Definition og årsager
Ved psykosomatiske sygdomme forstås gentagne klager over fysiske symptomer, som, trods grundige undersøgelser, ikke har kunnet bevises at skyldes en fysisk (somatisk) sygdom. Symptomerne vedbliver på trods af, at lægen gentagne gange har forsikret om, at personen ikke fejler en somatisk sygdom. De psykiske faktorer er derfor afgørende for, hvordan den enkelte oplever symptomerne, og om der opleves forværring af de fysiske symptomer i en dårlig periode.
Ved svær psykisk påvirkning kan opstå reelle fysiske forstyrrelser på baggrund af psykiske klager. Dette kaldes konversionstilstand .
Årsagen til psykosomatiske sygdomme menes primært at bero på en trang hos visse personer til at opnå social kontakt og følelsesmæssig omsorg. Ved at være syg kan man påvirke omgivelsernes måde at forholde sig til én på, og dermed få medfølelse. Der er noget, der tyder på en arvelig komponent i sygdommen, især hos personer som er i familie med andre, som dårligt behersker social interaktion med andre.
Symptomer på psykosomatiske sygdomme
Personer med psykosomatiske sygdomme er meget optagede af deres helbred, og typisk fortolker de almindelige fornemmelser i kroppen som sygdomme. Blandt andet ses klager fra:
- Hjertet.
- Tarmkanalen.
- Luftvejene.
- Vandladning.
- Symptomer på angst .
- Smerter.
Ovennævnte symptomer kan være almindelige, og det er kendt, hvordan psykiske faktorer kan påvirke kroppens organiske funktioner. F.eks. slår hjertet hurtigere ved stærke oplevelser, og pressede situationer kan føre til mavesmerter osv. Normalt vil disse symptomer forsvinde, når den udløsende årsag forsvinder, eller når man forsikres om, at der ikke er noget fysisk galt med en. Dette er ikke tilfældet ved psykosomatiske vedblivende symptomer.
Behandling af psykosomatiske sygdomme
Hvis man gentagne gange forgæves har forsøgt at overbevise patienten om, at vedkommende ikke fejler en fysisk sygdom, er behandlingsmulighederne ringe. Lægen vil bedst muligt undersøge alle mulige sygdomme, som kan føre til personens klager. Når dette er gjort, må lægen i stedet forsøge sig med samtaleterapi og opfordre familien til at støtte vedkommende i tanken om, at der ikke foreligger en fysisk sygdom. Der er ingen medicinsk behandling og såfremt ovenstående ikke hjælper, er prognosen dårlig.
|
