Sådan kan dine symptomer se ud, hvis du har fået én af de seksuelt overførte sygdomme:
Udflåd kan komme af mange forskellige årsager, det behøver ikke være på grund af en seksuelt overført sygdom. Det kan også skyldes, at du har fået en almindelig infektion, og det sker både for mænd og kvinder.
Uanset årsagen skal du være opmærksom på, om mængden, udseendet eller lugten ændrer sig. Holder det ikke op efter nogle få dage, bør du gå til lægen og blive undersøgt.
For pigers vedkommende sker det ved en
gynækologisk undersøgelse, hvor lægen med en vatpind tager en prøve af skedesekretet og fra livmodermunden. Nogle piger synes, at tanken om det er lidt ubehagelig, men selve undersøgelsen gør ikke ondt og er overstået i løbet af få minutter.
For drenges vedkommende tager lægen prøven med en vatpind fra den nederste del af deres urinrør. Det kan godt være lidt ubehageligt, men er hurtigt overstået.