En selvskaders beretning - Zebrapigen og Orkidébarnet

Dato: 18. juli 2008

Selvskadning er et symptom på et psykisk problem. Cutting er et forsøg på at løse et psykisk problem ved at skade sig selv fysisk. Selvskade er alvorligt og skal behandles. Hjælp til selvskadere.

Skrevet af Rikke Christina Ahlberg

Den 21. november holdt Sofia Åkerman, selvskader og forfatter til bogen Zebrapigen, foredrag for LMS. Læs her om hendes gribende fortælling

"Jag skal försöka och prata danska!".

Hun er lille, mørkhåret og udstyret med et par yderst kønne øjne. Fysisk fylder hun ikke så meget i den store sal. Men der går ikke længe, fra hun er gået på, til hun har bjergtaget os alle sammen. Stemmen er klar og gennemtrængende, armbevægelserne store, mimikken livlig og hendes fortælling rørende og gribende.

Svenske Sofia Åkerman, forfatter til den anmelderroste bog Zebrapigen, er kommet til København en regnvåd tirsdag for at holde foredrag for cirka 140 fremmødte. Egentlig er salen kun beregnet til 120 personer, men vi får ekstra stole bragt over og folk tager til takke med gulv, vindueskarm, et bordhjørne eller hvad man nu lige kan finde.

En skadet hånd


Sofia starter sin fortælling med at understrege, at man ikke skader sig selv for at dø - man gør det for at overleve. For Sofia selv startede selvskaden, da hun var omkring 14 år gammel. En dag i gymnastik kom hun til skade med sin hånd, da klassen skulle spille basketball. Hånden blev gul og blå, den hævede op og blev betændt. Sofia opdagede, at hendes tilskadekomne hånd gjorde, at folk så hende. "Nej Sofia, hvor ser det væmmeligt ud, du må gå til lægen" og "Åh Sofia, hvordan går det med hånden?", sagde de.

Sofia følte sig endelig bekymret om; hun følte sig set! Hun holdt skaden ved lige - pillede i såret, skar i det - og det blev starten på mange år som selvskader. Det fysiske udtryk startede altså, da Sofia var fjorten. Men smerten, som lå til grund for selvskaden, startede mange år tidligere - muligvis allerede da Sofia blev født.


Orkidéer og mælkebøtter


Sofia fortæller, at mennesker er født forskellige. Nogle er født følsomme og sårbare; andre lader til at være født til at kunne klare hvad som helst. Hun sammenligner os med blomster: Nogle mennesker er en mælkebøtte. De bliver stående i al slags vejr - om det så regner og tordner en hel sommer igennem, så bukker de ikke under. Andre mennesker er en orkidé. De er følsomme og har brug for de helt rette lys-, vand- og temperaturforhold... Så kan de til gengæld blomstre op til noget af det smukkeste.

Sofia var et orkidébarn. Hun var følsom, sårbar og havde brug for omsorg og nænsomhed. Hun tog meget ansvar på sine skuldre - da hun blev storesøster, troede hun, at hun skulle redde hele verden. Hun var aldrig til besvær - og de voksne opdagede hende ikke.

Da Sofia var ti år, startede hun i en ny klasse. Det var en "problemklasse": To af børnene havde mistet deres forældre, to af børnene havde forældre, der var alvorligt syge, nogle af børnene var selv syge - her var der slet ikke plads til Sofia.

Hun syntes ikke selv, at hendes ondt-i-maven "var noget" i forhold til de andre børns tragiske skæbner - og det blev hun desværre bekræftet i. Sofia skrev nemlig på et tidspunkt et dystert, mørkt brev til sin lærer. Et brev, der udtrykte al den sorg og fortvivlelse, Sofia følte. Et par dage senere hev læren Sofia til side og sagde: "Jamen Sofia, tænk dog på stakkels Pernille!". Sofia sammenligner i dag kommentaren med det klassiske svar, når børn ikke spiser op: "Jamen tænk dog på alle de sultne børn i Afrika!".

Tremmer for vinduerne


På et tidspunkt bliver Sofia indlagt på psykiatrisk afdeling. Hendes erfaringer med psykiatrien er dog ikke noget at råbe hurra for. Hun ville ønske, at man havde hørt hende mere, end man havde set hende. At man havde lyttet til hendes ord i stedet for at kigge på hendes sår - for det var jo ikke dem, det handlede om. De ting, hun kunne lide - skolen og teater, blev taget fra hende. I stedet for at sætte ind, hvor hun faktisk havde nogle ressourcer, blev alt taget fra hende. Og med sin selvskade, som ingen behandlere vidste, hvad de skulle stille op med, passede Sofia ikke ind i det psykiatriske system.

Hun blev til sidst indlagt på en psykiatrisk afdeling for voksne kriminelle. Her var der tremmer for vinduerne, og Sofia var efterhånden ved at miste det sidste mod. Hun blev mere opgivende end nogen sinde og troede, at hun var den eneste i hele verden, der aldrig skulle blive rask eller få et liv. Da lægerne åbent erkendte, at de gav op, kom Sofia hjem til sine forældre.


Vejen ud ad selvskaden


"Alle i kvarteret vidste, hvem jeg var, så jeg holdt mig inde", fortæller Sofia. På et tidspunkt startede hun dog hos en psykolog i Stockholm. Psykologen Mia blev Sofias vej ud ad selvskaden. Ændringerne skete gradvist; Sofia startede i gymnasiet og opdagede pludselig, hvor mange år hun var gået glip af. Hun følte sig som et barn blandt sine klassekammerater, der alle havde prøvet at gå til fest, på diskotek, haft kæreste osv. – ting Sofia aldrig havde prøvet.

Men hun blev del af en teatergruppe på skolen. Teater havde altid haft Sofias interesse, og her i gruppen følte hun sig for første gang i mange år set. De andre i gruppen interesserede sig for Sofia - som den hun var.

Da hun efter en forestilling faldt om og blev indlagt med hjertesvigt, indså hun, at hun måtte beslutte, hvad hun ville med sit liv. Sofia fortæller, at hun kunne vælge to ting. Hun kunne vælge at blive ved med at være syg og blive beskyttet på hospitalet - eller hun kunne vælge at blive rask og fortsætte med det, hun holdt af - teatret. Sofia besluttede sig for at blive rask. Den efterfølgende sommer skrev hun Zebrapigen. Hun var lykkelig - for første gang i sit liv - og bogens sidste kapitler blev skrevet samtidig med, at de skete.

"Når man tror på sig selv og synes om sig selv, så klarer man så meget mere", siger Sofia. Hun fortæller, at hun i dag forstår, at livet ikke altid er ondt og svært, men heller ikke altid så lykkeligt, som det var den første sommer. Der er op- og nedture i ethvert liv. Men Sofia ved nu, hvad det vil sige at være lykkelig i hverdagen.

Hun afslutter sin fortælling med at referere teksten fra et billede, der hang på psykologen Mias kontor. En tekst som Sofia i dag kan udenad, og som hun håber, at tilhørerne vil tage med sig hjem:

Kom ihåg att du är värdefull
Att du är viktig här och nu
Att du är älskad för din egen skull
För ingen annan är som du.

 

 

Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 03.04.07


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...