Anorexi og bulimi (Anorexia nervosa og bulimia nervosa)

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/artikelbasen/images_artikler/teen2.jpg

Anorexi og bulimi (Anorexia nervosa og bulimia nervosa)


Anorexi - at sulte sig af psykiske årsager - er spisevægring, som kan føre til betydeligt vægttab, hormonale forstyrrelser og i nogle tilfælde døden. Bulimi er tvangsspiseri som følges af selvfremkaldte opkastninger. Årsagerne til sygdommene er ikke klarlagte. Man har spekuleret i flere forskellige forklaringsmodeller. Nogle piger med anorexi kommer fra familier, hvor de har anvendt spisevægring som et redskab til at manipulere med omgivelserne.

Eftersom sygdomsfrekvensen er øget i sidste halvdel af 1900-tallet, har man antaget, at den skyldes samfundets tynde skønhedsideal. Nogle piger, der går på slankekur, mister kontrollen og begynder at sulte sig selv. En anden forklaringsmodel har været, at pigerne sulter sig for at undgå den kommende modningsproces. Selv om anorektikeren er helt udmarvet, tror hun, at hun er overvægtig. Bulimi ses undertiden som et delsymptom ved visse former for depression.

Symptomer


Anorexi begynder som regel med, at pigen taber sig på almindelig vis, men efterhånden spiser hun mindre og mindre for hver dag. Hun kommer med alle mulige opdigtede forklaringer og holder stædigt fast ved, at hendes ben og arme er for tykke. Jo mindre hun spiser, jo mindre sulten bliver hun. Også selv om hun er tynd som en pind, synes hun, at hun er fed og spiser meget lidt. Ofte misbruger hun store mængder afføringsmiddel. Det kan imidlertid også ske, at hun at hun fylder sig så meget med en speciel ret, at hun kaster op. Hvis dette fænomen er mest dominerende, taler man om bulimi. For at modstå familiens pres gemme hun måske maden væk og smider den senere bort og påstår, at hun har spist den. Når hun har tabt sig cirka 12 kg under normalvægten, kan menstruationen ophøre (se Udebleven menstruation ) og hårvæksten på kroppen øges.

En person som rammes af anorexi er overdrevent energisk og motionerer hårdt for at gå endnu mere ned i vægt. Hun laver måske enorme måltider til andre, mens hun selv sulter sig. Hendes hud begynder så småt at blive gullig og udtørret, og efterhånden virker hun synligt syg. Forstoppelse er almindelig, men uanset om hun har træg mave eller ej, tager hun store doser afføringsmiddel i den tro, at hun kan slippe for at blive tyk, hvis maden passerer fordøjelseskanalen hurtigere en sædvanligt. På et senere stadium af sygdommen kan der opstå en egentlig depression .

Anorexi er temmelig almindeligt. Sygdommen er almindeligst hos piger, men ses også nu undertiden hos drenge. Det er imidlertid især et problem, der hører de vestlige lande til. Bulimi er formodentlig mere almindelig end anorexi. Mange patienter har perioder, hvor de skifter mellem at tvangsspise og at sulte sig, mens andre kun rammes af den ene form for spiseforstyrrelse.

En teenager, der forsøger at holde vægten nede ved at tage afføringsmiddel eller ved opkastninger kan rammes af forstyrrelser i kroppens væske- og saltbalance. Mange teenagere har begrænsede perioder med overdreven slankekur, men kun en lille del rammes af anorexi. Af dem, som får det, dør cirka 5%, hovedsagelig ved at begå selvmord som følge af en depression. Et lille antal dør på grund af en sekundær infektion (der skyldes underernæring) eller udtørring og forstyrrelser i saltbalancen. En del unge piger sulter sig bogstavelig talt ihjel.

Tvangsspiseri fører ofte også til store økonomiske problemer pga. de meget høje kostudgifter - omkostninger på mad, der straks efter kastes op.


Forholdsregler


Hvis en pige i puberteten indbilder sig, at hun er for tyk og dyrker en overdreven slankekur, bør hun bringes til en læge hurtigst muligt. Det er betydeligt vanskeligere at helbrede anorexi på et fremskredent stadium. Inden et vægttab på over 12 kg plejer det ikke at være så svært at komme over sygdommen, men senere blive behandlingen efter al sandsynlighed længere og mere besværlig. Når pigen er undersøgt, og lægen mener, at hun i det store og hele er rask, kan hun få råd om, hvordan hun undgår problemer i fremtiden. Hvis diagnosen er anorexi eller bulimi, bliver lægen sandsynligvis nødt til at sende hende til en specialist.

Behandling


Også i tidlige stadier behandles såvel anorexi og bulimi bedst af specialister. Behandlingen er meget forskellig, men den ansvarlige læge taler altid med patienten om hendes sygdom og hjælper hende med at vælge en passende kropsvægt. De bliver derefter enige om, hvilken kost, der er bedst for at gå ned i vægt uden at risikere helbredet. Under sygehusopholdet får hun måske også psykoterapi, og under en del af behandlingen er pigens forældre til stede. Jo mere åbent hun taler om sine egne og familiens problemer - problemer som forældrene måske ikke kender noget til - jo lettere er det at løse dem.

Når pigen har fået en passende vægt og er kommet i fysisk og psykisk balance, bliver hun udskrevet. Inden hun forlader sygehuset, får familien at vide, hvordan de skal bære sig ad, og hvordan de kan opdage symptomerne, hvis der skulle komme et nyt sygdomsangreb. Behandlingen af bulimi er ofte den samme som ved anorexi, dvs. samtale med læge og psykolog, der forsøger at bryde patientens unormale madvaner og gengive hende kontrollen over sine spisevaner. Hvis bulimi opstår som et særskilt symptom, er prognosen bedre end ved anorexi, og patienten kan da også ofte reagere på behandling med antidepressive midler.


Prognose


Efter gennemgået behandling bør pigen regelmæssigt gå til ambulant behandling på sygehuset i et til to år. Grunden er, at omkring 60% af dem, der synes at være helbredt for anorexi, får tilbagefald. Mange forældre tror, at sygdommen kun er en forbigående lidelse i puberteten, men der findes patienter, som har problemer med deres madvaner i adskillige år, med perioder, hvor de skifter mellem at sulte sig og frådse.