexia nervosa eller bulimia nervosa blot i mindre udtalt grad.

  • Risikoadfærd, hvor de anorektiske eller bulimiske symptomer ikke opfylder nogen sygdomskriterier, men er uhensigtsmæssige og kan være forbundet med øget risiko for udvikling af spiseforstyrrelser.

  • Tvangsspisning og overspisning, som også er alvorligere spiseforstyrrelser.
Når man udvikler en spiseforstyrrelse begynder man at interessere sig for, hvad man spiser. Interessen for mad bliver på en "besat måde". Man tænker: hvad skal jeg spise til næste måltid, hvad har jeg lige spist og hvad spiste jeg igår.

Tankerne hos en person med spiseforstyrrelse, cirkler om mad og vedkommende kan faktisk ikke tænke på andet end mad. Hvad det indeholder, hvor mange kalorier, hvor meget fedt.

Hele livet kommer til at dreje sig om mad og motion. For med fedt følger en 10 km. løbetur. Man svømmer, løber, cykler, ruller, lige meget hvad, det bliver bare for meget og er ikke længere af lyst. Som følge af denne besættelse er der ikke længere tid og overskud til almindeligt socialt samvær, og personen er på vej ud i den sociale isolation og bliver ofte ensom.






Anoreksi og bulimi er beslægtede forstyrrelser, som begge er karateriserede ved en form for angst for fedme og et intensivt ønske om at blive tyndere. Ved anoreksi forfølger personen sit ønske om at blive tyndere med en ikke sjældent dramatisk afmagring som følge. Men på trods heraf oplever personen sig som tyk. Bulimikeren derimod er oftest normalvægtig og svinger imellem overdreven fødeindtagelse og forsøg på at afværge de fedende konsekvenser heraf ved selvinducerende opkastninger, fastekure, overdreven motion m.m.
Tydelige tegn på anoreksi er udtalt vægttab uden relation til sygdom.
Slankekur trods fravær af "overvægt". Kropsbillede er blevet negativt og forvrænget, og der mangler en realistisk opfattelse af kropsstørrelsen. Kropsstørrelsen er blevet den vigtigste identitetsskabende faktor, og tynd er aldrig tynd nok !

Personen spiser mindre og mindre og er på strenge diæter. Flere og flere madvarer undgåes eller skubbes til side på tallerkenen. Personen "opfinder" eller udvikler forskellige madallergier for at udvide listen over "forbudte" ting, som så legalt kan undgåes. Situationer som involverer spisning frygtes eller undgåes. Personen bliver unaturligt optaget af mad, laver mad til andre - men spiser ikke selv.

Såvel anoreksi som bulimi er resultatet af et kompliceret samspil mellem mange forskellige faktorer. Der er imidlertid udbredt enighed om , at såvel kulturelle som sociale og familiemæssige samt psykologiske og biologiske faktorer hos den enkelte spiller en rolle.

Symptomerne ved bulimi er grovæderi og efterfølgende vægtregulation. Sygdommen har næsten altid været forudgået af en slankekur af vekslende længde. Denne mislykkes, og bulimien begynder. Personen starter en adfærd med forsøg på vægttab ved faste eller kalorierestriktion efterfulgt af tab af kontrol dvs. grovæderi og sidst kompensatorisk vægtregulation, f.eks. ved opkastning. De hyppigste former for vægtregulation er opkastninger, misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler og/eller slankemidler, faste samt overdreven motion.

Generelle tegn på bulimi. Spisning i hemmelighed, mad forsvinder. Mad bruges/misbruges som trøst, stresslindring, smertestillende, angstdæmpende. Opkastninger bliver jævnlige fra måske bare nogle gange om måneden til flere eller mange gange om dagen. Personen bliver urolig, får flakkende øjne og bliver fraværende efter sidste mundfuld, går hurtigt på toiletet eller finder påskud til at blive alene, gå ud med skraldespanden eller andet ærinde udenfor huset.

Opkastningerne kan sagtens finde sted andre steder end på toilettet, f.eks. i plastikposer, i skraldespanden, i haven eller på nærmeste toilet uden for huset.
Der er en overrepresentation af spiseforstyrrelser indenfor erhvervsgrupper, hvor slankhed er en nødvendighed som f.eks. fotomodeller, balletdansere og elitesportsudøvere.

Mediernes forkusering på krop, mad og slankhed kan ikke i sig selv skabe spiseforstyrrelser men afspejler og bekræfter en ideologi, der tilbyder en umiddelbar, konkret og tilsydenladende overskuelig løsning på livets problem: "Hvis bare jeg så sådan ud, hvis bare jeg taber et par kilo".

En anden vinkel er den kønsspecifikke, hvor man kan se på de livsændringer og vilkår, der er karakteristiske for den gruppe, som udvikler spiseforstyrrelser. For denne gruppe falder to ting i øjnene: Ungdommens ændrede livsbetingelser samt udviklingen i kønsrollemønstret. At være ung i dag er meget anderledes end for blot 40 år siden. Stikordsagtigt kan udviklingen karakteriseres ved: Flere valgmuligheder, større frihed, færre traditioner og faste normer, mere diffuse krav - en situation, der stiller større krav til den enkeltes selvstændige stillingtagen og evne til at finde sin identitet og livsbane.
Medens der i det store og hele er enighed om, at anoreksi og bulimi hører sjælen til og bruger kroppen som udtryk - selv om nogle dog mener, at det kan være de fysiologiske ændringer, der fremkalder de psykologiske - så anerkendes overvægt og fedme officielt ikke som psykiske lidelser.

At være overspiser betyder, at man er afhængig af mad ud over de fysiologiske behov, man spiser meget og tager på af det. Overspiseren kan opleve sin karakter lige som bulimikeren, med en opfattelse af tvang.

Der spises til måltiderne med familien. Men pauserne ind imellem bliver fyldt med hyggespisning, der ikke betragtes som mad og derfor ses kvantiteten ikke. For overspiseren vil en slankekur ikke have sin virkning. For det er andre steder, det er galt og ikke i fedtlagene. Overvægten har en anden funktion i den pågældende persons liv.

Generelle tegn på overspisning og tvangsspisning. Tiltagende overvægt. Gentagne mislykkede slankekure. Store vægtsvingninger. Spisning i skjul, spiser kun lidt offentligt, men overvægten er uforandret. Spiser med dårlig samvittighed og undskyldninger. Trøstespisning. Vægten er livets hovedforkus.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...