Den største kilde til hovedpine, muskelsmerter, ondt i ryggen m.m. - er manglende egenomsorg

Dato: 14. oktober 2003, revideret 30. november 2005
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Hvem kender ikke til mindst én af vore folkeplager som hovedpine, generende spændinger i nakke- og skulderpartiet, smerter i armene, tennisalbue eller smerter i ryggen, lænden, korsbenet, dybt i endebalderne og ned i benene (Iskias). Læs mere om kroppens måde at fortælle at den er på til overbelastning, samt gode råd og øvelse til opløsning af spændinger i musklerne.

Hovedpine er en af vore folkeplager. Spændingstilstandene forårsages både af fysisk arbejde og af ikke fysiske forhold, som f.eks. at føle sig presset tidsmæssigt eller arbejdsmæssig
Hovedpine er en af vore folkeplager.
Spændingstilstandene forårsages
både af fysisk arbejde og af ikke
fysiske forhold, som f.eks. at føle
sig presset tidsmæssigt eller arbejdsmæssigt

Hvem kender ikke til mindst én af vore folkeplager som hovedpine, generende spændinger i nakke- og skulderpartiet, smerter i armene, tennisalbue eller smerter i ryggen, lænden, korsbenet, dybt i endebalderne og ned i benene (Iskias).
I langt de fleste tilfælde er disse muskelgener opstået, fordi vi ikke er opmærksomme nok på vores krops signaler. Vi overhører signalerne og derved bliver vi ude af stand til at opfylde kroppens behov og dermed ude af stand til at tage ordentlig vare på os selv. Vi lever i en kultur, hvor livet fungerer på et overvejende stresset niveau og for manges vedkommende endda på et konstant stressniveau. Det vil sige, at der ikke er en naturlig vekselvirkning mellem aktivitet og hvile.

Denne overvægt af aktivitet, som både kan være fysisk og mental bevirker, at der opbygges vedvarende spændingstilstande i kroppens muskulatur med deraf følgende smerter og gener.
 

Vi skal lytte til vores krop og dens signaler

Spændingstilstandene forårsages både af fysisk arbejde og af ikke fysiske forhold, som f.eks. at føle sig presset tidsmæssigt eller arbejdsmæssigt. Kroppen prøver at fortælle os det. Muskelsanserne giver med sine signaler løbende besked til vores bevidsthed om musklernes tilstand, besked om hvordan de har det. Disse signaler er musklernes måde at give besked til vores bevidsthed på, og det er den eneste måde, de kan gøre det på.

Nogle af de vigtigste signaler er træthed, smerte og spænding. Hvis vi ikke "lytter" til disse signaler, har vi afbrudt kommunikationen med musklerne eller rettere reduceret den til énvejs-kommunikation. For vi giver stadig musklerne ordre til at køre løs med de aktiviteter, vi har planlagt med vores hoved. Men vi har afbrudt for tilbagemeldingen fra musklerne, så vi "hører" ikke, hvordan de har det under arbejdet.

Det vil sige, at musklerne kan blive trætte, overanstrengte eller smerte, uden at vi registrerer det. Det svarer til, at vi klæber sort tape over advarselslamperne i bilens instrumentbræt og så kører videre uden at blive forstyrret af signalerne for motortemperaturen, svigtende el, svigtende olietryk o.s.v. Vi ved alle, at det kun er et spørgsmål om tid, før motoren brænder sammen. Jeg har heller ikke set nogen bil med tape over instrumentbrættet endnu.

Men vores krop behandler vi anderledes, vi har "overklistret advarselslamperne med sort tape" og kører videre, til vi brænder sammen. Høre- og synssansen er blandt de bedst udviklede og mest brugte sanser. Så, hvis der sad højtalere rundt om i kroppen, der råbte op om tilstanden, kunne det være, vi tog os mere af det. Men det gør der nu engang ikke; vi må "nøjes" med at mærke. For signalerne fra kroppen registreres ved at mærke og kun ved at mærke.

Denne sans har hidtil ikke været særlig meget respekteret, så det kræver en holdningsændring at give disse mærke-signaler opmærksomhed. Og der er ingen vej udenom. Hvis du vil have det bedre med dig selv, må du mærke. Din krops signaler er både mærkelige og mærkværdige.

Læg lige mærke til hvad der skete i dig, da du læste de to ord?
 

Overbelastningsprocessen skrider frem


Ordenes gængse betydning afspejler vores almindelige holdning til det at mærke, som noget der er underligt, noget besynderligt. Den oprindelige betydning af ordet mærkelig er vel at det er mærkbart, og af ordet mærkværdig, at det er værd at mærke og det giver jo en helt anden mening. At mærke er et samarbejde mellem vores opmærksomhed og muskelsansningerne. Når en muskel eller muskelgruppe er ved at blive overbelastet, reagerer den i begyndelsen med relativt blide signaler og siden de kraftige.
Træthed er det første signal på en skæv balance mellem aktivitet og hvile. Dette signal er relativt svagt og blidt og derfor nemt at overhøre.

Derefter prøver kroppen med lidt stærkere midler som ømhed og mindre smerter, hvilket vi, med de planer vi har lagt med vores hoved for aktivitet og gøremål, heller ikke er tilbøjelige til at tage alvorligt.

Men selv om vi forsøger at ignorere muskelsignalerne eller prøver at slippe af med dem, f.eks. ved at bedøve dem med medicin, giver kroppen ikke op.

Efterhånden som overbelastningsprocessen skrider frem, må kroppen tage alvorlige remidler i brug i forsøg på at råbe sin ejermand op, og det bliver nu til kraftige smerter og ubehagelige og meget generende spændingstilstande. Hvis vi ikke tager os af de førnævnte signaler, i rækkefølgen: Træthed, ømhed, små og større smerter og spænding, lad os kalde dem de primære signaler, opgiver selve den overbelastede muskel at råbe sin ejermand op.

Den lukker til, holder mund, faktisk lidt små-fornærmet og ked af det over ikke at blive hørt og forstået. Musklen bliver permanent opspændt, hård og følelsesløs, og vi kan ikke længere mærke selve musklen. Men tro ikke at der så bliver fred. For selv om den tillukkede muskel er blevet følelsesløs, giver resten af kroppen ikke op. Den spændte muskel forårsager en ubehagelig stramhed, en udefinerlig følelse af anspændthed; den kan finde på at trykke på nervetrådene, som ofte giver smerter, jag eller snurrende fornemmelser ud i arme og ben.

Herfra stammer også de fleste hovedpiner. Når større muskelgrupper bliver opspændt vil det også kunne reducere blodomløbet så meget, at det medfører kredsløbforstyrrelser.

En generel opspændthed i kroppen kan også bevirke rastløshed, besvær med at slappe af og at sove. Alle disse plager er følgegener, som opstår, når de primære advarselssignaler overhøres og negligeres.

Men nu har processen bragt ham så langt væk fra de oprindelige træthedssignaler, at han ikke har nogen anelse om, hvorfor disse gener egentlig er opstået. Nu opleves det udelukkende som ubehag eller lidelser, noget han er plaget af, og som han vil prøve at skille sig af med. Og måderne vi skiller os af med dem på er velkendte. Vi gør det med bedøvelsesmidler som smertestillende og muskelafslappende piller, alkohol, tobak, kaffe osv. Det giver et kortvarigt pusterum, men det løser hverken problemer eller løsner muskelspændinger.

Generne og plagerne er symptomer på, at vores krop trænger til opmærksomhed og omsorg, og det får kroppen i hvert fald ikke ved at bedøve symptomerne. Som vi ser, opstår der følgegener, når de pri-mære advarselssignaler overhøres og negligeres.

Vores krop er så viselig indrettet, at den tager kraftigere og kraftigere midler i brug for at råbe os op. Og vær sikker på, den giver ikke op, og den er meget opfindsom, når det gælder om at råbe vores opmærksomhed op. Bemærk rækkefølgen af en muskels mærkbare signaler: Træthed - Smerte - Spænding - Følelsesløshed.
 

Sådan opløses spænding

For at opløse spændinger i en opspændt muskel skal vi nemlig igennem signalerne i modsat rækkefølge:

følelsesløs - spænding - smerte - træthed.

Der er ingen vej uden om. Bemærk dette! Nøglen til opløsning er vores villighed til at mærke tilstandene, villighed til at gennemleve og genopleve de signaler vi ikke tidligere ville have med at gøre. Det er selvfølgelig forbundet med vanskeligheder at skulle til at acceptere det, som vi før anså som ubehag, som vi bare ville af med. Vi kommer ofte uforvarende ind i situationer, hvor en opspændt følelsesløs muskel begynder at løsne og lukke op for at give sit indhold til kende. F.eks. når vi rigtig vil slappe af foran fjernsynet.

Efter nogen tid oplever vi som om det begynder at spænde et eller andet sted i kroppen, der bliver uro, rastløshed eller det begynder at gøre lidt ondt hist og her. Og hvad gør vi så? Når jeg har holdt foredrag, genkender ca. halvdelen af tilhørerne denne situation, og mange af dem svarer, at de rejser sig og begynder at lave noget.

Men hjælper det så? Ja, men kun tilsyneladende. For når vi går i aktivitet, spænder vi op igen, og musklerne lukker til igen, og så mærker vi dem ikke længere og vi er tilbage i samme tilstand.

Andre eksempler på at kroppen tror vi vil tage os af den, når vi slapper af, er søndagshovedpine, få ondt og føle sig spændt i kroppen af at sove lidt længere i weekender, blive syg på de tre første feriedage.

Når vi rigtig vil slappe af, tror musklerne, at vi vil tage os af dem, høre på dem om alle de fortrædeligheder, vi har udsat dem for. Musklerne vil når vi giver dem ro, slippe lidt af deres spændinger og derved frigive de signaler der har været lukket inde af spændingstilstanden. Med andre ord begynder musklerne at fortælle hvordan de i virkeligheden har det. Det er klart, at vi i vores uvidenhed og med de gamle adfærdsmønstre vil reagere modsat. Men de stakkels muskler bliver slemt skuffede og må lukke sig til igen og følgegenerne hærger videre.

Sådan gentager vi denne eller lignende scener dag efter dag, indtil vi en dag indser hvordan det hænger sammen og beslutter os for at bryde mønsteret. Den eneste måde at bryde gentagelsesmønsteret på er at give musklernes signaler opmærksomhed og det aller vigtigste accept.

Vi skal acceptere det vi mærker, komme det i møde og være villige til at gennemleve det. Det skal gøres med stor opmærksomhed, stor tålmodighed og med en omsorgsfuld indstilling.

Så vil musklen føle sig hørt, og spændingerne og smerterne vil langsomt opløses, og vi over-mandes af den sidste, oprindelig første tilstand, nemlig trætheden.

Bliver dette respekteret og efterlevet, er musklen blevet hørt og forstået, den slipper derfor sin spænding og genoptager sin naturlige spændstighed, og samtidig har vi genetableret kontakten med musklens sanser.

Næste gang vi er på vej til at overanstrenge musklen, vil vi derfor mærke og opdage det på et meget tidligere tidspunkt, meget ofte i situationen, og vi er nu meget mere villige til at respektere advarslen og dermed ændre handlemønstre før det går galt.
 

Øvelse til opløsning af spændinger

Har du mod til at afprøve dette, kan du bruge et kvarter til tyve minutter på at opleve, hvordan du selv opløser dine muskelspændinger.

Du sætter dig godt tilrette på en stol med nogenlunde lige ryg. Skyd enden tilbage og hold din ryg rank uden at anspænde dig. Lad så dine skuldre hænge tungt ned, mens du lader dine hænder og underarme hvile på lårene. Du kan evt. øge vægten i skulderpartiet ved at lade armene hænge ned langs siderne. Nu trækker du vejret dybt og roligt, og ved udåndingen giver du helt slip og ånder tungt og frit ud. For hver gang du ånder ud, forestiller du dig, at dine skuldre synker lidt længere ned.

Efter et stykke tid vil du formodentlig begynde at mærke spændinger i den øverste del af skuldrene. Det er musklerne, der bliver udspændt, og du begynder at mærke dem. Det eneste du skal gøre nu, er at holde opmærksomheden der, hvor du mærker noget, og acceptere det du mærker, samtidig med at du hele tiden ånder tungt og eftergivende ud.

Spændingstilstanden vil sandsynligvis udvikle sig til en smertetilstand, som du ligeledes forholder dig opmærksom til. Vær nysgerrig, lev dig ind i den og accepter den. Bliv ved og smerten vil opløse sig.

Det skal sikkert opleves, før du tror på det. Gør det og husk de vigtigste ingredienser er: Vilje - Accept - Tålmodighed Det er et hårdt arbejde, dels at ændre gamle holdninger til ubehag og smerte og dels at acceptere og gennemleve tilstandene. Men det lønner sig.

Det kan være meget vanskeligt at gøre alene, når det er årgamle skavanker, og det letter selvsagt processen betydeligt at få en hånd til hjælp. Grundlæggende er det din egen holdning til din krops meddelelser, der afgør, hvordan du har det. En viden om disse sammenhænge og en holdningsændring til at mærke og acceptere kroppens budskaber er det første og største skridt, du kan gøre for at få det godt med din krop og dermed dig selv.

Giv din krop en chance !