Der er nogle væsentlige forskelle på web-siderne og andre undervisnings-materialer om seksualitet. For det første udvikler og fornyer de sig hele tiden, for det andet er strukturen både anarkistisk og ikke-lineær. Forstået på den måde, at stoffet ikke er ordnet i kapitler, der følger efter hinanden, men i elementer, der er kædet sammen i en struktur, der både bygger på emner og associationer. Brugeren vælger selv hvilke informationer, hun vil se og i hvilken rækkefølge.
Internettet adskiller sig også fra de øvrige typer af materiale ved at mediet i sig selv virker fascinerende og er en del af mange unges kultur. Det er både en styrke og en hæmsko. Det kan være let at få eleverne til at søge information på nettet - men de kan også hurtigt blive distraheret af de uendelige muligheder for at kigge på farvestrålende web-sider. Derfor er det ikke nok at tænde for computerne og lade eleverne surfe løs.
Internettet er et medie, som kan befordre et overfladisk forhold til indholdet, og derfor kræver det i højere grad end andre medier en kritisk sans hos brugerne. Nettet rummer store mængder af pjat og tvivlsom information, og læreren har ikke en jordisk chance for at holde øje med, hvor på nettet eleverne befinder sig. Det er let at "blive væk" i mylderet af hjemmesider.
Mange elever vil være rutinerede net-surfere, og her er udfordringen at få dem til at læse og bruge det, de finder. Andre er derimod usikre over for mediet, og de skal derfor lære nettet at kende stille og roligt. De to typer elever vil i nogle tilfælde egne sig godt som makkere i et gruppearbejde. Men det er vigtigt, at de læse- og teknikfattige elever ikke slippes løs alene.
Udarbejdet af sexolog Gerd Winther, læge og seksualitetsforsker Christian Graugaard og kommunikationskonsulent Jesper Madsen.
|
