Psoriasis

Dato: Revideret 14. februar 2016 - første publicering 4. august 2006
Psoriasis

Man ved ikke, hvorfor sygdommen opstår, men immunsystemet er involveret, og sygdommen er arvelig. Hvis en forælder har psoriasis, har man 25% risiko for selv at udvikle sygdommen. Psoriasis er ikke smitsom. Faktorer som stress, alkohol, rygning, medicin og streptokok-infektioner kan udløse psoriasis. Psoriasis kan behandles med lokalbehandling og med generel behandling.

Definition af og årsager til Psoriasis

Psoriasis er en arvelig, kronisk sygdom, der angriber hudens celler. Ordet kommer fra græsk og betyder kløende udslæt.

Sygdommen er karakteriseret ved en meget hurtig dannelse af hudceller. Normalt tager dannelsen af en hudcelle ca. 1 måned, men ved psoriasis dannes en hudcelle på kun 3-7 dage. Der vil derfor være et stort overskud af hudceller, der heller ikke når at modnes ordentligt. Dette ses som rødme og skæl på de påvirkede hudområder.

Man ved ikke, hvorfor sygdommen opstår, men immunsystemet er involveret, og sygdommen er arvelig. Hvis en forælder har psoriasis, har man 25% risiko for selv at udvikle sygdommen. Psoriasis er ikke smitsom.

Der findes forskellige typer af psoriasis, og der kan udover hudforandringerne være påvirkning af led, psoriasis-gigt. Dette ses hos ca. 10%. Desuden er hovedbund og negle ofte påvirkede.

Sygdommen opstår oftest i 15-30 års alderen og ses hos 2% af den danske befolkning. Sygdommen er kronisk, hvilket vil sige, at når man har haft et udbrud, vil man altid have risiko for at få et nyt udbrud, selvom man i lange perioder kan være sygdomsfri. Der er meget stor forskel på, hvor påvirket man er af sygdommen. Nogle er knap nok klar over, at de har psoriasis, mens andre er plaget af udslæt over hele kroppen.

Der er forskellige udløsende og forværrende faktorer:

  • Stress
  • Streptokok-infektion
  • Alkohol
  • Rygning
  • Visse typer medicin, f.eks. lithium (mod depression), klorokin (mod malaria) og beta-blokkere (blodtrykssænkende)

Symptomer på psoriasis:

  • Højrøde områder, skarpt afgrænset fra den normale hud, og dækket af tykke, hvide skæl.
  • Områderne kan være fra millimeter til mange centimeter i diameter.
  • Kløe.
  • Sygdommen er mest udtalt på knæ og albuer og i håndflader og på fodsåler.
  • Hårbunden er ofte påvirket, evt. med udtynding af håret.
  • Neglesymptomer er fortykkelse af neglene, små huller i dem og løsning af neglene fra huden herunder.
  • Psoriasis-gigt angriber led på fingre, tæer, i rygsøjlen og bækkenet. Sygdommen minder om Ledegigt .
  • Andre symptomer kan være fortykket hud med sprækker, væskefyldte blærer eller rødme i armhuler, under bryster og omkring kønsorganer.

Symptomerne kan komme og gå, og nogle oplever aldrig mere end et enkelt anfald. Dette ses som regel ved psoriasis, der er udløst af Streptokok-infektion. Psoriasis er dog en kronisk sygdom, og de fleste vil opleve en vekslen mellem symptomer og bedring livet igennem.

Forholdsregler

Ved forandringer i huden, der ligner de beskrevne symptomer, kan en læge afgøre, om der er tale om psoriasis. Det er ikke sikkert, at behandling er nødvendig, men hvis man er generet af sygdommen, er der mange behandlingstilbud. Man kan selv være opmærksom på, hvilke ting der kan udløse et anfald og forsøge at undgå disse ting. Dette gælder f.eks stress og Alkohol.


Behandling af psoriasis

Behandlingen af psoriasis er meget afhængig af, hvor påvirket man er af sygdommen. Man taler om to typer af behandling, lokalbehandling og generel behandling.
 

Læs også: Behandling af psoriasis - fra lokalbehandling til biologiskbehandling

Lokalbehandling af psoriasis

Til de milde tilfælde kan lokalbehandling være nok. Denne består af steroid-creme, vitamin D-produkter og creme, der fjerner skæl, f.eks. carbamid-creme. Desuden kan behandling med sollys være meget effektivt. Man skal dog undgå at blive solskoldet, da dette kan forværre sygdommen og øger desuden risikoen for Hudkræft . Behandling med tjære er også effektiv.


Generel behandling af psoriasis

Til de sværere former, hvor psoriasis dækker det meste af kroppen, findes der mere effektive typer behandling, som dog også har flere bivirkninger. Det drejer sig om PUVA-behandling, som er en kombination af et stof (psoralen) og UVA stråler, om A vitamin-produkter og om lægemidler, der påvirker immunsystemet.

Behandlingerne vil give perioder med sygdomsfrihed, der kan vare måneder til år. Nye anfald vil som regel dukke op, men også her vil behandling være effektiv.